Plader

Young Dinosaur: s.t. EP

Med Figurines-medlemmet Jens Ramon som producer er man allerede godt på vej. Men er Young Dinosaurs debut-ep en fascinerende størrelse, eller udrydningstruede ligegyldigheder? Umiddelbart er der ingen grund til at vente på dommedag.

Jeg har altid hørt ep’er som smagsprøver. Det er nok mest min fejl, for når jeg husker tilbage, findes der jo et utal af glimrende ep’er, der indeholder numre unikke for udgivelsen – et umiddelbart eksempel er for eksempel Kaizers Orchestras Mann mot mann, som jeg skamhørte i sin tid.

Danske Young Dinosaur har kreeret en ep med fem numre på godt 23 minutter, hvoraf fire af numrene kan høres på deres Soundcloud-side (der kan opstå lidt forvirring, da det, bandet kalder EP derinde, mangler nummeret “The Clown”, som er i det materiale, jeg har modtaget). For at komme alle eventuelle misforståelser i forkøbet: fem numre, 23 minutter.

Men én ting er, hvordan jeg har set på ep’er. Noget andet er, at et ungt orkester skal overbevise sit publikum om, at det er værd at bruge tid på, og ep’en er jo netop en let fordøjelig måde at, ja, smage på musikken. Og her melder det store spørgsmål sig så: Er Young Dinosaur nogle unge mastodonter, eller falder bandet hårdt til jorden som den meteor, der dræbte deres navnebrødre?

En god smagsprøve gør folk sultne efter mere, og det gør Young Dinosaurs ep i den grad – og mere til, for selv hvis det ikke skulle blive til mere end denne ep (hvilket det nok skal), er den i sig selv en lille melodiøs, energisk popstørrelse. Den er produceret af Figurines’ Jens Ramon, og en del af æren kan nok også tilskrives ham, men drengene har masser at byde på selv.

Guitarriffet i den indledende “Streets” skyder bestemt pladen i gang med sit rullende, næsten legende flow. Vokalen minder med sin lette, lyse klang lidt om Hot Chips Alexis Taylor. Men inden det går i sig selv, brydes rytmen af omkvædet »Our little world / our little world / might turn to stone« – med en fuldkommen uforskammet fordomsfuld analyse kunne man tro, at det er en hilsen til tempoet i deres nordjyske hjemby, Skørping.

Men der er absolut ikke fare for, at noget stivner, når det ørehængende fløjteriff i “Our Dreams” tager over. Et dynamisk nummer, der dog måske kunne savne, at kvintetten lader lydbilledet folde sig endnu mere ud og lader instrumenterne fylde endnu mere.

Lidt mere tilbagelænet og dyster er “Scenes From My Hometown”, hvor lette hi-hat-slag, et mørkt orgel og klare basmarkeringer former lyden gennem det meste af nummeret. Vokalen skal bære meget her og gør det overordnet godt, men er desværre pakket lidt for meget ind i effekter. Jeg ville gerne have hørt nummeret med en mere ren vokallyd.

“Girl I Met” vender tilbage til den sprudlende guitar og har til tider en næsten Oasis-lignende lyd over sig. Her får musikken lov til at folde sig ud; der er power, energi og plads til at larme.

Tid sidst møder vi så “The Clown”, der falder tilbage i den mere afslappede, tilbagelænede stil, men dog er lidt mere munter i melodien. Et fint lille afslutningsnummer, der bestemt er et lyt værd, men også er tilpas anonymt til, at det ikke er grunden til, at jeg hører ep’en flere gange. Dog skal den underspillede, forvrængede guitar-solo have et godt ord med på vejen: Hvis ikke for andet, så hør nummeret for den lille instrumental.

Young Dinosaur vil hverken for meget eller for lidt – på trods af nogle svipsere doserer kvintetten ingredienserne fornemt i de fem numre. Det er måske nok en smagsprøve, da den er hurtigt hørt. Men så kan man jo bare sætte den på igen.

★★★★★☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar