Plader

Villagers: {Awayland}

{Awayland} går irske Villagers nye veje og introducerer elektronikken til deres ellers primært akustiske univers. Og det slipper de rigtig godt af sted med.

I 1965 udgav Bob Dylan sit femte album, Bringing It All Back Home – en plade, som senere skulle vise sig at blive et vendepunkt i hans musikalske karriere.

På pladens side 2 var Dylan, som alle kendte ham på det tidspunkt: akustisk og alene med sin guitar og mundharmonika. Det var side 1, der skilte sig ud. Her fik han nemlig hjælp af et rock’n’roll-band med larmende elguitarer, elorgel – og hold nu fast – trommesæt! Det udløste ikke mindre end et ramaskrig blandt folkemusikelskere verden over. “He went electric,” sagde de skuffet og rystede på hovedet af de nye toner.

Historien gentager sig. Når et succesfuldt band eller en populær kunstner prøver noget nyt, er det nemmeste i verden at skyde dem ned for ikke at holde sig til det gamle. “Spil noget, vi kender!”

Bringing It All Back Home blev med tiden en af Bob Dylans mest populære plader. Og den nye stil med rock’n’roll-band og syret lyrik, kom til at trække en linje, ikke bare igennem Dylans karriere, men også op igennem musikhistorien.

I dag er der kortere mellem stilskiftene. Men den traditionelle skillelinje mellem akustisk folkrock og elektronisk-elektrisk rock er stadig forholdsvist skarpt trukket op. Irske Villagers har indtil nu i høj grad bevæget sig på den akustisk folkede side med debutalbummet Becoming a Jackal. Der var godt nok et backingband, men pladen bar i høj grad præg af enmands-singer/songwriting fra frontmand Conor J. O’Briens side.

Men O’Brien er tydeligvis ikke bange for at prøve nye virkemidler af. På Villagers’ andet album {Awayland} (ja, de irriterende klammer skal være der) tager han og bandet i hvert fald springet udi elektronikken. Lyt blot til førstesinglen “The Waves”, der blev udgivet for godt to måneder siden, og siden er blevet akkompagneret af en noget trance-syret musikvideo.

At dømme efter internetdebatten er der ret delte meninger om Villagers’ sidespring fra folkrocken. De lettere konservative lyttere brokker sig over synthen, der har sneget sig ind med nye klangfarver. Andre, måske især nye lyttere, glæder sig over opfindsomheden på bandets nye numre. Jeg hører selv til den sidste gruppe.

For hvor debutalbummet Becoming a Jackal var lidt Bright Eyes om igen med spinkelt akkompagnement og in-your-face-melankoli, tager Villagers med {Awayland} skridtet videre og finder sin egen lyd.

Conor J. O’Brien er velsignet med den type stemme, man instinktivt lytter til. Det illustrerer “Passing a Message” på fornem vis. Måden, hvorpå O’Brien nærmest hvisler lyde, bogstaver og ordspil ud i små ryk, forstærker og fortætter lyrikken for lytteren. Det er simpelt, elegant og virkelig skarpt.

Andre numre får mere crooner-energi, f.eks. afslutningsnummeret “Rhythm Composer”, der foldes ud i en slags underspillet showjazzstil og næsten lige så godt kunne have fundet plads på en Jamie Cullum-plade.

Og så er der endda stadig plads til de smukke lofi-følefolk-numre som “My Lighthouse” – et nummer, som koncertgængerne fik fornøjelsen af at opleve at ved den seneste Grizzly Bear-koncert i Falconer Salen, hvor Villagers var opvarmningsband.

Vi kommer altså vidt omkring i genre og stil på {Awayland}. Men Villagers formår at holde tungen lige i munden, og resultatet bliver en smuk og skarp plade, hvor bandet prøver nye græsgange af uden fuldstændig at forlade de gamle. {Awayland} er for Villagers, hvad Bringing It All Back Home var for Bob Dylan: en plade, hvor bandet succesfuldt tager nogle chancer uden at fedte for den faste fanskare. Stor ros herfra for at turde. Og for at lykkes. Der er så mange muligheder i musik – hvorfor ikke udnytte dem?

★★★★★☆

Deltag i debat