Plader

Scott Walker: Bish Bosch

Skrevet af Niklas Kiær

Forestil dig Tom Waits som smørtenor, placeret i et mareridtsunivers instrueret af David Lynch i et særligt uhyggeligt humør. Scott Walker er tilbage med sit 14. album, og der er ikke blevet ændret meget i opskriften. Stilen er dyster, makaber og syret på en måde, som kun han kan præstere.

Forestil dig Tom Waits som smørtenor, placeret i et mareridtsunivers instrueret af David Lynch i et særligt uhyggeligt humør. Velkommen til Scott Walkers Bish Bosch.

Scott Walker har haft en lang og sej karriere, der relativt nemt kan opdeles i kapitler. Det første kapitel, hvor han er popsanger og medlem af The Walker Brothers (en balladepop-trio, hvor ingen af medlemmerne havde Walker som fødenavn). De oplever stor succes i Storbritannien i 60’erne, hvor medlemmerne sammen og hver for sig udgiver i alt 10 album. Gruppen stopper sit samarbejde i 1968, hvorefter Scott Walker fortsætter sit soloarbejde.
Det næste kapitel, hvor Scott Walker forsøger sig som countrysanger, og The Walker Brothers genopstår med blandet succes. Deres sidste album, Nite Flights, viser dog Scott Walkers potentiale og nye mørke lyd.
Det tredje kapitel, hvor Scott Walker holder sig næsten helt fra musik og i 80’erne kun udgiver ét album, Climate of Hunter, i en ny og eksperimenterende stil. Han får god kritik af anmeldere, men sælger meget lidt. Der går 11 år, før han udgiver et nyt album, Tilt, som pludselig får succes både hos anmeldere og i pladesalget. Den lange periode uden nye udgivelser har skabt et kultfølge.

Så er der det nyeste kapitel i Scott Walkers karriere: I 2003 gav Q Magazine ham en pris for hans bidrag til musikhistorien (de to tidligere prismodtagere var Phil Spector og Brian Eno), og året efter fik han pladekontrakt hos 4AD. Albummet The Drift kom i 2006, og samme år var der premiere på dokumentarfilmen “Scott Walker: 30 Century Man“.
The Drift blev modtaget med næsten udelukkende 5- og 6-stjerners-anmeldelser og var på mange mediers årslister. Albummet var en kulmination af hans genfundne prominens, og den medfølgende dokumentar var det første reelle indblik i hans arbejde – bl.a. via et klip, hvor Scott Walker instruerer en mand, der tæver dødt grisekød.

På trods af den genfundne succes skulle der stadig gå seks år, før det næste album skulle udkomme. Bish Bosch er et langt, mørkt og syret mareridt med Scott Walker som hoveddirigent, der med sin unikke vokal og dunkle, men ofte også humoristiske tekster fører lytteren ind i mørket. Musikken er skiftevis tætpakket, larmende og intens for så at slå direkte over i sagte kompositioner og til tider total stilhed. Det er et udtryk med masser af personlighed, men du skal ville albummet, før det giver igen. Her er ingen umiddelbar nydelse. Til gengæld bliver det bedre og bedre for hver gennemlytning.

Særligt teksterne begynder at træde tydeligere og tydeligere frem som bogstaverne allernederst på tavlen ved en synsprøve. Teksterne er det element, som trækker meningen sammen i både vokal og musik, og som gør mareridtsfortællingerne så ægte, at det løber ned af ryggen. F.eks. når Walker i “Epizootics!” crooner »Forsook the eyebrows climbing, into greasy black hairlines / Narcrotic leis, yanked down around melianomed ankles.« Opfindelsen af termen ‘narcrotic’ og den efterfølgende billedlige beskrivelse er et godt eksempel på det generelle sprog, der præger Bish Bosch. Formen er ofte meget poetisk, og albummets tekster kunne meget vel udgives som digtsamling, uden at det ville virke besynderligt.

Midt i alle beskrivelserne af de sørgelige sjæles misformede kropsdele er der dog også plads til smil. Prøv selv at lade være med at grine, når Scott Walker i “Epizootics!” midt i ellers total stilhed ytrer »Oops, pardon the elbow. Let’s just shift you over here / Sorry, I’m so clumsy, take that accidently in the bollocks for a start.« Eller når han i det 20 minutter lange epos “SDSS1416+13B (Zercon, a Flagpole Sitter)” får sagt “I’ve severed my reeking gonads / fed them to your shrunken face.«

Kan du godt lide poesi, grænsesøgende avantgardemusik og, vigtigst af alt, at blive udfordret, så er Bish Bosch helt klart anbefalelsesværdig. Ønsker du derimod en imødekommende og indbydende plade, skal aldrig skænke Bish Bosch en tanke igen. Albummet er kunst, og kunst skal helst være lidt svær at lære at elske. Når det er sagt, så sætter jeg formentlig aldrig igen albummet på og hører det igennem fra start til slut. Mareridtet er slut, for mig.

★★★★★☆

Deltag i debat