Plader

Woodlands: s.t.

Skrevet af Durita Dybczak

Svenske Woodlands serverer guitarrock med fin, feminin leadvokal i front og har begået et godt debutalbum.

Svenskerne gør det gang på gang. Det er ganske unødvendigt at nævne alle de succesfulde artister, der spirer frem fra den svenske ødegårdsidyl. Her skal selvfølgelig ikke medregnes enkelte svipsere, der med indtrængende kraft har hærget det danske land med låter om bot’er, svennebananer og noget om at flytte på sig. Selv når de skyder ved siden af, gør de det grundigt.

Woodlands har været en trio siden foråret 2011, hvor Sara Wilson, Niklas Korssell og Marcus Holmberg slog pjalterne sammen og ved lidt af en tilfældighed blev tre i stedet for to. De tre har siden vist sig at have fundet et meget godt fodslag og udgav i slutningen af oktober 2012 deres første, selvbetitlede fuldlængdealbum.

Sara Wilsons klare og knivskarpe leadvokal tilføjer en fin og feminin dimension til den ellers lidt upolerede og guitarrockede lyd. Hør eksempelvis ”Kids”, hvor Wilsons røst på skrøbelig vis danser let hen over en fyldig lyd af elguitar, der også spædes op med lidt slideguitar.

Udtrykket bliver til dels en skramlet affære som på nummeret ”Cheap Cigarettes”, der er et forholdsvist kort og kompakt nummer, som kun varer to minutter og ti sekunder med høj energi og smæk på guitaren og trommerne. Derimod har numre som ”On The Run” et mere afslappet og tilbagelænet udtryk, der med tamburin og et nynnevers får fremkaldt en lidt folket fornemmelse.

Variationen i intensitet er gennemgående hele albummet igennem – fra den nærmest jazzede indgang til den lidt poppede ”I Wanna Know”, der sætter tempoet op og næsten lægger op til fællessang med omkvædet. Herligt charmerende og indbydende. Albummet har en dejlig organisk og autentisk lyd, der uden at blive forvirrende og miste essensen skaber variationer og fastholder lytteren fra start til slut.

★★★★½☆

Om skribenten

Durita Dybczak

Biografi:
Jeg er opvokset i et hjem, hvor der blev spillet alt fra Kim Larsen og Simon & Garfunkel til Procol Harum, Dire Straits, Uriah Heep og Pink Floyd. Min tidlige ungdom var præget af blandt andre Roxette, boyband/girlband bølgen og senere hen tuderock-giganterne Coldplay samt Saybia og Mew, som jeg som teenager kastede min fascination på. Siden dengang har min musiksmag udviklet sig i mange retninger, og jeg nyder at høre musik i mange forskellige genrer: folkrock, singer/songwriter, electropop, indiepop, rap og meget andet. Jeg styrer dog helst udenom metal, klassisk, techno og trance.

Fem favoritalbums:
Susanne Sundfør: The Brothel
Django Django: St.
Antony & The Johnsons: I Am A Bird Now
I Got You On Tape: Spinning for the Cause
Malk de Koijn: Sneglzilla

Skriv et svar