Plader

Dúné: Wild Hearts

Danske Dúné er klar med tredje studiealbum, det stadionrockede Wild Hearts. Desværre drukner den før i tiden rastløse, ungdommelige tilgang til musikken i højdramatik, overproduktion og 80’er-klichéer.

Denne gang er de gået stille med dørene. Ingen stress, ingen pres, ingen presse på nakken – bare fire mand i et øvelokale i Berlin, der samler sig om at finde lyden af det band, nogle af dem startede for godt 10 år siden. Rockstjernerne fra Skive, det førhen så pubertære Dúné, er blevet et voksent band med masser af liveerfaring og tre ep’er samt to fulde plader på diskografien. Nu er tredje studiealbum, Wild Hearts, klar til at møde sit publikum.

Første gang Dúné for alvor nåede danskernes øregange, var med We Are In There You Are Out Here (2007). Her ramte de ned i en musikalsk tendens, hvor flere grupper legede med et lydbillede, der kombinerede electronica, rock og indie – et dansk pragteksempel er Vetos There Is A Beat In All Machines (2006).

Dengang bestod Dúné af syv medlemmer. De var endnu gymnasieelever og så godt som uprøvede på den danske musikscene. Alligevel havde de på en eller anden måde forstået, hvad de unge, danske lyttere rockede ud til netop på det tidspunkt. Og med hårdtslående singler som “Bloodlines” og “Dry Lips” samt den nærgående og ærlige dokumentar Stages (2009) fik de skabt en del opmærksomhed omkring sig selv.

Siden har bandet gennemgået en del omvæltninger og omrokeringer og står i dag tilbage som et stadigt ungt, men meget mere erfarent firemandsprojekt. Genren er stadig rock med elektronisk islæt, men lyden af ”indie” (hvis der findes en sådan) må siges at være gået tabt undervejs. I stedet er der skruet fuldt op for vindmaskinerne, læderbuksen strammer som den skal, og slangekrøllerne er slået ud til 80’er-rock goes 2013.

En stor del af Dúnés energi og drive før i tiden syntes at komme fra følelsen af at være spærret inde i en provinsby, i drømmen om en vild verden udenfor, hvor grænser og begrænsninger var noget, der hørte fortiden til. Den rastløse ungdoms udlængsel var et tema, som bandet mere eller mindre direkte kredsede om.

Jeg har aldrig været den store Dúné-fan. Men den udadvendte rastløshed, som bandet lagde for dagen, var til at forholde sig til. Og den følelse savner jeg på Wild Hearts. Musikken her er storladen, på grænsen til det skabede, og flere passager er decideret irriterende – tag f.eks. førstesinglen “Hell No!” med sit klichépoppede råbekor, det virker simpelthen useriøst.

Et andet eksempel er pladens første nummer, “Remember Valentina (It Takes Will)”, der sikkert er en reference til de tidligere numre “Go Go Valentina” og singlen “Heiress Valentina (Princess)” fra Enter Metropolis (2009). Usmagelig autotune, et overproduceret lydbillede og en meget stadionrocket tilgang til formidlingen gør nummeret distanceret og svært at mærke. Selv pladens ballade-dele virker skabede og ikke særligt ærlige.

Måske er det bare mig, der er sur og skuffet. Jeg havde faktisk højere forventninger til bandet. At de måske havde udviklet sig i en lidt mindre overstadig retning. Men nej. Faktisk er lyden meget lig den, vi har hørt fra gruppen tidligere, blot uden den ungdommelige rastløshed, der førhen gav dem charme.

Dúné er stadig et ungt band. Det er for tidligt at servere klichéer i det omfang, som vi ser på Wild Hearts. Hvis hjerterne virkelig stadig er vilde, så spring dog ud i noget nyt. Vær et band – ikke bare en poleret musikmaskine. Jeg håber, at Dúné stadig har sin vilde liveenergi, for det er vist her pointene skal hentes med disse nye numre på repertoiret.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat