Plader

Wake Me For Coffee: The Mulder Ties

Skrevet af Durita Dybczak

Enmandsorkesteret Wake Me For Coffee har kitsch og gimmicks i overflod. Det går op i hat og briller, og musikken ender med at komme i anden række, når Gameboys, programmering og fjolletekster stjæler opmærksomheden.

Prøv at forestille dig, at Georg Gearløs sprang ud som musiker. Det er i virkeligheden nok så tæt på, som vi overhovedet kan komme det. Thorbjørn Nyander Poulsen er manden bag soloprojektet Wake Me For Coffee, og han er i sandhed en musikalsk og teknisk opfindernørd, hvilket hans debutalbum, The Mulder Ties, også bærer præg af. Albumtitlen stammer fra Poulsens yndlingskarakter, nemlig Fox Mulder fra The X-Files og hans farvestrålende slips. Hvordan det hænger sammen, er svært at forklare.

Poulsen har en udpræget svaghed for sære gimmicks og benytter enhver lejlighed til at finde den skæve vinkel på tingene. Han bruger en del tid på at bygge sine egne instrumenter og har blandt andet kreeret en Nintendo Gameboy, som han bruger til at programmere elektroniske lyde på. Den er i øvrigt også et fast indslag ved hans koncerter.

Den humoristiske indgangsvinkel til musikken er meget gennemgående på The Mulder Ties – faktisk i så høj grad, at det er svært at tage seriøst som et album med deciderede musikalske ambitioner. Selv om historien om DIY-projekter, hjemmelavede instrumenter og andre sjove gimmicks er hyggelig og til en vis udstrækning også imponerende nørdet, stopper det imponerende lige dér. Nu har jeg hørt The Mulder Ties på repeat i noget, der virker som en evighed, og det er desværre ikke et af de albums, der vokser på én. Tværtimod.

Kompositionerne følger en meget simpel, repetitiv opskrift. Eksempelvis er åbningsnummeret ”Dogville” bygget op omkring en analog keyboardfigur med dybe trommer, der har en markant placering i lydbilledet. Poulsens spinkle vokal er i forgrunden og leverer fjolletekster på engelsk med danskklingende accent som »You know that dogs make the people talk / Make people constantly fall in love / And go crazy in Dogville.« Dette omkvæd kører i ring virkelig mange gange i løbet af de fem minutter, og det truer med aldrig at stoppe.

Førstesinglen “Baby Burrito” statuerer endnu et fantastisk eksempel på Poulsens skøre tekstunivers. »I wanna wrap you / I just wanna wrap you up / In a cone made of blankets with a pillow on the top / I wanna wrap you / I just wanna wrap you up / Like a baby burrito.« Det kan godt være, at det bare er for mig, at det glipper fuldstændig. Hvorfor en burritosang? Efter sigende, fordi Poulsen er glad for burritos. Og noget med en vens nyfødte baby. Men derfra og så til at dedikere en sang til den? Det krydser grænsen fra at være humoristisk til at være tåbeligt.

Apropos tåbeligt, så skal balladen “Cell Phone Free Zone” også nævnes. Nummeret er et af de få, hvor der rent faktisk kan skimtes en lækker elguitar, rigtige trommer og endda lidt ømt klaver, og egentlig har det en ret fin og behagelig melodi. Det hele bliver dog hurtigt hevet ned igen med omkvædet »Daddy, won’t you take me home / To your cell phone free zone«, som ligesom ophæver det gode ved nummeret og får det ned på samme platte niveau som resten af albummet.

Gimmicks og kitsch kan være sjovt og virkningsfuldt, men problemet opstår, når det tager overhånd, og musikken ikke kan bære det. For musikken på The Mulder Ties er – i mangel på bedre ord – ret kedelig. Lydbilledet er spinkelt og fladt uden nogen som helst dybde, og der er yderst få traditionelle instrumenter på albummet; det har nok været for kedeligt for Poulsen at inddrage den slags. Derimod er der f.eks. en tydeligvis programmeret strygerintro i “Baby Burrito” og en R2D2-inspireret solo på det nok mest brugbare nummer på pladen, “Speak Up”, som muligvis kan appellere til sing-along-glade teenagesjæle. Tak for kaffe, men ellers tak.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat