Nyheder

Kranky Records fejrer jubilæum med nye udgivelser

Skrevet af Troels Sørensen

Pladeselskabet Kranky runder de 20 år, hvilket bliver fejret med en række udgivelser fra blandt andet Grouper og Ethernet. Lyt til to nye numre her.

Det Chicago-baserede pladeselskab Kranky Records, der har huset navne som Atlas Sound og Deerhunter, kan i år holde 20 års jubilæum. Kranky påbegynder fejringen med manér og frigiver numre fra nye udgivelser fra blandt andre Grouper og Ethernet.

Grouper alias Liz Harris er 4. februar klar med albummet The Man Who Died in His Boat, som er en række endnu ikke udgivne sange, der stammer fra samme indspilningsperiode som det snart fem år gamle album Dragging a Dead Deer Up a Hill. Det nye/gamle nummer “Vital” er netop lagt op til fri aflytning, og du kan streame det nederst på siden.

Ligeledes er der nyt i vente fra den eksperimenterende ambientkunster Ethernet, der udsender albummet Opus 2 i slutningen af denne måned. Som forsmag på dette album har Kranky frigivet nummeret “Correction”, der ligeledes er til at finde nedenfor.

Som krølle på halen afslører Kranky desuden, at de netop er klar med en bunke genudgivelser af det længe udsolgte album The Ballasted Orchestra fra Stars of the Lid, der udkom første gang tilbage i 1997.

Vi ønsker tillykke herfra med håb om endnu en række af interessante udgivelser i fremtiden!

Deltag i debat