Plader

Sean Price: Mic Tyson

Skrevet af Niklas Kiær

‘The best rapper, the worst rapper’ aka. “The brokest rapper you know” aka. Sean Price er tilbage med sit tredje soloalbum efter fem års pause. Flere rim om at uddele lussinger til rappere i stramme bukser, skæve referencer og gaderim kan forventes, men er det i samme boldgade som de tidligere succeser, Monkey Barz og Jesus Price Supastar?

Sean Price, der fik sit gennembrud som medlem af Boot Camp Clik og Heltah Skeltah, er først og fremmest en rigtig dygtig rapper. Især hans ubesværede flow, der typisk bliver iscenesat af overraskende bogstavsrim eller obskure popkulturelle referencer, og hans evne til at være voldelig og sjov på samme tid, er en unik egenskab. På Mic Tyson er disse egenskaber stadig til stede. Tag bare rimet fra “Bar-Barian“: »Admire the admirable animal rap / Smack the shit out of a nigga, and hand him his hat« eller fra “STFU Part 2“: »This your man, Sean / The opposite of a fucking Duran Duran song.« Få rappere kan på så imponerende vis rappe noget, der samtidig er så simpelt og morsomt, uden at det bliver en decideret joke.

Desværre er der også en del elementer på hans nye album, Mic Tyson, der ikke er sjove. Pladen var egentlig planlagt til release i 2009, efter at et mixtape var udkommet som forsmag. Her tre år senere er det ikke den lange ventetid værd, og Price burde nok have udgivet det på daværende tidspunkt, da hans stjerne var noget større. Der var nemlig ikke mange med samme omtale som Price i perioden 2005-09 i undergrundsmiljøet i amerikansk hiphop. Monkey Barz fra 2005 og særligt Jesus Price Supastar fra 2007 fik ros af både fans og anmeldere som et af de bedste boom bap-albums på det tidspunkt og blev hyldet for sin rå, direkte og underholdende stil. Men rapperen mente ikke, at folk fortjente at høre Mic Tyson og skældte samtidig ud over den udvikling, rap og hiphop var inde i.

Tre år senere har Price ikke nogen særlig stor stjerne. To af de mest prominente gæster på albummet, Pharoahe Monch og Torae, leverer kun halvhjertede omkvæd, mens de andre gæster, med undtagelse af Ill Bill, ikke rigtig formår at sætte et særligt stort præg på albummet.

Det er trods alt lykkedes Price at få beats fra The Alchemist, 9th Wonder og Khrysis til det nye album, men desværre er der ikke ret mange af de andre produktioner, der kan leve op til de to tidligere albums imponerende lydside, der komplementerede rapperen perfekt: »The beat is smooth, the rap is hard,« som Price formulerer det.

Lydsiden er på Mic Tyson for homogen og flere steder decideret kedelig. Det starter ellers fint med åbningsnummeret “Genesis of the Omega” og de næste par numre, men i længden bliver lyden trættende, og kvaliteten falder samtidig. Værst er “BBQ Sauce” og “By the Way”, som henholdsvis er irriterende larmende og dødkedelig.

Men de uinteressante beats kunne man leve med, hvis teksterne havde været opfindsomme nok. Det er desværre heller ikke tilfældet, i hvert fald ikke på hele albummet. Price bruger utroligt mange kræfter på at disse »tight jeans« og rappere, der ikke gør på gaden, hvad de siger på pladen. Hvert andet rim handler om at sælge stoffer, slå nogen ned, skyde nogen eller hvor sej Sean Price selv er. Dog skal man ikke gå fejl af, at Sean Price igennem sin lange karriere har udarbejdet en persona, der er langt voldsommere end hans virkelige jeg. Men det må kunne gøres bedre end på “Title Track”, hvor han rapper »Yo, you a battle rapper / You be rapping in battles / I shoot the shit up, duke, it’s a wrap for the battle.« Come on, Mr. Price…

Selvom helheden på albummet ikke er imponerende, skal man ikke undervurdere, hvor god en rapper Sean Price er, når han altså gider. De tidligere nævnte “Bar-Barian” og “STFU part 2” samt “Straight Music” og “Solomon Grundy” er alle eksempler på, hvor dygtig han kan være. Flowet er fejlfrit, stilen rå, humoren til stede og referencerne så tilpas obskure, at man ikke kan lade være med at gå direkte på Wikipedia. Hvilken anden rapper kunne finde på at nævne en r’n’b-video af Chico DeBarge fra 1997 som reference til at synge i et fængsel?

Mic Tyson er ikke albummet, der får Sean P tilbage på toppen, men jeg vil blive ved at høre hans gamle albums og følge med i hans kommende eskapader.

»I sell dope to your momma
And I ain’t even vote for Obama – P!«

★★★☆☆☆

Deltag i debat