Koncerter

Conor Oberst + First Aid Kit, 25.01.13, Bremen, København

Skrevet af Andreas Overgaard

To timer i selskab med verdens mest udadvendte introvert kom og gik hurtigt, og Conor Oberst satte med en bredt favnende sætliste en tyk streg under, at han er en af den moderne folks mest interessante bekendtskaber.

Det var med tårnhøje forventninger, at jeg trådte ind i Bremen Teater denne fredag aften. Conor Oberst, aftenens hovedperson, har nemlig stået for to af de absolut bedste koncerter, jeg nogensinde har været vidne til. Især står Monsters of Folks magtdemonstration i Store Vega tilbage i 2009 stadig tydeligst i hukommelsen, med minder om en Conor Oberst i absolut topform, der beviste præcist hvorfor, at han anses som én af de mest markante sangskrivere inden for moderne folk.

Aftenens koncert var længe udsolgt, men det var hurtigt tydeligt, at det ikke var noget, Bremen havde forberedt sig særlig godt på. Ikke alene måtte man vente godt 20 minutter ude i kulden på overhovedet at komme ind, og når man endelig havde entreret teatret, måtte man vente en god halv time i kø i garderoben, før Bremen måtte erkende, at der ikke var plads og tid til, at alle kunne komme til.

First Aid Kit
Heldigvis var de logistiske problemer det eneste, der kom på tværs for Bremen denne aften. Bookingen af Conor Oberst i et teater med kun 644 siddepladser er en bedrift i sig selv, men når opvarmningen leveres af ét af tidens varmeste indiefolknavne i form af First Aid Kit, der på egne ben fyldte det langt større Store Vega ud tilbage i november, måtte man sande, at det var i meget intime rammer, denne koncert skulle udfoldes.

Da duoen entrerede scenen i den gamle biograf, var det da også et helt stille og forventningsfuldt publikum, der befandt sig i sæderne. Resultatet blev en hyggekoncert i selskab med søstrene Söderberg, der både fik snakket og joket en del, såvel som hevet hele to covers ud af posen i form af Simon & Garfunkels ”America” og Bob Dylans ”One More Cup of Coffee”. Smukke udgaver, jovist, men man kunne dog ikke undgå at føle, at de var noget anonyme udgaver i forhold til den musik, pigerne har med deres eget materiale.

Lyden var noget nær perfekt; de smukke harmonivokaler, der karakteriserer First Aid Kits musik havde en ualmindelig lækker dybde, og guitaren samt autoharpen klingede smukt i ørerne. Pigerne sørgede for nærvær under hele koncerten, men trak desværre ikke det es op af lommen, det kunne have været, hvis Conor Oberst havde sunget med på ”King of the World”, som han gør på The Lion’s Roar.

Men ak, sådan skulle det ikke være, og hvad der må betegnes som den essentielle First Aid Kit-sang, ”Emmylou”, understregede det helt udmærkede sæt, der dog på trods af både auditiv perfektion og fint nærvær, aldrig kom helt ind under huden.

★★★★½☆

Conor Oberst
Conor Oberst
er én af de største originaler i moderne musik. Det kan få nok være uenige i, hvis de har lyttet til bare en enkelt af mandens plader eller set ham live på en scene. Manden besidder desuden et utrolig bredt og alsidigt bagkatalog, der med bl.a. Bright Eyes og Monsters of Folk favner både traditionel countryfolk, emo, elektroniske eksperimenter – og endda punkrock i form af sit sideprojekt Desaparecidos.

Denne aften valgte Oberst at lægge ud med én af hans sværest tilgængelige sange, nemlig ”The Big Picture”, der også åbner den fænomenale Lifted or The Story is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground fra 2002. Obersts vokal, der vekslede mellem sagte sang og skærende brøl, gik direkte i mellemgulvet, på samme tid som mandens hårdt pinte guitar skar i øret på den absolut bedst mulige måde.

”The Big Picture” blev fulgt op af en sang i den helt anden ende af Bright Eyes-spektret. For hvis man skulle begynde at kaste med titler, ville ”First Day of My Life” nok kunne betegnes som Bright Eyes’ største hit, og er i alle tilfælde en af Obersts mest tilgængelige skæringer. Den søde kærlighedssang indbragte da også en massiv respons samt sagte fællessang, og ikke et øje var tørt.

Conor Oberst er fra pladerne kendt for sine introverte, deprimerede og socialkritiske tekster, der har givet ham et omdømme som en følelsesmæssig tidsbombe. Hvis det stadig er tilfældet, er manden i hvert fald dygtig til at skjule det, da det var en ganske humørfuldt og underholdende udgave af ham, man var vidne til i aften. Dette blev toppet, da han efter ”Ladder Song” stormede af scenen for at tage en uerklæret tissepause, der efterlod en tom scene i et par minutter, hvorefter han pludselig kommer løbende tilbage med ordene »Pardon me, but I have the bladder of a bird«. ”At the Bottom of Everything” fra mesterværket I’m Wide Awake, It’s Morning satte gang i koncerten igen og fungerede som et af de ubestridte højdepunkter.

I aftenens konstellation var Oberst kun bakket op af Omaha-vennen Ben Brodin, der fungerede som guitarist, xylofonist og pianist. Derudover inviterede Oberst talrige gange søstrene fra First Aid Kit ind på scenen igen, hvor de leverede smukke baggrundsvokaler, der stod i stærk kontrast til Obersts halvskingre én af slagsen.  Brodin var i den grad et pluskort at have med, da han overtog den rolle, som Mike Mogis udfylder i Bright Eyes, nemlig en altmuligmand og kreativ indpisker. Brodins glimrende guitararbejde lå på mest glimrende vis over Obersts akustiske guitar og hjalp ofte med at løfte sangene op på et niveau, Oberst ikke kunne have nået alene. Dette var tydeligst på ”Make War”, der i studieversionen har en stor instrumentering, men fungerede forrygende i den mere nedbarberede version, vi hørte i den hypnotiserede sal.

»And I have no faith but it’s all I want/To be loved, and believe/In my soul, in my soul…« var de sidste ord, vi hørte fra Conor Obersts mund denne aften, hvorefter han bukkede dybt og styrtede af scenen. Den stående ovation, de ørepivende skrig og klapsalver taget i betragtning, må Obersts mål om at blive elsket efterhånden være nået. I hvert fald var alle hjerter ømme og hver en sjæl berørt, da den deprimerede mands to timer lange sæt rundede af.

★★★★★½

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat