Koncerter

Nordisk 2013 – Lyden af vækstlag, 24.01.13, Badeanstalten, Slagelse

Bottled in England
Skrevet af Durita Dybczak

For tiden turnerer fire upcoming, nordiske bands under overskriften Nordisk 2013 – Lyden af vækstlag. Undertoner tog til Slagelse for at høre dem: Bottled in England, Frostfelt, Human Woman og HighasaKite.

Den danske drum'n'bass-duo Bottled in England.

Den noget særlige turné med titlen Nordisk 2013 – Lyden af vækstlag med fire spændende, upcoming bands fra Norden er i øjeblikket godt i gang på Sjælland. Hensigten med projektet er at give unge uden for metropolerne adgang til at stifte bekendtskab med den mindre kommercielle, nordiske musik, og at eksportere nordisk musik ud til et internationalt publikum samt få upcoming musik ind i kulturhusene. Torsdag aften stod den så på downtown Slagelse, nærmere betegnet Badeanstalten, hvor undertegnede havde bevæget sig ind.

Frostfelt
Den færøske singer/songwriter Líggjas Olsen er ikke nogen nybegynder inden for musikkens verden. På de små øer i Nordatlanten har han haft succes med flere bands, selvom det endnu ikke er blevet til det store gennembrud i udlandet. Frostfelt er en konstellation bestående af Líggjas Olsen på vokal og tangenter med band bestående af trommer, drumpads, programmerede lyde og blandede knapper for resten.

Olsen kom alene ind på scenen og satte sig ved klaveret, der stod i den højre side af scenen. Herfra startede han aftenen på en meget intens og smuk måde, hvor klaveret og hans småhæse, karakteristiske vokal var det eneste, der strømmede gennem højtalerne og fangede publikums opmærksomhed. To numre spillede han solo, inden bandet gjorde ham selskab. Med fem mand på scenen fik lyden et lidt andet udtryk, men ikke mindre intenst.

Dybe beats og jagende synths fra producer SAKARIS skabte sammen med utroligt velspillede trommer og det skønne klaver en helt særlig blanding af akustisk vs. elektronisk. Der blev vekslet mellem klaveret og et analogt keyboard, og på det ene af numrene fik vi også lidt vocoder. Uden at nærme sig det helt vilde dansemusik, formår Frostfelt at skabe en isnende kold, inderlig og fængende lyd, der fik de små hår til at rejse sig. Desværre var drengene ikke meget for at komme i kontakt med publikum, der heller ikke var så talrigt en torsdag aften i provinsen, og man lod sig i stedet drage med ind i det isolerede univers, der udspillede sig på scenen.

★★★★½☆

HighasaKite
Det norske indiepopband HighasaKite er i hjemlandet blevet rost meget for deres debutalbum, og Roskilde Festival har for nyligt offentliggjort, at bandet skal spille på grønsværen til sommer. Det lyder som en perfekt venue for de solskinsglade nordmænd, der torsdag aften trådte ind på scenen i Slagelse med ansigterne malet som indianere og med mikrofonstativer omringet af farverige fjer.

Norske HighasaKite. Foto: Hilde Mesics

Med Ingrid Helene Håvik som en af de to kvindelige bandmedlemmer i front har bandet et tveægget sværd i form af hendes vokal, der både er feminin og fin og kraftfuldt indtrængende, især når hun kalder ud som en indianer på prærien. Vekslende mellem sin citar og en lille steel drum var den eksotiske fornemmelse helt på plads. Vokalarrangementerne, hvor alle fem bandmedlemmer stemmede i et kald til de højere magter, naturen, eller hvem indianere nu engang kalder på, havde sine smukke øjeblikke.

En ivrigt jammende hornblæser, der også spillede guitar, var dog det mest livlige indslag på scenen, og det virkede som om bandet var lettere uoplagt og desværre også plaget af dårlig lyd i monitorerne. Håvik stod for det meste med lukkede øjne og levede sig ind i en anden verden. Desværre fik publikum ikke helt lov til at være med i den verden, og det gjorde oplevelsen af den ellers let dansable popmusik til en lidt tung affære.

★★★★☆☆

Human Woman
To enlige mænd fra det kolde nord, nærmere betegnet landet, der har fostret Björk, fulgte op på den lette indiepop med et lidt anderledes show. Human Woman er en duo bestående af  Gísli Galdur og Jón Atli Helgason, hvoraf sidstnævnte også opererer under dj-navnet Sexy Lazer. Sammen laver de en god gang sexet elektronisk popmusik med dybe bølgende basgange og synths, der får dansefødderne til at vippe i takt.

På scenen fik de hjælp af ingen ringere end Becka Hoop – en hulahop-kunstner, der store dele af sættet fungerede som blikfang. Sjovt, cirkus-agtigt, men også et lidt billigt trick og egentlig ikke specielt spændende i længden. Til gengæld var de to karismatiske islændinge både snaksalige og opsat på at få lidt mere gang i publikum. Det resulterede bl.a. i, at Helgason hoppede ned blandt publikum og gav den hele armen på et af bordene i salen. Det løsnede lidt op for stemningen og fik folk lidt mere med, og det endte da også med, at Human Woman fik to unge knægte med op foran scenen og danse.

Musikken fungerede bedst da der var vokal på, da de længere passager kun med elektronik og bas godt kunne miste et siddende publikum lidt hen af vejen. Til gengæld virkede det super forfriskende med det relativt korte indslag med ‘rigtige’ trommer, og den bløde, nærmest hviskende vokal fra Helgason, der faktisk mindede lidt om en ung Prince, som han stod der på scenen – bestemt nogle af højdepunkterne.

★★★½☆☆

Bottled in England
Den danske del af rejseholdet havde fået lov til at slutte aftenen af med en gedigen gang drum’n’bass. Dressed up i Adidas og gummirøjsere var August Dyrborg og Daniel Vognstrup klar til at give Slagelse så hatten passede. Og den fik ikke for lidt. Bottled in England har fået en del omtale på det sidste, og det er bestemt ikke uden grund, skulle det vise sig.

Med det minimalistiske setup bestående af Dyrborgs trommesæt og Vognstrups magiske knapper og lækre, dybe bas, var det overvældende, hvor meget lyd der kunne komme ud af så lidt. Trommerne blev tævet på imponerende fornem vis og uden ophold. Vognstrup var ligeledes super veloplagt og hoppede uafbrudt både på stedet og rundt blandt publikum til de sindssyge beats, der slugte en fuldstændig. Han gav den 100% fra start til slut og havde publikum helt med oppe foran. »Copenhagen psyko,« blev han kaldt, og der var bestemt noget nær overnaturligt over energiniveauet, de to lagde for dagen.

Som en lækker bonus, havde Bottled in England taget hele tre gæster med sig, som gjorde dem selskab på skift. Michael Manky leverede virkelig tight rap i højt tempo og med et super godt flow til flere af numrene, der gjorde det hele endnu mere interessant. Desværre druknede hans tekster lidt i det overdøvende høje musik, hvilket var en skam. En violinist på elviolin og den fantastisk karismatiske og underskønne vokalist Lydmor var samtidig med til at løfte oplevelsen. Vognstrup gav den også på vokal på nogle af numrene, hvilket han godt kunne gøre noget mere, da det også lød virkelig godt og solidt.

★★★★★☆

Deltag i debat