Plader

180° Virvar: Choice Is [Insert Words]

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Det danske musikkollektivs nye plade fortsætter, hvor 2008-debuten slap. Der er dog kommet mere råhed og mindre ambient electronica ind i gruppens udtryk, hvilket munder ud i en spændende kreativ lyd, der dog til tider virker usammenhængende.

Der er en talemåde om “at vende sig 180°”. Sådan en halv rundtur tog gruppen 180° Virvar, da et af dens faste medlemmer, Leonora Christine, forlod bandet til fordel for sin muslimske tro. Et tab, der har taget hårdt på kollektivets skiftende besætning, men som de fuldt ud accepterer. Ikke desto mindre har det haft en stor indflydelse på bandets andet album, Choice Is [Insert Words], og som titlen antyder, handler pladen om at tage store valg i livet.

Albummet er derfor også meget alvorligt, råt og tungt i udtrykket end debutpladen fra 2008, og man mærker klart en bearbejdning af sorg og tab. Numre, der ligesom debuten har en betydelig del af kreativitet og eksperimenterende søgen over sig, fremstår mere direkte. Der tages dog også chancer, og derfor er helhedsindtrykket af Choice Is [Insert Words] lidt uklart fragmenteret. Som om brikkerne sidder skævt i puslespillet og lapper uskønt ind over hinanden. Om det er meningen, at udtrykket skal være lidt atypisk, vides ikke, men lige så meget det inspirerer én som lytter, er det også en prøvelse, der ikke altid resulterer i en vellykket udgang.

Allerede to sange inde i Choice Is [Insert Words] står det om muligt endnu mere klart, at Leonora Christine betød meget for 180° Virvar. Titlen “We Lost a Friend to Religion Who Lost a Friend to Religion” taler sit eget tydelige sprog. Klokkespil og xylofon klimprer nummeret i gang, hvorefter et beat sætter en rytme, og Nana Rytter Nielsen lægger sin mørke vokal op ad de elektroniske impulser. Desværre mangler sangen øre for det melodiske. Det hele bliver for tungt og slæbende og rent ud sagt kedeligt i længden.

Langt bedre går det i “Mystics”, der både mestrer det fængende og alternative uden at give køb på den alvorlige nerve. Her er udtrykket mere letbenet uden på nogen måde at stige til vejrs. Hvor “We Lost a Friend…” mere var ambient elektronisk, er “Mystics” synthpop af bedste skuffe.

Andre numre, der helt klart er værd at fremhæve, er den dystopisk rockede “Erosion”, der med sit hakkende beat og massivt brummende bas bygger en monumental mur af støj, og den mere rolige “Knife”, som formår at blande vemod med et henrivende mørkt omkvæd a la Troels Abrahamsen. Sidst, men ikke mindst imponerer “Decay” med sit elektrorock-drive og den catchy melodi i et brutalt instrumentalt lydbillede.

Der er også mindre vellykkede sange som parentesen “Mirage”, der ikke gør til eller fra på nogen måde. Startnumret “Meadow” er også uinteressant, selvom det sætter en fin stemning for resten af albummet.

Med Choice Is [Insert Words] markerer 180° Virvar sig igen som et kollektiv af musikalske kræfter, der kan sammensætte prøvende, men også yderst medrivende sange. At man så må leve med nogle mislykkede forsøg, er prisen for kreativitet.

★★★★☆☆

Deltag i debat