Plader

Dorit Chrysler: Avalanche EP

Skrevet af Durita Dybczak

Den erfarne thereminspiller, Dorit Chrysler, har bedrevet et fem numre langt dystert mareridtsoundtrack – på den fede måde.

Jeg har det, som om jeg har haft en isnende kold thriller på repeat i mine høretelefoner på det sidste. Jeg har faktisk haft mareridt, og det har jeg ellers meget sjældent. Dorit Chrysler er den østrigske kvinde bag mit kølige, elektroniske soundtrack, og hun er lidt af en verdenskvinde. Hun havde sin debut som sanger allerede som syvårig, hvor hun optrådte i operahuset i Graz. Siden har hun gjort sig bemærket som thereminspiller, sanger, guitarist, keyboardspiller, producer mm., og hun var blandt andet på Orange Scene til Trentemøllers Roskilde-show i 2010, hvorefter hun også turneret med ham.

Det er også Trentemøller, der nu præsenterer Chryslers ep, Avalanche. Ep’en består af fem numre, og den lægger ud med det mørke titelnummer ”Avalanche”. Chryslers meget luftige, dybe vokal giver en forførende, elveragtig fornemmelse, der tryllebinder en og kan få lytteren indhyllet i en overnaturlig, mystisk tågedis, der opstår ganske spontant, når man trykker play. Den ildevarslende intro med en dirrende bas, det langsomt slæbende tempo og den hvinende lyd fra en theremin, der sagtens kunne være klagesangen fra de levende døde, skaber tilsammen en meget intens stemning. Thereminen er Chryslers kendetegn. Det mystiske instrument, der lyder lidt som en sav, fuldender hendes mystiske aura og mørke musiske univers.

Stemningen fortsætter over i næste nummer, ”Forbidden Fruit”, med Marie Fisker som gæstevokalist. Den brummende bas, de insisterende elektroniske trommelyde og den gennemgående theremin, der agerer anden stemme, bibeholder det intense og hårrejsende kølige. Disen letter dog momentant halvvejs igennem ep’en, da ”Winter Glow” med den meget lysere vokal og den stadig tunge bundbas, der nu ikke længere virker særligt farlig, indtager lydbilledet. Her skifter stemningen fuldstændig, og det mørke bliver udskiftet med noget forhåbningsfuldt, nærmest barnligt ubekymret med det lyse keyboard og ordene »Nothing’s wrong«, der dominerer omkvædet.

Det varer dog ikke længe med den lyse og lette stemning. ”Swamp Behind My House” får hurtigt vækket én fra den ubekymrede drøm og får draget én med i en om muligt endnu dybere, uhyggeligere, trancelignende sump, som titlen også lægger op til. Selv helt uden vokal er nummeret stadig utrolig stemningsmættet, og det går fint i spænd med det overordnede, dunkle tema, som afsluttes med nummeret ”Glass Eye”. Afslutningsnummeret er ep’ens mest skrabede nummer, hvor Chryslers dybe vokal, en harmonika og thereminen er i fokus. Ingen beats, ingen forstyrrende elementer. ”Glass Eye” kunne godt være en slags vuggevise. Den er smuk i sin simplicitet og sit triste udtryk.

Ep’en har et gennemgående stærkt udtryk, som trænger helt igennem til lytteren med et ekstremt stemningsmættet lydbillede. Avalanche kunne godt være et fantastisk filmsoundtrack. Den er kompakt, lækkert produceret, men kan dog alligevel køre lidt fast i det dystre. Undertegnede kunne nemlig godt tænke sig at høre flere af de gladere numre, der ikke på samme måde dræner én for energi.

★★★★½☆

Deltag i debat