Plader

Esben and the Witch: Wash the Sins Not Only the Face

Skrevet af Anna Møller

Esben and the Witch holder storvask for synd i alle sorte nuancer. Her er stadig ingen fokus på at lokke lytteren med melodier. Snarere rives man af sted af soniske strømme og bedøvende sirenesang, der her og der ender i deciderede plumrede lydbilleder, som nok overmander, men i sin mangel på kontrast ender med at fremstå statisk kvælende.

Jeg interviewede Esben and the Witch for nogle år siden til et andet musikmagasin, og der fortalte de tre briter mig, at en af deres største musikalske inspirationskilder er canadiske Godspeed You! Black Emperor. Selvom der på mange planer er langt mellem de to bands, er fascinationen af den besættende og dystre dommedagslyd forholdsvis ens. Hos GY!BE kommer det til udtryk i trøstesløse dronede lydmassakrer. Hos Esben and the Witch har fascinationen tidligere manifesteret sig i fjerne skrig og en gotisk-uhyggelig rumklangsstemning. To tilgange til dét projekt, den ene mere vellykket end den anden.

Esben and the Witch har taget navn efter et dansk eventyr, og på debuten Violet Cries kredsede den lydlige historiefortælling om at forvilde sig ind i en mørk skov. Lytteren blev hyllet ind i skrækindjagende og billeddannende støjlandskaber, og på sin vis har Esben på Wash the Sins… fundet ud af skoven og ind i en lysnings helle. Omend den lysning kan være på en meget lille sted.

Albummets titel er efter sigende en engelsk oversættelse af det græske palindrom »Nipson anomēmata mē monan opsin« – eller skrevet med det græske alfabet »Νίψον ἀνομήματα, μὴ μόναν ὄψιν«. Palindromet er skrevet på flere hellige kilder i bl.a. Istanbul, Paris og på flere britiske kirker og tilskrives en ærkebiskop i Istanbul i det 4. århundrede. Med andre ord: Ligesom Godspeed You! Black Emperor strør Esben and the Witch om sig med religiøse referencer og dyrker en mørk, religiøs mysticisme.

Fascinationen af undergangen, tomrummet og den uundgåelige destruktion ses ikke bare i Esben and the Witch’ sangtitler som “Deathwaltz”, “Despair” og den decideret bombastiske “Smashed Into Pieces in the Still of the Night”, men også i teksterne. I “The Fall of Glorieta Mountain” synger Rachel Davies blidt opgivende: »Are you the answer, or are you an echo?«, så man sgu næsten får ondt af kvindemennesket og får lyst til at give hende et svar, der er mere og andet end hendes egen stemmes rungen.

Med andre ord finder man på Brighton-trioens andet album færre skrig og mere sang fra forsanger Rachel Davies – og her og der endda en vis form for melodisk opbygning. Således er “When That Head Splits” decideret fængende rent melodisk visse steder, selvom det som i stort set alle Esben-sange udelukkende er vokalmelodien, der besidder de melodiske kvaliteter. Den øvrige instrumentering fra Daniel Copeman og Thomas Fischer er fyldig og flyder sammen i et glidende mønster, der er mixet, så næsten alle lydlige lag ligger i samme område. Det er immervæk trættende for øret i det lange løb, men det er bølgende og organisk på andre planer. Den sløvt bevægelige “Shimmering” slæber et par tunge guitarspor efter sig, og i sin gotiske rungen er den nok billedskabende og dyster i forholdet mellem de afsluttende lyse og mørke korstemmer, men mest af alt er det påfaldende, hvor lidt dynamisk udvikling nummeret besidder.

For at vende tilbage til udgangspunktet, så findes en afgørende forskel mellem GY!BE og Esben and the Witch netop heri. På den ene side GY!BEs vedholdende bombardementer, der skifter mellem uendelige gentagelser og deciderede lydlige granatnedslag, og Esben and the Witch’ statiske og unuancerede soniske oversvømmelser på den anden side. Wash the Sins… er langt mere dynamisk i sit udtryk end sin debutforgænger, men man er stadig nødt til at være langdistancesvømmer for at komme igennem det oprørte, soniske hav.

★★★★☆☆

Deltag i debat