Artikler Interview

Yeasayer – Popularitet er hårdt arbejde

Yeasayer, 2012, foto: PR
Skrevet af Camilla Zuleger

Yeasayer vender efter to år tilbage til København med deres seneste album Fragrant World. Undertoner fangede bassist Ira Wolf Tuton til en snak om popularitet, udvikling og anmeldelser.

Yeasayer, 2012. foto: PR

Det, Yeasayers bassist, Ira Wolf Tuton, bedst husker fra det seneste besøg i København tilbage i 2010 er, hvordan han stod på en af tribunerne i Parken til en FCK-kamp og frøs så meget, at han var overbevist om, at han aldrig ville komme til at spille bas igen.

Nu vender bandet tilbage til København den 12. december, hvor de spiller på Pumpehuset som del af deres europaturne i forbindelse med udgivelsen af deres seneste album Fragrant World.

Samme båd, forskellig sø
Yeasayer stammer fra Brooklyn, som Tuton betegner som en af verdens kulturelle hovedstæder. At de netop kommer fra samme by som blandt andre Animal Collective, Grizzly Bear og How to Dress Well bliver tit fremhævet som værende karakteristisk for deres musik. Men for Tuton handler det mere om at være på det samme sted, på det samme tidspunk: »Selvfølgelig kan ens miljø være katalysator for mange ting, men stilistisk set afhænger vores musik mere af, hvem vi er som mennesker.«

Yeasayer havde ikke været Yeasayer uden Brooklyn alene af den grund, at de simpelthen ikke havde mødt hinanden. Derudover mener Tuton ikke, at det har haft den store musikalske indflydelse. »Men vi er alle sammen i samme båd herovre, der er en stor forståelse for, hvad det er man laver. Man får meget ud af at leve i et miljø med indbyrdes, venlig konkurrence.«

Kunst, ironi og pessimisme
For syv år tilbage var bandet et sted, hvor de skrev tekster som »I can’t sleep when I think about the future I was born into« (fra sangen “2080” på All Hour Cymbals). Men hvad er der egentlig så galt med verden, Tuton?

»Hmmmm«, siger han og griner for sig selv noget tid. »Det er en kompleks verden, vi lever i,« bliver hans endelige svar, og han forklarer, at han ikke har noget imod til en vis grad at dyrke pessimismen: »Op- og nedturene er alle en del af det at være et produktivt menneske. Det handler bare om at lære af fortiden og udvikle sig selv som menneske.«

Yeasayers seneste udgivelse Fragrant World (2012).

På den nye plade, Fragrant World, indrømmer han dog, at de ikke er lige så pessimistiske, men i stedet har forsøgt at holde fast i virkeligheden, leve i nuet og nøjes med at fokusere på det, man har mulighed for at ændre.

Det handler alt sammen om de briller, man ser verden gennem, eller de briller, man nogle gange er tvunget til at se igennem, forklarer Tuton, og det er dét, der er det smukke ved kunst: »Du kan vælge at kigge på en given side af verden på et givet tidspunkt, og det er dét, kunst kan og skal: finde en refleksion af de smukke og de grimme ting i verden og udtrykke dem via forskellige medier.«

Og smagsdommeriet…
Det går hurtigt op for mig, at man skal passe på, hvad man siger, når man vil diskutere musik – og særligt Yeasayers – med Ira Wolf Tuton.

Hvis der er noget, der ikke bliver modtaget positivt er det mine miljøskadede spørgsmål, der desperat forsøger at rubricere den til tider udefinerbare musik i større kategorier.

»På en måde er det nødvendigt ikke at skabe for mange begrænsninger for én selv for at kunne udvikle sig og bevæge sig videre til forskellige kilder til inspiration og kreativitet,« siger han og formår på den måde at vige uden om min indgangsspørgsmål til deres musikalske påvirkninger.

Men jeg er armeret; så let slipper han ikke. Tilbage i 2005, før debuten All Hour Cymbals var udkommet, kunne man på det dengang helt nye MySpace finde Yeasayer under ‘genren’ »middle Eastern-psych-snap-gospel«. Men hey, Mr. Tuton, var det ikke en noget snæver kategori at bevæge sig indenfor?  Han griner bekræftende, før han svarer:

»Det var et spil på ideen om ‘over-genreficeringen’ af musik. På det tidspunkt syntes verden at have trang til at kvantificere alting i disse mikrokategorier, og det, syntes vi, var morsomt.«

Ira Wolf Tuton giver generelt ikke noget for, hvad den kritiske verden har at sige. Anmeldelser læser han aldrig, og til spørgsmålet om, hvad de såkaldte meningsdannere har at sige – nåh ja: »Det er rart at få gode anmeldelser, og dårlige anmeldelser er ikke fede, men hey, whatever!,« siger han og tilføjer: »I don’t really give a shit.«

Han byder derimod internettet velkommen og hylder ideen i, at alle kan være deres egen anmelder fra deres soveværelse. »Hver enkelt lytters holdning betyder langt mere, end hvad for eksempel Pitchfork har at sige. Større magasiner er blevet massernes nye talerør, og de har for tynde holdninger til at definere manges holdninger.«

Popularitet er hårdt arbejde
Okay så, anmeldelser og anden mere ‘officiel’ kritik bliver ikke tillagt den største værdi hos Yeasayer, men gode anmeldelser i hobetal er ikke desto mindre blevet kastet efter dem over de senere år – både for deres tre plader og deres liveoptrædener.

Tuton er dog stadig ikke meget for at indrømme deres egen succes, og at snakke om et gennembrud er udelukket: »En ting, der holder bands tilbage, er, at de tror på fejlslutningen ‘at slå igennem’: ideen om, at én ting sker, og så er alt godt. Det er ikke den måde, jeg generelt ser livet på.« Skyldes Yeasayers popularitet noget, er det ganske enkelt hårdt arbejde og løbende turneer.

At være del af et band som Yeasayer handler ikke nær så meget om popularitet, som det handler om udvikling. Både musikalsk, personligt og stilistisk: »Vores overordnede mål har været ikke at gentage noget, vi har lavet før, og hele tiden at udvikle os mod nye territorier.«

For Tuton er det at lave et nyt album og den skabende proces som sådan de mest givende dele ved at være musiker – især når man insisterer på altid at bevæge sig et nyt sted hen. »Der er åbenlyse ting, vi ikke har lavet endnu, men så snart vi bevæger os derhen, åbnes en hel Pandoras æske. Det er spændende: Manglen af regler og struktur – det aldrig til at vide, hvad der venter rundt om hjørnet.«

»Det skylder vi vores intelligente publikum«
Det at skabe et album er én ting; at skabe et liveshow er noget helt andet – og noget, som Yeasayer bruger meget energi og lang tid på. Der er ingenting, der overlades til tilfældighederne, hvilket også kommer frem, hvis man lytter til bandets liveudgivelse, Live at Ancienne Belgique. Til koncerterne er deres mål, at musik og visuelle effekter går i et med hinanden.

»I den æra, vi lever i, skylder vi vores intelligente publikum at give dem noget andet og værdifuldt, end hvad de kan høre på pladen,« forklarer Tuton og forsætter: »90’erne er forbi. Det er ikke længere nok at stille sig op på en scene og slå strengene an.«

Det er et spørgsmål om at vinde publikum, men en koncert er ikke en ensidig konstellation for Yeasayer. »Når alt kommer til alt, lever vi på publikums energi, og det gør det til et bedre show. Man mærker den følelse af fællesskab involveret i hele oplevelsen,« siger han.

Ira Wolf Tuton lover i hvert fald, at det bliver et godt show den 12. december i Pumpehuset – især hvis publikum er med på den.

Hvis du vil være med, er der stadig billetter til salg. De kan købes her.

Deltag i debat