Plader

Toro y Moi: Anything in Return

På sit tredje album fortsætter Chaz Bundik ufortrødent rejsen ind i Toro y Moi-universet. Det resulterer i adskillige nye finurlige numre, men charmen er denne gang en smule fraværende. Det er Bundik dog ikke blevet en dårligere musiker af.

Amerikanske Chaz Bundik må efterhånden være ganske træt i hænderne. Ganske træt af at klippe og lime og ved hjælp af små elementer frembringe spraglede kollager, der så afgjort har hvert deres unikke udtryk. Det er nemlig, hvad han primært har beskæftiget sig med, siden han i 2010 under aliasset Toro y Moi udsendte debutalbummet Causers of This, som udmærkede sig ved at være et opus inden for glo-fi-genren i kraft af dets drømmende og samtidig funky udtryk frembragt netop ved hjælp af et uendeligt antal sfæriske samples.

På Toro y Mois andet album, Underneath the Pine, var fremgangsmåden den samme som på debuten, mens virkemidlerne var radikalt anderledes. Her beviste Bundik, at hans musikalske kunnen spænder vidt, hvormed han skabte et album med samme verdensfjerne lyd – denne gang dog næsten kun frembragt ved håndspillede instrumenter. Udtrykket blev mere organisk og anerkendelsen mere udtalt.

På sit tredje udspil har Bundik imidlertid endnu engang rakt ud efter bunken af elektroniske samples, skønt lyden er en ganske anden. Væk er den fjerlette atmosfære, som var pladens synths indspillet på toppen af Mount Everest, og i stedet er lyden blevet en smule mere jordbunden. Det er faktisk lidt en skam, for noget af charmen ved debutalbummet var netop, at LFO-knappen havde fået et ordentligt twist, hvormed det nærmest føltes, som om lyden hvert andet sekund var ved at falde ud. Til gengæld er der blevet meget mere plads til at arbejde med beats og synth, og det udnytter Bundik da også til fulde.

Det er tydeligt fra det øjeblik, hvor albummet sættes i rotation, og åbningsnummeret ”Harm in Change” blæser ud af højttalerne. Rent dynamisk vokser sangen lineært de fire minutter, det varer – fra de første sekunder, hvor Bundik synger over et uptempo, minimalistisk beat, til nummeret fyldes med de så karakteristiske »uh«- og »yeah«-lyde over en anmassende basgang for til sidst at eksplodere i et virvar af synth og crash-bækkener.

Mange af numrene følger samme opskrift. Dynamikken kravler lige så stille op via adskillige lag af synths og beats, mens Bundik beviser sine evner for at skabe drømmende og hypnotiserende stemninger, som paradoksalt nok er ganske lettilgængelige. Desværre skal man blandt de 13 numre fordelt over hele 52 minutters spilletid spejde langt efter sange med egentligt ørehængerpotentiale. Et problem, som ellers ikke tidligere har været tilfældet i Bundiks mesterlige produktioner.

Rent faktisk skal man helt frem til det syvende nummer, ”Studies”, før man finder en sang, der bliver ved med at rotere i hovedet, efter at pladespilleren har stoppet sine omdrejninger. Nummeret bygges op af en lys falsetkorsang, der til tider giver mindelser om små, naive soundtracks fra et gammelt ”The Sims”-spil, som så til tider afløses af en croonende Bundik og et keyboard, der er skræmmende meget ude af nogen som helst toneart. Disse gimmicks fungerer upåklageligt, og opskriften fremstår relativt simpel på trods af en vanligt kompliceret produktion.

Også ”Cake” er et eksempel på et nummer, der fungerer perfekt. Ganske vist er teksten i omkvædet relativt klichefyldt (»She knows it / I’mma be her boy forever«), men nummeret indeholder så mange små, spændende finurligheder, at den ellers ganske banale, R&B-agtige sang bliver aldeles mindeværdig.

Desværre er albummet overordnet blottet for den charme, som de to forgængere besad. Udtrykket er stadig umiskendeligt Toro y Moi, men højdepunkter er der for få af. Til gengæld er det tekniske niveau stadig rigtig højt, og man kan ikke lade være med at lade sig imponere af alle de lag, som Bundik får lagt sammen i produktionerne, uden det virker overproduceret. Derfor er Anything in Return ikke et decideret lavpunkt af et album, men snarere et mere forglemmeligt et af slagsen.

★★★★☆☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar

boeger