Plader

Hundred Waters: s.t.

Skrevet af Durita Dybczak

Den amerikanske kvintets bud på indie-electronica har sine smukke øjeblikke, men mister desværre også momentum hen ad vejen med luftige vokalarrangementer og langtrukne numre. Alt i alt en lidt lunken oplevelse.

Florida-bandet Hundred Waters laver, hvad de selv kalder indie-electronica. Hvad er så det? Musik med en organisk-spirende og levende lyd med korprægede vokalarrangementer badet i skrøbelig fløjte, klassisk guitar i baggrunden og med en rolig zen-agtig fornemmelse hvilende over sig. Sådan starter Hundred Waters’ selvbetitlede fuldlængdealbum med nummeret “Sonnet”, der lægger stilen for albummet.

Albummet er bandets første fuldlængdeudspil og følger op på ep’en Thistle, som i virkeligheden bare er nummeret “Thistle” i seks forskellige afstøbninger – originalen, som også figurerer på Hundred Waters, og fem remixes. Den luftige, nærmest atmosfæriske lyd er kendetegnende for hele albummet, og de to kvindelige vokalister, Nicole Migils og Sam Moss, er med til at give lyden en lys dimension, der bevæger sig mellem Feist-lydende skønsang og det lidt mere abstrakte Björk-inspirerede univers i bl.a. netop “Thistle”.

Lyden af Hundred Waters lægger sig lidt op ad den underspillede, elektroniske lyd, vi kender fra blandt andre The xx og noget af det gamle Efterklang. Eksempelvis i “Are/Or”, hvor den bølgende, drillende programmerede klokkespilslyd sammen med en skippende effekt og en nærmest messende vokalharmoni fører én tilbage til den minimalistiske og samtidig grandiøse stil hos førnævnte bands. Det samme gør blandingen af akustiske instrumenter og elektroniske islæt. “Me & Anodyne” har f.eks. et spor af lækre, shufflende trommeeffekter hele vejen igennem, der skaber liv i det ellers lidt minimalistiske lydlandskab.

“Caverns” starter langsomt med lyden af rislende vand og et stille uuh-kor. Herfra bygges det op med en gentagende melodicalignende keyboardfigur, der underbygges af trommer, som ligeledes vokser i intensitet, og det hele kulminerer helt til slut. “. . . __ __ __ . . .” er et af de mest tempofyldte numre på albummet, selvom det halvvejs stilner nærmest helt af og så langsomt bygges op igen. Det har en lækker og ret forfriskende effekt, da flere af numrene på albummet er forholdsvis lange og godt kan tabe lytteren lidt.

Albummet som helhed virker til tider en smule ensformigt, og de 11 numre føles som lang tid i selskab med Hundred Waters. Vokalerne går fra at være smukke og fortryllende til at være lidt for meget af det gode med luft på stemmen, og faktisk tenderer de tudende klagesang i f.eks. omkvædet til “Theia”. Hundred Waters’ bud på indie-electronica har sine smukke øjeblikke, men mister desværre også momentum hen ad vejen, hvilket gør albummet til en lidt lunken oplevelse.

★★★½☆☆

Deltag i debat