Plader

The Hedgehogs: Our Minds Dyed Yesterday

Skrevet af Jonas Sørensen

På sit debutalbum laver The Hedgehogs en bunke utrolig forglemmeligt garagerock, der hverken markerer sig med stærke hooks eller musikalske eksperimenter.

The Hedgehogs er et aalborgensisk garagerock/psych-band, og Our Minds Dyed Yesterday er deres debut-lp oven på en bunke demoer, som jeg ikke har opsnuset, fordi jeg ærligt talt ikke ser noget formål i det. På denne leverer de en kedelig omgang garagerock i bedste 60’er-stil, der ikke formår at præsenterer meget nyt; hvis du har hørt bare en smule garagerock, har du har hørt denne her plade før.

Jeg har som udgangspunkt ikke et problem med revivalism, så længe musikerne gør det med noget attitude og tilføjer bare lidt til formularen eller blot skaber stærke numre. Og attituden er der hos The Hedgehogs. Det hele lyder utroligt meget som 60’erne, hvilket er imponerende, når man tænker på, at aalborgenserne selv har indspillet det, hvilket de selvfølgelig skal have noget respekt for.

Men det hele handler jo om musikken. Og den er ikke voldsomt god. Teksterne er klichéfyldte og uden megen substans. Mads Lang Olsens vokaler bevæger sig et eller andet sted imellem postpunk-apati og og slut-60’er-coolness med noget effektværk på, der giver det hele en live-fornemmelse. Dette kunne have resulteret i en interessant plade, men på trods af at lyden er til stede, mangler der en energi og eventyrlyst, som kunne have hævet pladen op til et niveau, hvor man i det mindste følte sig grebet.

Især den manglende eventyrlyst synes at være, hvad der får pladen til at falde fra hinanden for mig. Det hele banker bare af sted næsten uden elementer, der adskiller det fra så meget andet. Det er blot en bunke sange i en bestemt stil, der hverken danner stærk atmosfære eller har nogen som helst stærke hooks: ind ad det ene øre, ud ad det andet. Numrene er svære at skille fra hinanden. Guitarerne er dækket i rumklang, tremolo og delay, trommerne banker løs som på et dovent surfnummer, og bassen gør meget lidt andet end at give numrene lave frekvenser, så de ikke føles helt tomme.

The Hedgehogs prøver ellers, det må jeg give dem. Det hele lyder fandens autentisk, og jeg er overrasket over, at det ikke er optaget i 60’erne. Jeg ved ikke, om det hele er optaget analogt, eller hvad det er, men de rammer stilen rigtigt godt og forstår og værdsætter tydeligvis genren. Numrene er bare ikke stærke nok, hverken for sig selv eller i kontekst af hinanden. Der er absolut ingen genspilningsværdi for det. Hvis du kan lide denne her slags musik, så hør den. Lad være med at høre denne plade.

Our Minds Dyed Yesterday er utrolig kedelig og unødvendig. Numrene formår ikke at hive noget som helst følelsesmæssigt ud af mig. De er ikke musikalsk interessante, og de er heller ikke tilpas syrede til, at jeg kan sidde og trippe lidt ud til det. Det er bare dovent musikalsk håndværk med meget lidt substans. Hvert eneste nummer er hørt før.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat