Plader

Billow Observatory: s.t.

Skrevet af Anna Møller

Samarbejdet mellem Jonas Munk og Jason Kolb er imaginære lydlandskaber over steder, man aldrig vil kunne nå.

Billow Observatory er indspillet i både Detroit, Odense og ude på landet i Pennsylvania over syv år fra 2005 til 2011 af Jonas Munk (Manual mm.) og Jason Kolb (guitarist i dreampop/shoegazerbandet Auburn Lull), og denne første udgivelse fra konstellationen består af fire vinyler. Munk og Kolb stiftede bekendtskab med hinanden i 2004, da de begyndte at udveksle musikfiler og idéer, men der skulle gå yderligere tre år, før de to mødtes ansigt til ansigt.

Lige fra starten af første nummer, “Calumet”, aner man, at man befinder sig et meget andet sted, end før pickuppen ramte vinylen. Resonansrummet er stort og rungende, som om man befandt sig i en af de der gamle dykkerdragter, der er med i Tintin, hvor hovedet er omgivet af en rund, lukket hjelm med et lille vindue i. Og nede på havbunden står Kolb og Munk og skyder lange, soniske fangarme ud, der svinger så døsigt, at man kommer i tvivl, om de er gået i en slags lydlig dvale.

Som om det, man hører, blot er ekkoet fra en oprindelig tone – uden at signalet af den grund formindskes. Spørgsmålet er blot, om én tones rungen er nok til at holde lytteren i live, og det er det især på albummets C-side ikke. Flere af numrene er efter sigende skabt på kun en enkelt guitar med pedaler. Sammenligningen med lyden af en motor langt væk synes oplagt på denne del af pladen, og mest af alt indeholder Billow Observatory en lydlig formodning om, at noget kommer nærmere. Og netop når distancen er så gennemgående en fornemmelse, bliver det svært ikke at ønske musikken tættere på. Hører man de tre numre på C-siden uden at foretage sig noget, blandes pladen samtidigt med omgivelsernes lyde, og på trods af at der naturligvis findes en kunstnerisk pointe i det, bliver resultatet – set ud fra en forventning om at kunne forsvinde ind i den ambiente dykkerklokke – mindre tilfredsstillende.

Albummets tre afsluttende numre – “Bilocation part 1”, “part 2” og “part 3” – er derimod det nærmeste, man på Billow Observatory kommer en form for forløsning. Her har tonernes rungen vokset sig stor nok til at danne deciderede mønstre visse steder og forekommer mere insisterende, som om fangarmene er lige ved at få fat i noget, de ikke vil give slip på uden kamp. En form for længselsfuld griben efter noget, der aldrig kan nås.

Og det er i virkeligheden helt naturligt. Billow Observatorys numre er nemlig skabt ud fra et koncept, hvor Munk og Kolb for hinanden har beskrevet steder, hvor den anden aldrig har været, men alligevel har skullet portrættere rent musikalsk. En slags imaginære lydlandskaber over steder, de aldrig har været.

Den distance, der findes i Billow Observatorys musik, finder aldrig sit endeligt. Den fulde sammensmeltning – højdepunktet, hvor lytterens indre øre giver efter i orgiastisk optur over, at de rungende gentagelser alle møder hinanden og i et ekstatisk øjeblik forenes – det sker ikke. Forløsningens frelse skal man ikke håbe på, men til gengæld ligger der en stor værdi i Billow Observatorys fastholdte venten og den enorme udstrakthed, der i lydenes tentakler griber efter noget ude i horisonten uden nogen sinde at nå det.

★★★★½☆

Deltag i debat