Plader

Dutch Uncles: Out of Touch in the Wild

Skrevet af Simon Lundsgaard

Britiske Dutch Uncles serverer rytmiske fjollerier med velspillende manér. Desværre kan produktionen ikke følge med.

Hvad definerer et godt håndværk? Hvornår er man så god til noget, at man kan kalde det et godt håndværk? Hvis man skal være bager, er det så nok at kunne bage brød? Bliver man en god sømand, hvis bare man kan sejle? Og er man nødvendigvis en god musiker, bare fordi man kan spille et instrument?

De 10 skæringer fordelt over godt 37 minutter på kvintettens tredje udspil viser, at Dutch Uncles kan spille. Det er der ingen tvivl om. Frontfigur, Duncan Wallis, fører sig frem med en særpræget vokal, der kunne lyde som en sammenblanding af stemmerne hos to så forskellige størrelser som Ed Droste (Grizzly Bear) og Alexis Taylor (Hot Chip). Pladen byder ofte på flere lag af rytmiske guitarer, der leder tankerne hen på øvrige indiekids som Foals og Wild Beasts. Herudover ledes lydbilledet primært af klaver og bas. Rytmikken er tight og mekanisk, mens melodierne er eksperimenterende, men stadigt fængende: catchy på den fede måde.

Strukturen på de 10 numre er præget af variationer, der også giver musikken en vis kompleksitet. Det er aldrig til at vide, hvilken vildskab der gemmer sig lige rundt om hjørnet på Out of Touch in the Wild. Det ene øjeblik fylder vidtstrakte stryger- og klavertoner lydtapetet, det næste er det trommer og rytmiske guitarer, der tager styringen. “Fester” indledes af muntre xylofoner og ender i et virvar af dominerende guitarer, dansende klaverer og taktfaste synthesizere, der udnyttes på en måde, man ikke havde set komme ved nummerets begyndelse. Og sådan er det, hver gang et nyt nummer påbegyndes. Man ved aldrig, hvor det ender.

Out of Touch in the Wild er en legeplads. En legeplads for sin lytter, men ikke mindst for fem sprælske musikere, der til sammen kalder sig Dutch Uncles. Der er ingen tvivl om, at de elsker det, de laver, og gør det af ren nysgerrighed. Og de er tilmed også gode til det. Der er simpelthen ikke ét ringe nummer at finde på albummet.

Alt dette lyder måske ganske glimrende. Og Out of Touch in the Wild kunne også være kommet meget højt op på karakterskalaen, hvis blot det ikke var for produktionssiden. Musikken er bestemt ikke ringe produceret, men på et album, der i så høj grad sprudler af kreativitet, ville nogle mere varierede input fra producerstolen gøre store underværker. De valg, der er truffet, er efter bogen og følger samtlige regler, der må være for et hit. Men Dutch Uncles virker ikke til at være et band, der vil lave et hit. De vil prøve ting af, og det bliver der ikke gjort produktionsmæssigt. Eksperimentet mangler. Det ville ellers være dét ekstra strøg, der kunne fuldende værket. Produktionen ville passe fremragende på et hvilket som helst popalbum, men spiller desværre ikke rigtigt med onklernes fjollerier.

Out of Touch in the Wild er et glimrende eksempel på, at god produktion ikke kun handler om at kunne skrue på de rigtige knapper, men også om, hvornår man skal skrue på hvilke. Og sådan er det velsagtens inden for alle fag. Godt håndværk handler om at vide, hvornår hvilke styrker skal sættes ind for at bevare det gode resultat.

★★★★☆☆

Deltag i debat