Plader

Helmet Compass: London EP

Skrevet af Andreas Overgaard

Få bands har så travlt med at udsende materiale som den danske lo-fi-trio Helmet Compass. London er bandets sjette ep udsendt i deres første leveår, men der er lang vej igen, før deres psykedeliske poprock bliver interessant.

Med lyden af Johannes G. Sørensens fremsigelse af Frihedsbudskabet indleder Aarhus-trioen Helmet Compass deres sjette ep, London. Det kan lyde storslået og konceptindledende, men det er langtfra sandheden, da Helmet Compass spiller en meget simpel, poppet form for psykedelisk rock, i den grad inspireret af bands som det efterhånden legendariske Brian Jonestown Massacre.

Ep’en åbner med den langsomme “This Is London”. En stenet stemning breder sig fra højtalerne, men sangen formår aldrig rigtig at flytte sig fra ’slæbende’ og ’stenet’ til ‘interessant’. Anderledes spændende – og hurtigt – bliver det dog på andet nummer, “Tear Me Apart (Teenage Girl)”, hvor Helmet Compass beviser, at de kan skrive en god popsang med et glimrende fuzzet riff og et melodisk omkvæd. Denne betragtning får dog et lille slag på den efterfølgende “Head”, hvor det bliver til for meget ligegyldigt guitarlir og for lidt fokus på at bibeholde den ellers udmærkede britisk-klingende melodi.

Samtidig giver “Head” et tydeligt eksempel på den værste side af ep’en: vokalerne. Bandet kan sagtens betjene deres instrumenter, skrive melodier og bygge et nummer op, men på nærmest samtlige af ep’ens fire numre bliver dette overskygget af de nærmest pinlige monotone vokaler. Nuvel, vokaler i den psykedeliske rocks afdeling skal ikke være skønsang, men de gode bands i genren leverer i stedet stemmekarakter og rå indlevelse. Dette besidder Helmet Compass simpelthen ikke. Hvis man kom i besiddelse af nogle a cappella-tracks, ville det snarere lyde, som om en gruppe halvfulde mænd havde skrålet lungerne ud på en karaokebar, og det er egentlig kun på “Tear Me Apart (Teenage Girl)”, at Helmet Compass får instrumenterne til at fylde så meget, at vokalerne ikke bliver en irritationsfaktor.

Det kan i sjældne tilfælde være en fordel at bruge så lidt tid på indspilning og mixing, som Helmet Compass har brugt på London. Om end bandet selv nok er svært uenige, ville deres numre have godt af en ordentlig produktion i stedet for den skrabede lyd, de får ud af den båndoptager, de har stående i øvelokalet. De beskriver egentlig sceneriet fint – nærmest undskyldende – i den medfølgende pressetekst: “Træerne gror dog ikke ind i himlen, og indspilningerne er notoriske rige på fejl, koks og uheld – ep’en er trods alt indspillet og mixet på lidt under 10 timer.”

Den afsluttende sang, “Don’t Look for Drugs (Drugs Will Look for You)”, har egentlig et godt udgangspunkt i form af nogle glimrende vers og omkvæd, men disse bliver gentaget for meget til at kunne fungere i de næsten seks minutter, sangen varer.

Selvom der er lyspunkter at spore på ep’en, og selv om det er tydeligt, at Helmet Compass godt ved, hvordan en god melodi skal skæres, skal der ske en udvikling i alle afdelinger, før det bliver fedt.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Johannes fra Helmet Compass skriver:

    Det lyder måske lidt underligt, men vi er faktisk ret glade for anmeldelsen her.
    I det store hele sabler du ep’en ned – men roser dog vores sangskrivning. Det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse, at det er i sangskrivningen at der er lagt mest energi, i denne forbindelse.
    Vores holdning til indspilningen på denne ep (og de øvrige) har været temmelig laizzes faire. Vi kan godt lide den tilgang og det resulterende produkt, men kan da også udmærket godt forstå, hvis det for nogle ører forekommer uambitiøst og ikke ligefrem behageligt at lytte til.

    Vores næste ep bliver den første som udkommer fysisk, med et pladeselskab i ryggen (Raum Eins Records), d.29. marts. I den forbindelse har vi valgt at lave en “vellydende” skive. Her er investeret flere timer (og takes), end vi plejer. Resultatet er naturligvis anderledes. Er spændt på at høre, hvad du siger til den.

Deltag i debat