Plader

Shugo Tokumaru: In Focus?

J-POP og K-POP er begreber, mange vil tænke på, når man nævner asiatisk musik. Men vore østlige fætre har uendeligt meget mere at byde på, hvilket Shugo Tokumaru glimrende viser med sine velstrukturerede indiepopnumre og sin betagende, uforståelige japanske vokal.

Det er altid en udfordring at skulle forholde sig til musik på et sprog, man ikke forstår noget som helst af. Men ikke ubetinget en ulempe, for det giver plads til lettere at kunne opfange sprogets melodi og ikke mindst danne sig indre billeder upåvirket af sangens lyriske univers.

Shugo Tokumarus album In Focus? er en blanding af eksperimentelle lydmontager og mere let tilængelige popnumre. Det er til tider meget svært at forholde sig til og til andre tider en fornøjelse blot at læne sig tilbage og flyve af sted med. Og så er det på japansk.

In Focus? er en utrolig skizofren oplevelse. Den svinger imellem sange, man ville synge med på, hvis man altså havde de sproglige forudsætninger for at kunne følge med, og numre hvor man bliver desorienteret og lydmæssigt rundtosset, hvis man ikke holder tungen lige i munden.

Pladen starter meget tilforladeligt med et nærmest folket udtryk i “Circle”, der dog hen mod slutningen sætter tempoet op og eksploderer i et virvar af lyde, før det glider over i et kaos af en blokfløjteintro til “Katachi”. Dette nummer laver dog den modsatte manøvre af åbningssangen og udvikler sig til et mere fast struktureret popnummer.

Den mere klassiske opbygning varer imidlertid kort, for allerede pladens næste nummer, “Gamma”, lyder som en spilledåse på amfetamin – uden at blive anstrengende eller anarkistisk, men stadig et vokalløst lydtæppe, der med sit halvandet minuts varighed ikke rigtig når at blive andet end en kaotisk rusketur for lytteren.

“Decorate” er et af pladens potentielle radiohits. Jeg ved ikke, om den rent faktisk er blevet spillet i japansk radio, men den har i hvert fald et omkvæd, som selv jeg kan følge med i. Lydbilledet har konstant en tone af det eksperimenterende over sig, og Shugo Tokumaru er ikke bange for at smide små lyde af f.eks. et vækkeur ind over musikken. Han spiller selv alt, man hører, og hele pladen bærer præg af, at han er multiinstrumentalist. For det meste giver det et interessant pift til musikken, men det sker også, at det bliver for overdrevet, specielt i de rene instrumentalnumre.

Hele pladen er skiftende. På den ene side er der de overordnet set vellydende og letfordøjelige numre, hvor den bløde, musikalske vokal tager en trygt ved hånden. Eksperimenterne ligger i musiksporet, og vokalen er langt mere afslappet; en rar følelse, når man beskæftiger sig med musik, hvor man ikke er helt sikker på, hvad der kommer om næste hjørne. På den anden side har pladen så de små, eksplosive lydbidder.

Hvor disse korte numre hverken fanger eller fascinerer mig, har jeg den absolut modsatte oplevelse med den afdæmpede “Tightrope”. Et simpelt nummer, hvor specielt sproget viser tænder – ordene lyder smukt i sig selv som ord. En væsentlig pointe er, at netop i dette nummer er musikken skåret ned til et enkelt strengeinstrument i langt størstedelen af nummeret, der så hen mod slutningen bygges op progressivt med flere lag, tempo og intensitet. En sand perle, der ikke opfinder noget nyt, men i kraft af min manglende forståelse for sproget formår at fascinere.

Jeg kunne have lavet en parallel mellem musikken og titlen – og stillet spørgsmålet om, hvorvidt pladen er fokuseret, men det er jeg overbevist om, at den er. Selvom In Focus? kan virke kaotisk, er musikken kontrolleret. Shugo Tokumaru ved, hvad han gør, og selv de små lydbidder – der desværre bliver upersonlige eksperimenter – er nøje planlagt.
Men det er i de mindre detaljerede numre, at pladen for alvor folder sig ud og giver lytteren mulighed for at få et indblik i en asiatisk kunstners univers – noget, som ikke fylder det store herhjemme (medmindre man opfinder nogle, efterhånden, trættende dansetrin). Gør dig selv en tjeneste, og lyt til In Focus?, men vær forberedt på, at hver tredje eller fjerde nummer måske skal skippes.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar