Plader

I Am Kloot: Let It All In

I Am Kloot imponerer med sine fyldige og billedskabende popeskapader, men albummet har i sine mindre stærke øjeblikke tendens til at blive lige vel tilbagelænet.

Lækkert, frækt, stort og småt – og alligevel ikke helt. I Am Kloots nyeste album vækker ved første gennemlytning fryd, overraskelse og forventning, men taber pusten hen ad vejen. John Bramwells let nasale vokal og dansende fingerspil fører an gennem et album, hvor producerteamet, Elbows Guy Garver og Craig Potter, har influeret med smukke og vedkommende stryger- og blæsearrangementer. Alligevel er det, som om albummet ikke formår at stå helt klart frem, når stilheden lægger sig i lokalet, og det er tid til at mærke efter.

Indrømmet, jeg måtte udstøde et lille »yeah!«, da guitarsoloen overraskende smadrede igennem på det fantastiske åbningsnummer, “Bullets”. Nummeret lægger an til en anderledes og udfordrende plade med en dragende burlesque-stemning, hvor bassens kontante tramp leder tankerne mod havneknejper, bare ben og røg i øjnene. I Am Kloot spiller dog singer/songwriter-pop, og fra andet nummer skifter albummet bane og leverer nogle spændende popmelodier, hvor især førstesinglen “Hold Back the Night” formår både at være hemmelighedsfuld, overraskende og poppet på samme tid. Nummeret er intenst bygget op og kulminerer i et væld af strygere, der uden tvivl er inspireret af arbejdet med Elbow-medlemmerne.

‘Less is more’ er uden tvivl et mantra, som Bramwell og co. ynder. Men én ting er at sige det til sig selv – man er også nødt til at følge mantraet. Ellers fortaber man sig til tider i retningsløse passager. Dette er eksempelvis tilfældet med “Shoeless”, der i sin higen efter at være simpelt går hen og bliver kedeligt. Det er ikke, fordi vi er tvivl om, at vi hører I Am Kloot med de karakteristiske, bløde guitarfigurer, den fremtrædende bas og de minimalistiske trommer, men nummeret kommer aldrig rigtig i gang, og halvvejs har man mistet interessen. Lytteren efterlades med følelsen af at have hørt en næsten tre minutter lang intro, uden at det førte til andet end det næste nummer.

Generelt lever den midterste del af pladen ikke helt op til de lidt dystre intronumre og den mere 60’er-poppede afslutning. Det bliver for tilbagelænet, og der er for stor kontrast til de andre numre. Som lytter forventer man, at der skal ske noget, der aldrig sker, og interessen forsvinder hurtigt.

Pladen afsluttes dog i fin stil. Især “Some Better Days” træder i karakter som et suverænt popnummer, hvor blæserarrangementet viser, hvor dygtige I Am Kloot unægtelig er til at kreere charmerende og overraskende pop, der både fungerer på ensomme aftener og solbrillekrævende sommerdage.

Albummet vil rigtig meget og formår en masse, men holder ikke helt, hvad det lover. Jeg ville ønske, at I Am Kloot ville blande den charmerende pop, der afslutter pladen, med den udfordrende lyd fra albummets intro og skabe et værk, der ikke på samme måde er i tvivl om, hvor det skal hen.

Når I Am Kloot jonglerer med det udfordrende og det poppede udløser det følelsesudbrud og fascination. Til gengæld keder jeg mig, når bandet læner sig tilbage. Albummet fremstår ikke fuldstændig homogent, og det er synd, for der er virkelig noget at komme efter.

★★★★☆☆

Deltag i debat