Plader

Stubborn Heart: s.t.

På sit debutalbum lægger London-duoens fusion af minimalistisk dubstep og soul sig i slipstrømmen på kunstnere som James Blake og Jamie Woon. Lyden er in og rummer stort potentiale, men som værk er albummet hverken særlig selvstændigt eller varierende i dets udtryk.

I 2010 brød James Blake ind i den brede offentligheds opmærksomhed med en række ep’er, der elegant og opfindsomt blandede ny elektronisk musik med fagets noget ældre dyder. Ved at mikse minimal-electronica med en soulet, ja næsten croonende stemmeføring forårsagede Blake et mindre jordskælv i den britiske musikbranche og rystede den musikalske undergrund, som netop havde kastet sig over dubstep, i dens grundvold.

Med London som skælvets epicenter er en tsunami siden skyllet over det meste af den vestlige musikindustri med mere eller mindre vellykkede Blake-imitationer, der alle har haft den minimalistiske og bastunge electronica samt en overvejende soulet vokal som fællesnævnere. Tager man sig et par frihedsgrader til at omkranse lyden, finder man i denne bølge blandt andre navne som Jamie XX, New Look samt Jamie Woon. Og nu også Stubborn Heart.

Uden meget mere end en ep i bagagen blev de to unge musikere Luca Santucci og Ben Fitzgeralds netop nyudkomne debutalbum i november udvalgt som den indflydelsesrige pladeforretning Rough Trades ‘Album of the Month’. En anerkendelse, som oftest medfører stor eksponering i hele den engelske musikpresse, og tager man genren samt de mange åbenlyse referencer i betragtning, synes valget fra et rent forretningsmæssigt perspektiv at at være en ganske åbenlys beslutning.

For når man sætter det 10 numre lange album på pladespilleren, er det altså – om man vil det eller ej – fra første synthtone tydeligt at høre, hvorfra de musikalske inspirationer stammer. I “Penetrate” croones der således sørgmodigt over et beat, der mest af alt lyder som en nedbarbering af dubsteppens ukontrollable rytmer, mens en perkussiv bas oftest er den eneste melodibærende enhed. Lyrikken er hjerteskærende, og helhedsindtrykket er aldeles melankolsk.

Stilen fortsætter uden mange overraskelser på de følgende numre. Komplekse, men dog minimalistiske beats røres op med synths og toppes af en ganske overlegen vokal, hvis spekter på overbevisende facon spænder fra en dyb brummen til et toneleje, der tangerer falset. På trods af at duoens udtryk på ingen måde er originalt og i høj grad trækker på referencer, der for tiden fylder ganske meget i radioen, er produktionerne overbevisende og medlemmernes tekniske evner ligeså.

Det samme kan man desværre ikke sige om tekstuniverset. Med temaer, der i overvejende grad bevæger sig omkring smerte, ensomhed og sorg, bliver teksterne en noget depressiv omgang at lytte til i det ganske dystre lydunivers. Derfor falder passagen »Now don’t get angry / I’m not trying to be rude / Are you hungry? / I was about to grab some food« fra ”Two Times a Maybe” særdeles tungt hos lytteren, da den mest af alt kommer til at fremstå som en parodi på det dystre og slæbende univers, som duoen forsøger at bygge op gennem hele albummet.

Vælger man dog at se bort fra den af og til tåkrummende lyrik, formår albummet i løbet den knap 40 minutter lange spilletid også at imponere. ”Starting Block” hiver med et snuptag lytteren ud af det til tider søvndyssende tempo. Her er tempoet skruet kraftigt i vejret, og den meget lyse vokal sidder om muligt endnu mere præcist i skabet end tidligere. Melankolien får en helt ny nuance, og selvom nummeret er ganske kort, bidrager det særdeles positivt med en tiltrængt afveksling i det ellers noget ensidige univers.

Det samme gælder “To Catch a Spark”, der imidlertid går i den stik modsatte grøft. Her er de komplekse beats barberet helt ned, og tilbage står man med et lydbillede, der ikke rummer meget mere end kick, snare, en smule udsvævende ambient synth samt en sangstemme, der fra top til tå er svøbt i en tyk rumklang. Den nøgne lyd klæder albummet, og den flotte vokals potentiale kommer virkelig til udtryk.

Dette ændrer dog stadig ikke på det faktum, at Stubborn Heart med sit debutalbum har begået en række sange, der i deres evige indadvendthed har det med at blive en noget tung affære. Som lytter kommer man lidt for ofte til at savne input, der kan variere det ganske stillestående udtryk, selvom ingen kan så tvivl om, at de to musikere i bund og grund kan deres kram. Ikke desto mindre kunne man godt have ønsket sig, at de noget oftere havde turdet udfolde deres talent og rent faktisk bruge deres evner til at udfordre lytteren.

★★★☆☆☆

Deltag i debat