Plader

Camp Neverland: Neverland News EP

Camp Neverland er en trio af gademusikanter, der har brugt Europa som sit øvelokale med gøglere og tiggere som kolleger i det daglige arbejde med at få de forbipasserendes opmærksomhed. Lyden på gruppens første ep, Neverland News, er ikke helt så spraglet som baggrundshistorien. Til gengæld byder den på både fine og folkede øjeblikke.

Camp Neverland er ikke et band af den type, der oftest finder vej ud på det store internet. De tre fyre kommer lige fra gaden, hvor de har spillet side om side med hjemløse og byduer; de har intet pladeselskab i ryggen, ingen seje pressebilleder, og pladens booklet ser svært hjemmegjort ud.

Men kære læsere, vi ved jo godt, at man aldrig skal dømme bogen på omslaget. Og det kan heller ikke betale sig i dette tilfælde. Inde bag det skøre og lidt distancerede avistema, som pladen er pakket ind i, gemmer der sig faktisk et band, der tager musikken særdeles seriøst.

Neverland News præsenterer os for seks af bandets egne numre. Vi bevæger os på alle seks inden for en ramme af indiefolk med masser af singer/songwriter-præg. De tre bandmedlemmer skiftes efter sigende til at spille og synge på de forskellige numre, hvilket skaber en smule dynamik i forhold til vokalerne, men ellers må det nok siges at være et virkemiddel, der primært gør sig bemærket live.

Man kunne måske forvente, at en plade skabt af gademusikanter ville indeholde en god portion skramlende bålguitarer og fandenivoldske, politiske tekster. Men søger du efter det hos Camp Neverland, går du forgæves. Det er nemlig fine, indadvendte, søgende og tænksomme numre, der har fået plads på debut-ep’en.

For mig at se bidrager Neverland News ikke med ret meget nyt til genren. Ikke at en plade behøver det, men faren her er, at numrene ikke rigtig hænger ved eller giver lyst til at udforske musikken mere. Der er fine melodier og god forståelse for opbygning, men ensformigheden truer hele tiden med at trænge igennem det pæne lydbillede og tage fokus fra lytteren.

På nummeret ”Broken Strings” slipper Camp Neverland egentlig forholdsvist godt fra det, når lyden går fra følepop til “vrede-unge-mennesker” og tilbage til en forløsende Fleet Foxes-agtig afslutning med linjen: »I promise to take / take the long way home«. Her mærker man faktisk, at der er lidt på spil for de tre unge mænd.

Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at der på den smukke, Simon and Garfunkel-agtige ”To A Goodnight Drink” ikke er arbejdet mere med vokalen. Lyden er nasal og uskarp, og tonen skiller sig ud fra de andre numre.

Skæringen er ellers fin og enkel, men den letter ikke rigtig, og mit bud vil være, at lidt arbejde med vokalen ville gøre underværker.

Til slut en lille bemærkning om valg af cover: Hvis man synes, at man som band har noget seriøst at byde på, så må man også tage modtageren seriøst. Selvom det er sødt og sjovt at lave en lille, skør avis i stedet for en booklet, synes jeg, at man taber noget af den værdi, der netop ligger i at lave en fysisk udgivelse. Når man nu bruger ressourcer på at lave en folder, hvorfor så ikke trykke sine tekster, skrive lidt om bandets sammensætning og deslige? Ellers kunne man lige så godt bare udgive elektronisk eller i et sleeve. Som det ser ud nu, fremstår projektet noget pjattet og langt fra det udtryk, vi finder i musikken.

På bagsiden af Neverland News er der en – gætter jeg på – hjemmelavet anmeldelse af pladen. Her står bl.a.: »If Camp Neverland are dreaming about going somewhere with their music, my opinion won’t be the reason, that they’ll never make it.« Og det har de nok ret i. Held og lykke med det, gutter!

★★★☆☆☆

Deltag i debat