Plader

Big Boi: Vicious Lies and Dangerous Rumors

Skrevet af Niklas Kiær

På sit andet soloalbum tager Big Boi en afstikker fra hiphoppens hovedvej og forsøger i stedet at genopfinde 80’er-funken i samarbejde med bl.a. Phantogram og Little Dragon.

Efter at have stået i skyggen af Outkast-partneren André 3000 i over 10 år udgav Big Boi endelig sin solo-debut i 2010. Det resulterede i glødende anmeldelser, masser af airplay og snak om, at Big Boi havde været hæmmet af at være en del af Outkast og endelig havde fundet sig selv som solokunstner.

To år senere er Big Boi vendt tilbage med opfølgeren Vicious Lies and Dangerous Rumors. Præmissen for albummet var for Big Boi at udfordre sig selv med en ny lyd, samt at holde tingene “organically created, never genetically modified”, hvilket bl.a. vil sige at inkludere gæster, han havde naturlige relationer til. Det blev gjort ved at jamme med forskellige bands og invitere rappere, han tilfældigvis er stødt på under turnéer.

Mens Big Boi fandt sit arsenal af hiphop-bangers frem på solodebuten Sir Lucious Left Foot, er Vicious Lies and Dangerous Rumors et eksperiment rettet væk fra den type hiphop. Her leger Big Boi konstant med genrer, og elementer af electronica, pop, 80’er-inspireret funk og R&B lever side om side, ofte i samme numre. Meget atypisk for et rap-album er der en del samarbejde med hele bands, i særlig grad de to electropopgrupper Little Dragon og Phantogram, der henholdsvis er med på fire og to numre, men har været med til at forme lyden generelt på albummet.

Den nye lyd, som Big Boi har forsøgt at sammensætte på albummet, har både højdepunkter og lavpunkter. Den forførende rap på “Objectum Sexuality” passer perfekt til albummets fordele, hvor beatet bringer Big Bois evner som ladies’ man frem i sædet. Også “CPU” og “Raspberries”, hvor Big Boi ifølge eget udsagn finder sin “funk throat” frem, viser, at han kan mestre den mere sexede rap uden problemer.

Det gør det til gengæld på “Shoes for Running” og “Tremendous Damage”. Førstnævnte er på papiret det mærkeligste samarbejde, da Big Boi går sammen med popsensationen B.o.B. og støjrockerne fra Wavves og kreerer et stk. drønkedeligt omkvæd. Big Boi rapper faktisk ganske imponerende nummeret igennem, men Wavves’ sing-along på omkvædet ødelægger desværre for meget. B.o.B., der også var med på Sir Lucious Left Foot, har denne gang et rapvers, og selvom han ikke føjer meget til nummeret, så er det ikke hans skyld, at det ikke er bedre.

På “Tremendous Damage” virker det, som om Big Boi forsøger at komme i kontakt med sine indre følelser, men det bliver lige en tand for skrøbeligt, hjulpet på vej af et alt for inderligt omkvæd af ghanesiske Bosko. “Tremendous Damage” ender derfor som albummets eneste decideret skuffende nummer flow- og tekstmæssigt.

Den store udstikker er “In the A”, der er en ægte sydstats-banger i stil med “General Patton” fra det forrige album. Det er til gengæld også hiphop i højeste klasse, når T.I. overrasker med at vise en form man ikke har hørt fra ham siden King, mens Big Boi efterfølger ham i endnu bedre stil. Efter de to første vers er det et af 2012’s bedste numre, men Ludacris kommer forbi med et middelmådigt tredje vers, der hverken kan følge med på tekst eller flow. Synd, men stadig et af lyspunkterne for den klassiske hiphopfan på et album, der ellers ikke prøver at være hiphop. “Thom Pettie” og “Lines”, der gæstes af hhv. Killer Mike og A$AP Rocky, er de to andre bud på klassiske hiphopnumre, og begge gæster viser fin form uden dog at imponere voldsomt.

Big Boi er af mange anmeldere blevet kritiseret for at være “gået pop” på Vicious Lies and Dangerous Rumors. Personligt står jeg uforstående over for den påstand, men de er muligvis blevet farvet af, at gæsterne bl.a. hedder Kid Cudi, B.o.B., Phantogram og Little Dragon. Albummet er da heller ikke gadeklar hiphop, men derimod en blanding af en hyldest til 80’er-funk og Big Bois forsøg på at gøre sin plade mere personlig end tidligere. Teksterne til “She Hates Me” – et afslørende nummer, hvor han beskriver problemerne på hjemmefronten – ville f.eks. ikke have passet hen over en trap-inspireret højeksplosiv sag produceret af Hit-Boy.
Man kan mene, at den stil ikke klæder Big Boi, men albummet viser, at han tager chancer og fornyer sig. Han har forladt den populære rute med pæn succes, men han lever op til sine krav om at være “organically created, never genetically modified”.

★★★★½☆

Deltag i debat