Plader

Chris Brokaw: Gambler’s Ecstasy

Skrevet af Alex Nørregaard

Seneste udspil fra den erfarne Chris Brokaw fremstår som en blandet fornøjelse. Der bydes på varieret og inspirerende guitarspil, hvilket ødelægges af Brokaws begrænsede vokalmæssige formåen og gennemgående mangel på idé og retning.

Chris Brokaw er yderst velbevandret på den alternative musikscene. Han er mest kendt for sin tidligere medvirken i bands som Codeine og Come, der udkom på Sub Pop og Matador i 1990’erne, og som fortsat spøger i hans musikalske udtryk. Siden hen har han forsøgt sig med en række soloudspil, der alle stikker i vidt forskellige retninger, samtidig med at han har spillet med i række konstellationer af mere eller mindre bindende karakter. Kort sagt har han prøvet lidt af hvert og kaster sig til stadighed ud i forskellige eksperimenter, hvor erfaring både kan være en styrke og en hæmsko.

Det seneste udspil fra Brokaw går under titlen Gambler’s Ecstasy og er en blandet fornøjelse. Rusen synes at have sløret den styrke, som potentielt set ligger i erfaringen. Resultatet er, at man aldrig rigtig er sikker på, hvad Brokaw egentlig vil med pladen.

Som det første mødes man af “Criminals”, der byder på rigelige mængder distortion og et tamt drive, mens Brokaws stemme drukner hen i en uforståelig og forstyrrende hvisken. Herefter følger covernummeret “Crooked”, der overstråler den originale udgave fra bandet Wussy. Tankerne ledes her hen på The National, som de tog sig ud på Sad Songs for Dirty Lovers, hvilket primært skyldes den fine brug af bratsch.

Dernæst følger de intetsigende “Danny Borracho” og “Into the Woods”, som sammen med “How to Listen” og “Anacordia” mest af alt virker som ligegyldigt fyld. Især sidstnævnte viser begrænsningerne ved Brokaws stemme.

Netop stemmen ødelægger store dele af Gambler’s Ecstasy, mens flere instrumentelle passager stråler og indbyder til at blive husket. Især albummets længste nummer, “The Appetites”, indeholder nogle befriende momenter. Nummerets postrockede opbygning og lyd synes stærkt inspireret af Galaxie 500, det senere Mogwai samt de mere afdæmpede sider af Sonic Youth. I front høres en let urolig, vaklende og dog sikker guitar, som i Brokaws hænder får lov at folde sig ud og nærmest leve sit eget liv.

Også på den efterfølgende skæring “Exemption”, der er en genindspilning af den instrumentelle “Exemptive” fra Brokaws halvakustiske Canaris, må guitaren igen fremhæves. Den fremstår skarp, men skøn, og da skæringen runder de 2:57 minutter, er det svært ikke at lukke øjnene og drømme sig væk. For en kort stund drejes lydbilledet i en mere harmonisk og fyldig retning, hvor Brokaw dropper de lyriske udfoldelser og overlader arbejdet til instrumenterne. Han får skabt et øjebliksbillede, som på forunderlig vis indkapsler de momenter i hverdagen, hvor alt bare glider ubesværet fremad. Man bliver noget overrasket, idet Brokaw her viser en mere følsom side af sig selv.

Pladen rundes fint af med ”Richard and Vanessa in the Box”, der i form af kontrollerede, flydende og bløde bølger af guitarstøj viser endnu en side af Brokaws instrumentelle formåen og styrke, men dog uden at for alvor overbeviser og fænger.

Gambler’s Ecstasy synes erfaringen gennemgående at være lidt af en svaghed for Chris Brokaw. Hvor man ofte er tilbøjelig til at tilgive unge, debuterende artister deres retningsløse eksperimenter, er det svært at se igennem fingre med Brokaws noget sløsede forsøg på at skrue et album sammen. Som lytter savner man en idé, en rød tråd, som samler de vidt varierede sange i en sammenhængende fortælling. Der er ikke noget i vejen med at satse på flere forskellige felter, men uden perspektiv og retning går meningen ofte tabt, hvilket desværre også er resultatet af Brokaws musikalske satsninger og eksperimenter på Gambler’s Ecstasy.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat