Plader

ASAP Rocky: Long. Live. A$AP

Skrevet af Emil Fibiger

Harlem-rapperen ASAP Rocky skulle ikke udgive mere end et mixtape for at score sig en pladekontrakt til et tocifret millionbeløb. På Long. Live. A$AP leverer han den forventede, dovne swagger-rap, men ikke uden at eksperimentere med andre dele af hiphoppen undervejs.

Alene navnet var nok til, at jeg ikke gad tjekke ASAP Rocky ud, da folk for et par år siden begyndte at snakke om ham og hans “Purple Swag” på Youtube. ASAP Rocky! SMS-navnet fik mig til at tænke på LMFAO og musik, der virkelig kan få hateren frem i mig.

Da jeg endelig gav “Purple Swag” en chance, viste ASAP sig at være bedre end forventet. Jeg er nok en generation for gammel til virkelig at føle for den dovne swagger-rap, men “Purple Swag” var let at flyde ud til. Det samme var mixtapet Live. Love. A$AP. Clams Casinos primitive, men fængende beats fungerede godt med ASAPs bedøvede, langsomme omkvæd og tilbagelænet rap. ASAP laver ikke en type musik, hvor jeg lytter nærmere efter teksten, og det har formentlig heller ikke været hans hensigt med den. Han er swagminister, og hans musik gør sig godt som baggrundsstøj, man kan nikke med på. Det gælder også for hans albumdebut.

Long. Live. A$AP er der blot to Clams Casino-beats. Det ene, “LVL”, er med sit insisterende, langsomme tempo ret vellykket, mens det andet med en meget malplaceret Santigold på omkvæd er ligegyldigt.

Blandt de mange producere på albummet løber Hit Boy med guldet. Førstesinglen “Goldie”, som P3 har haft i rotation, er et godt, solidt swaggerhit, der ikke overrasker, men gør sig godt i forlængelse af ASAPs tidligere hits “Peso” og “Purple Swag”. Det andet Hit Boy-bidrag, beatet til “I Train”, bringer noget overraskende til bordet med et tungt posse cut-beat, som de blev lavet i 1990’erne. På tracket, som ASAP sætter i gang, er der besøg af seks rappere, der er hotte lige nu, og især Joey Badass fanger mig.

Der er generelt mange gæster på albummet, men Schoolboy Q bør fremhæves. Han spytter ikke andet end guld p.t. På “PMW” får han og ASAP det til at svinge med rap om noget så uopfindsomt som pussy, money and weed.

ASAP laver nogle ret fede ting flowmæssigt på pladen, som når han i “LVL” bryder det langsomme flow op med lidt temporap. Han er uden tvivl en dygtig rapper, men han fanger mig ikke på en måde, så jeg lytter nærmere efter, hvad han rapper om. Mens Live. Love. A$AP kunne høres fra start til slut, så har jeg på dette album ikke meget fidus til tracks som “Hell”, “Fashion Killa” eller electronica-eksperimentet “Wild for the Night”, der lyder som noget, Flo Rida kunne have fundet på at lave.

Til gengæld bliver der sluttet godt af med de mere personlige tracks “Phoenix” og “Suddenly”, der er lidt mere hiphop og lidt mindre swagger. Hele swaggerstilen og brugen af chopped & screwed-elementer forekommer mig meget mixtapeagtigt og remixet. Det bliver jeg aldrig en stor fan af, men albummet er en udmærket lytter med et par højdepunkter.

★★★½☆☆

Deltag i debat