Plader

Concrete Knives: Be Your Own King

Skrevet af Klaus Thodsen

Franske Concrete Knives er på gaden med en debutplade, der har en så sjældent set positiv energi, at man glemmer alt om sine egne foretrukne genrer og stilarter.

Jeg vil starte denne anmeldelse af Be Your Own King, debutpladen fra Concrete Knives, langt fra deres hjemby, Caen i det vestlige Frankrig. Faktisk vil jeg tage til det mere hjemlige Silkeborg, hjemstavn for danske Alphabeat.

Mit forhold til Alphabeat er indviklet. Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at jeg langtfra er vild med deres form for farvestrålende og danseglad pop. I det hele taget er der ikke meget ved deres musik, jeg egentlig sætter ret stor pris på. Ikke desto mindre knuselsker jeg Alphabeat. Selvom jeg ikke kan lide genren, kan jeg slet ikke få nok af den glæde, energi og entusiasme, de sender ud. Jeg er kæmpefan.

Meget på samme måde har jeg de seneste dage fået det med Concrete Knives, der allerede fra det dejligt danskklingende åbningsnummer ”Bornholmer” formår at skabe en smittende energi. Nummeret viser meget godt stilen for resten af pladen. Der er korsang til hele salen, der er en enorm spilleglæde, og der er ikke mindst bare fest og farver fra først til sidst. Selvom man helst vil stå bagerst i salen med armene over kors og en forudindtaget små-kritisk indstilling til det nye, man bliver præsenteret for, er det noget nær umuligt at holde sig i ro, og inden længe må man overgive sig og danse bare en smule med.

Sådan går det ikke bare med “Bornholmer”, men med langt de fleste af Be Your Own Kings 10 skæringer. Selv ikke det faktum, at samtlige numre, som målt med lineal, passer inden for de utroligt radiovenlige 3:30 minutter, ændrer på, at Concrete Knives giver lyst til at høre mere. Kombinationen af en mandlig og en kvindelig vokal skaber i høj grad ekstra energi til det overordnede lydbillede. Morgane Colas fremstår generelt klarest, og hun er også den eneste, der af og til får lov at synge solo.

Dog holder Be Your Own King ikke formen hele vejen til den bitre ende. I de sidste tre numre får den gode stemning et lille dyk. ”Wild Gunman” signalerer skiftet, da den ellers så lysende guitar pludseligt bliver mørkere og tungere. Dette fungerer ikke helt godt med den ovenliggende »oh-oh-oh«-korsang, der her også begynder at blive en kende triviel. Det afsluttende “Blessed” fremstår på samme måde som et både tungt og sløvt nummer, der mest af alt lyder som tømmermændene, der banker i hovedet med den konstante gentagelse af »Everything has gone / I got to be the one.«

Nu kan det måske lyde, som om jeg er lidt forblændet af disse fem franskmænd. Det er ikke utænkeligt, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg medgiver, at et nummer som “Brand New Start” er så letbenet og naivt i sit udtryk, at det burde trække gevaldigt ned i den samlede karaktergivning.

Come on, korsang i tre minutter, der kører ud af en tangent på den samme mere eller mindre fraværende melodi; det burde gå mig på nerverne. Især da den underligt hylende mandestemme træder i karakter efter cirka et minuts tid, burde man virkelig få nok. Men det gør jeg sært nok ikke. Okay, indrømmet, da han kommer tilbage et minut senere, overvejer jeg at skifte videre til næste nummer. Dog lader jeg være og lader franskmændenes lille fest fortsætte. Hvorfor ødelægge festen for alle andre, bare fordi man selv er en idiot?

★★★★½☆

Leave a Reply