Plader

Vektormusik: Uro/Unrest

Skrevet af Mikkel Arre

Et sted mellem electronica, abstrakt jazz og neoklassisk kompositionsmusik dirrer og dingler den danske duos uro. Vektormusiks første fuldlængdealbum er poetisk, melankolsk og stemningsfuldt. Alligevel er det svært at blive helt grebet af det.

Hvis Uro/Unrest havde været litteratur, ville det være lyrik: poesi om frostklingrende skandinaviske landskaber understrømmet af en uformelig, sitrende utilpashed. Det ville være en digtsamling, man kunne læse mange gange og hele tiden opdage nye mønstre, finde nye fortolkninger, forstå noget nyt. Men hver læsning ville også underbygge den nagende fornemmelse af ikke at forstå nok til at kunne få det fulde udbytte af værket.

Uro/Unrest er Thomas Ahlmark og Kristoffer Jørgensens første fuldlængdealbum under navnet Vektormusik, og det har været længe undervejs. Da albummet udkom i efteråret, var der gået godt fem år siden debut-ep’en Interfoliere, og Uro/Unrest lyder absolut også som resultatet af omhyggeligt og tålmodigt arbejde: i idéfasen, under indspilningerne og i redigeringen og produktionen af albummet.

Hvor Interfoliere hovedsageligt var et møde mellem electronica og modaljazz, har duoen brugt de seneste år på at indarbejde elementer af neoklassisk kompositionsmusik i sit udtryk. Langstrakte strygerflader trækker tråde til dyster orkestral ambient a la Deaf Center, mens ringende klaver anslår den sagnomspundne nordiske tone. I numre som “Friløb” og “MSY” maler de klassiske virkemidler vitterlig lydbilleder af sneklædte granskove og solnedgangsstråler, der brydes i iskrystaller: dirrende vintermelankoli.

Ahlmark og Jørgensen stiller sig dog ikke tilfredse med at skabe umiddelbar naturlyrik. De ni numre er – trods en gennemsnitslængde på under fire minutter – ganske komplekse i deres opbygning, og melodilinjer, klange og rytmer får sjældent lov at stå uberørte. Intet slutter samme sted, som det startede; der er ingen riller at sidde fast i. Denne insisteren på løbende at lade numrene ændre struktur vidner om betydelige ambitioner, og modsat Interfoliere bliver det aldrig kedeligt at lytte til Uro/Unrest. Pladen er evigt foranderlig, og der bliver ved med at gemme sig nye facetter og nye samspil mellem de mange lag af analoge synthflader, raslende reallyde, melodifragmenter og forbipasserende rytmer.

Nemme løsninger er der ingen af på Uro/Unrest, og især på pladens første halvdel er balancegangen mellem ‘tænksomt’ og ‘fortænkt’ faretruende. I “Calibrating Colors” og “Slumb” er de sitrende freejazz-trommer og den hikstende glitch små sten i skoen, der igen og igen forstyrrer lytterens fodfæste. Det er ganske enkelt svært at få følelsen af at være fanget ind af musikken, fordi dens abstraktionsniveau hele tiden opretholder en vis armslængde.

Samtidig er Vektormusik temmelig karrige med de umiddelbart gribende momenter. Godt nok vender de ildevarslende strygere fra indledningen af “Friløb” tilbage i det korte “Friløb Epilog”, men ellers forsvinder melodier og rytmer hurtigt uden at vende tilbage. Gentagelsens glæde rammer altså sjældent hjernens belønningscenter.

Men den effekt behøver musik jo heller ikke have. Jeg er bare – selv efter et dusin gennemlytninger – i tvivl om, hvorvidt jeg får belønning nok for den indsats, det kræver at komme helt i dybden med Uro/Unrest. Albummet er stemningsmættet, koncist og i glimt decideret smukt. Det bliver bare ved med at anfægte mig; det er, som om det aldrig vil komme til falde helt på plads. Men det er der selvfølgelig, med albummets titel in mente, en pointe i.

★★★★☆☆

1 kommentar

Leave a Reply