Plader

The Weeknd: Trilogy

Med House of Balloons fangede The Weeknd en tidsånd, der gjorde pladen til noget ganske særligt. To ep’er og næsten lige så mange år senere lander nu en opsamling med alle tre ep’er, men hvordan gør et internetfænomen sig i bokssæt-format?

I disse år genudsender Smashing Pumpkins sine samlede værker, og dermed bliver bandet en del af den flodbølge af bands med deres bedste år bag sig, der, såvel kunstnerisk som økonomisk, forsøger at malke værket en sidste gang på den gamle pladebranches og det fysiske musikformats præmisser. Hvert album udsendes med ny coverart i remastererede udgaver og med tonsvis af bonusmateriale. Jeg benyttede forleden anledningen til at genbesøge bandets hovedværk, Siamese Dream, og sammen med udgivelsesstrategien som sådan er det virkelig en plade, der smukt illustrerer det, i forhold til 2012, helt væsensforskellige paradigme, der gjorde sig gældende for musikproduktion i 90’erne.

Siamese Dream er lyden af et band, der efter års hårdt arbejde og en habil debut har fået totalt frie hænder af deres nye major label-pladeselskab. I 90’erne betød det primært et enormt budget til produktionsomkostninger, og til sin anden plade havde Smashing Pumpkins allerede relativt tidligt i produktionsfasen brugt, hvad der svarer til langt over en million danske kroner på at få musikken til at lyde helt rigtigt. Og det kan i den grad høres på Siamese Dream. Der er en helt særlig dybde i lydbilledet, produktionen af såvel trommer som guitar har et punch og en klang, der ikke rigtig lyder som noget andet, og det er virkelig en plade, hvis komplekse lyd man her 20 år senere stadig kan dykke ned i som en sonisk sø, der nærmest synes bundløs. Det kan høres, at bandleder Billy Corgan praktisk talt spenderede et halvt år af sit liv i studiet under indspilningen af pladen.

Og hvilken relevans har Smashing Pumpkins så for den canadiske r’n’b-artist Abel Tesfaye og hans projekt The Weeknd? De har den relevans, at en plade som Siamese Dream tjener som illustration af den absolutte produktionstekniske og udgivelsesstrategiske modpol til de tre udgivelser, Tesfaye har sluppet ud på internettet i løbet af de sidste halvandet års tid, og som nu udsendes samlet i fysisk format under titlen Trilogy.

Tesfaye inkarnerer internetalderens nye musikertype. Helt alene, og uden hjælp fra hverken store pladeselskaber eller studieteknik, har han kreeret et lydunivers og udsendt tre udgivelser over meget kort tid, der alle sammen falder et sært sted mellem helstøbt albumværk og mixtape, og som har gjort ham til lidt af et stjernenavn på, hvad der ingenlunde længere kan betegnes som den alternative musikscene. Tesfaye har ikke behøvet at turnere lande og riger rundt eller sælge sig selv til nogen pladeselskabsmand for at få en mulighed for at skabe sin musik. I stedet er han som så mange andre gået på strandhugst i internettets uendelige reservoir af umiddelbart tilgængelig musikhistorie. Han har herefter taget, hvad der talte til ham af dubstep, auteur-r’n’b, soul og 80’er-rumklangsæstetik. Dernæst har han kørt det hele gennem sit hjemmestudie og centreret det omkring sin lyse, nærmet falset-klingende vokal, der mest af alt lyder som en stemme, der omkring år 2000 ville være blevet signet til Jive Records og pålagt beats og sange af hvem, der end på det tidspunkt var pladeselskabets hotteste producerteam.

Da The Weeknd udsendte trilogiens første værk, House of Balloons, i 2011, var den nærmest øjeblikkeligt med til at starte en revitalisering af r’n’b-genren, der primært bestod i en art sonisk forfinelse og feinschmecker-lignende tilgang til inspirationskilder. På House of Balloons er der ingen opdeling i sjælere og club-bangere, ingen simple populistiske tekster om piger og drenge og mærkevarer og ingen produktionsmæssige tiltag, der på nogen som helst måde kunne forekomme tacky eller udvise dårlig smag.

Allerede fra åbneren “High for This” lyder det snarere som en mand, der fremviser sin gode smag: afbalanceret, tilbageholdende, med sans for momentum og rumklang og beatets balance mellem club-venligt og introspektivt. Pladen igennem omhandler teksterne det vilde weekend-liv med stoffer, sex og efterfølgende mentale nedture. Dog på en måde, så alting føles, som om det ses fra en enkelt mands lidt paranoide og ensomme synspunkt. Som om der ikke rigtig er andre på diskoteket end ham, og som om han i virkeligheden bare sidder derhjemme og finder på alle historierne, og han i virkeligheden ville have det bedst med ikke at forlade sit værelse og sin computer. Der er med andre ord meget langt til den klassiske r’n’b’s bombastiske, bredtfavnende og populære tilgang.

House of Balloons fungerer fremragende som en af de udgivelser, der strømmer ud fra internettet og rammer tidsånden. Som en del af det store internetsimulacrum, der viser, hvor meget tingene har ændret sig i løbet af det sidste årti. Lyden af en mand, der næsten anonymt og uden nogensinde at vise sig offentligt, sænker sig ned i internettets buffet af uendelige informationslag og udnytter, at enhver kan tage for sig. Man kan sagtens sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor musikhistorien skal gennem denne konstante strøm af genbrug, lækkergørelse og retro-tilgang, og man kan sagtens beskylde Tesfaye for at være uoriginal og et symptom på en udvandet musikkultur. Men man kan også bare nyde værket for, hvad det er, og nyde, at det virker; at Tesfaye har sans for at sætte sine klodser sammen og bygge en lille r’n’b-katedral i soveværelsesformat.

Men som udgivelse illustrerer Trilogy dog et uomtvisteligt problem med denne nye musikkultur, for det er meget nemt og på mange måder omkostningsfrit at skabe musik i disse tider, og de to efterfølgere til House of Balloons mangler i den grad kunstnerisk berettigelse. Thursday og Echoes of Silence bringer absolut intet nyt til torvs i forhold til trilogiens oprindelige udgangspunkt, og på alle måder har hedonismen overtaget. De små fascinerende bidder af en usikker person bag lydtæppet, som gav House of Balloons kant og en sær form for intensitet, er nu totalt udglattede. Teksterne har fået det sidste skub ud over kanten mod ligegyldig exces, alt for åbenlyse inspirationskilder, som en coverversion af Michael Jacksons “Dirty Diana”, synes på alle måder unødvendige, og der åbnes absolut ingen nye døre i The Weeknds univers.

Man kan indvende, at det blot er denne anmelder, der ikke formår at følge med musiklandskabets nye præmisser og stadig går til en The Weeknd-plade på samme måde, som han gik til en Smashing Pumpkins-plade i 90’erne. Og heri ligger en pointe: The Weeknds musik er netop ren internetmusik, skabt af og for den verdensomsluttende hive, og det fungerer absolut bedst, hvis man lytter til den på de præmisser: I hverdagen, mens man surfer rundt mellem musik, journalistik og sociale fora og lige downloader endnu et mixtape på vejen, eller i weekenden, når man i festligt lag har sat Itunes på shuffle.

Trilogy føles som en underligt bagstræberisk udgivelse, der med udsendelsen af tre cd’er i en lækker lille box forsøger at ophæve The Weeknds kreationer til værker på, hvad der – især når man lytter til musikken – forekommer som gamle og bedagede præmisser, som står i grel modsætning til hele Tesfayes projekt. The Weeknd er en del af den uendelige strøm og høres bedst, hvis det forbliver sådan: usynligt, samplende og interagerende med alt det, der flyder rundt derude på internettet.

★★★½☆☆

1 kommentar

  • Jeg er i store træk helt enig i anmeldelsen, men jeg mener nu alligevel at udgivelsen har sin berettigelse i og med at det giver fans mulighed for rent faktisk at købe et fysisk eksemplar af hans musik. At House of Balloons så er milevidt bedre end de to andre mixtapes er jo så en anden side af sagen, men man får så også tre albums for et albums pris.

    Til gengæld synes jeg det er helt hen i vejret at bruge de tre første paragraffer af en The Weeknd anmeldelse på at lovprise Smashing Pumpkins. Specielt når pointen med det var så tynd som den var.

Deltag i debat