“[…] The same 30 blokes, making the same music in Ableton, more often than not sporting the same beard.”
Ambient har været en kedelig omgang de sidste par år. Jeg forstår godt det originale formål, altså at skabe baggrundsmusik, men god ambient har altid været kædet sammen med en interessant tilgang til lyd og stemning. Efterhånden er det erstattet af simpel, langsom, dronende musik, der ikke formår at etablere nogen fascinerende stemning, de samme synthflader og en ærligt talt kedelig tilgang til komposition.
The Cloisters er endnu et af mange projekter fra britiske Michael Tanner, som er manden bag ovenstående citat. På den eponyme plade formår han at skabe et lydunivers, der på samme tid er utroligt stemningsfyldt, emotionelt fangende og eventyrlystent. En 41 minutter lang plade fordelt over fire numre, der formår at opbygge geografiske landskaber i lytterens hoved.
Åbningsnummeret “Riverchrist” lægger tonerne an med skrøbelige, dronende violiner, der stiger og falder i styrke, hastighed og tone, hvilket tilsammen danner en lydflade, der føles både isoleret og grandiøs. Man lader sit sind vandre til bunden af en dal, hvor alt føles fredeligt og storslået, men hvor afskærmningen fra omverdenen ligeledes frembringer en følelse af ensomhed og angst. Intensiteten af det billedlige og stærkt følelsesbetonede landskab udvikles og uddybes med skift i tone og lyd, indtil det til sidst resulterer i et rensende klimaks, og man overvældes af en ro, mens et smukt og ensomt violincoda spiller sangen til ende.
Hvor “Riverchrist” er drevet af violiner, bevæger næste nummer, “The Lock Keeper”, sig ved hjælp af en harpe, der impressionistisk (tænk Debussy) indgyder lytteren i et fantasifyldt, mystisk og næsten magisk univers. Overgangen mellem de to stadier føles naturlig, og en nærmest meditativ rejse synes at tage form. Denne ro erstattes dog af den ildevarslende begyndelse på “Freohyll Nocturne/Hymn”, der er en ufatteligt skarp kontrast til det billede, der ellers var ved at tage form. Mørket falder på.
Endnu en gang synes angsten at vende tilbage, men Tanner har en fantastisk evne til at skabe kompositioner, der bevæger sig nærmest filmisk. Der er en unik tilgang til at opbygge spænding og efterfølgende udløse den, for i stedet for at bygge på dynamik eller tonehøjde udformes den gennem emotionel respons på de soniske landskaber, han kreerer. Jeg vil gerne, at følelsen af frygt, der forekommer i begyndelsen af nummeret, bliver erstattet, og da det så sker, er resultatet langt stærkere.
“A Pelagic Ritual” føles som en passende afslutning på pladen. Seks minutters harpe- og violinspil, der synes at fremstå som en simplificering af den ellers unikke tilgang til komposition, men også et stærkt behøvet pusterum. Hvor “Riverchrist” og “Freohyll Nocturne/Hymn” havde en næsten episk tilgang til udformning, er det sidste nummer katarsis. Simplificeringen føles nødvendig, men den er også en destillation af de lyde, som Tanner formår at mestre.
Det er ikke, fordi det er en fejlfri plade. Mens de lange numre uden tvivl udvikles og trækkes i forskellige retninger, føles overgangene dovent udført. I stedet for at lave en reel bro mellem de som sådan individuelle stykker, fader det ene stykke blot ud og det andet ind bagefter. Og mens instrumenteringen er stærk i sin minimalisme, er de ambiente optagelser (fugle, åben ild osv.) ikke voldsomt imponerende eller interessante. Man kunne selvfølgelig argumentere for, at det ikke har været intentionen at lade stemningen udvikles via sådanne optagelser, men deres tilstedeværelse kunne være brugt betydeligt bedre.
The Cloisters er ikke desto mindre en dybt fascinerende og forfriskende plade. Michael Tanners tilgang til instrumentering – en art dronende minimalisme med en sans for emotionel respons – er tilpas unik, og hans forståelse for velstrukturerede kompositioner er nærmest uden sidestykke. Det her er en plade, man ikke blot sætter på som tilfældig baggrundsstøj, men et værk, man kan fordybe sig i og blive opslugt af. Tanner formår at skabe lydflader, der er stemningsfyldte, eventyrlystne, men samtidigt utrolig jordnære og tilgængelige. Jeg glæder mig allerede til at høre mere.
