Nyheder

Februar-koncerter II: På Hawaii med Efterklangs dino og andehale eller bloddonation til electronica

Frost Festivalen leverer mange af live-højdepunkterne i anden del af februar. Men lidt lunt øhav, dino-rock og tysk fusionsmusik kan også snige sig ind. Tjek Undertoners udvalgte koncerter her.

Her i den anden del af februar er der fortsat en mange koncerter, som det er værd at anbefale til venner, kæreste, nabo eller andre Undertoner-læsere. En af disse er den endog meget anbefalelsesværdige koncert søndag den 17. februar med Taken by Trees. Bag navnet findes svenske Victoria Bergsman, der tidligere udgav den eventyrlige East of Eden, inspireret af og delvist indspillet i Pakistan. Hør f.eks. “To Lose Someone”, der smukt illustrerer hvordan Taken by Trees blander de pakistanske instrumenter med sin egen sørgmodige skandinaviske indiepoplyd. Efter East of Eden var kassen slunken, og Bergsman søgte via sin hjemmeside efter økonomisk støtte til at tage på turné. Siden da har hun været på Hawaii og indspille Other Worlds med blid calypso og bølgebrus, hvorfra du kan høre “Dreams” med tilhørende Hawaii-video. Nu er der omsider penge i tourkassen, og Taken by Trees kan høres live i København i Musikcaféen i Huset.

Mariam the Believer følger lyskeglen fra Gud mod Koncertkirken på Nørrebro.

Samme søndag finder en af månedens to koncerter med Efterklang sted. Trioen bestående af Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg udgav sidste år Piramida, som vandt en bronzemedalje i Undertoners plade-DM for 2012. I efteråret blev Efterklangs kompositionspop kombineret med Sjællands Symfoniorkester, som Efterklang turnerede med. Denne gang giver Efterklang dog koncerter med færre musikere på scenen. Det sker i Store VEGA den 17. februar med et seks mand stort band og dagen efter i Dieselhouse med kun trioen på scenen, begge dele som en del af den københavnske vinter-musikfestival Frost. Begge koncerter er udsolgte, men uanset om har billet eller ej, kan du nyde denne video, hvor Efterklang optræder med numrene “The Walls”, “Black Summer” og “The Ghost”. Efter de to danske koncerter tager bandet på turné i USA og Europa inden de igen giver koncert herhjemme på Roskilde Festival.

Onsdag den 20. februar går det amerikanske støjrockband Dinosaur Jr. på scenen i Voxhall i Aarhus til deres eneste danske koncert i denne ombæring. Bandet blev dannet i 1984 og kaldes i dag legendarisk af nogle og inspirationskilde for Nirvana af mange. Trioen blev opløst i 1997, men fandt atter sammen i 2005. Sidste weekend kunne bandet fejre 20 års jubilæet for deres Where You Been, hvorfra ”Start Choppin” blev et gedigent 90’er-rockhit. Om sidste års I Bet on Sky skrev Undertoners anmelder: »Dinosaur Jr. kroner næppe hitlisterne i 2012, men hvad gør det, når man pynter og stadig kan præge den alternative rockscene. De aldrende legender brøler lidt lavere og buldrer en anelse mindre i deres lange seje vandring; langtfra tæmmet, men en kende blødere i den ellers så stramme, solbrankede og ru dinohud.« Hør lyden af rå dinohud live den 20. februar.

Ligesom i begyndelsen af måneden står Frost for nogle af februars mest interessante koncerter. Fredag den 22. februar er det Stengade, der lægger scene til, når Ducktails alias Real Estate-guitaristen Matt Mondanile kigger forbi. Ligesom i Real Estate er Ducktails’ musik solbeskinnet pop, man kan stene til på den gode måde. Med sig på Stengade har Ducktails den danske synthesizerduo Max Gaia, som består af Simon Formann og Jonas Frederiksen, der begge er med i bandet Girlseeker. Det bliver duoens debutkoncert, så hvis du vil høre det nye først, er denne aften en glimrende mulighed. Indtil den 18. februar kan du desuden vinde billetter til koncerten her hos Undertoner.

Det er også Frost, der præsenterer koncerten med Mariam the Believer den 28. februar i Koncertkirken på Blågårds Plads. Mariam Wallentin kender vi jo fra den svenske duo Wildbirds & Peacedrums, der flere gange har betaget publikum helt og aldeles med deres enkle, stærke numre med trommer, steelpan og Mariams naturkraft af en vokal helt i front – som på Jazzhouse i 2010. Nu er hun ude med sit første soloalbum som Mariam the Believer. Albummet har fået titlen Blood Donation, og fra det kan du se og høre en smagsprøve med “The String of Everything”. Med sig i Koncertkirken har Mariam det danske band Cancer, der består af Nikolaj Vonsild, frontmanden fra When Saints Go Machine, samt Kristian Finne Kristensen, der normalt står bag Chorus Grant.

Samme aften, torsdag den 28. februar, kan du dog også overveje at få udfordret dine genreopfattelser i Lille Vega. Her går den anerkendte, tyske electronica-musiker Frank Bretschneider på scenen sammen med den danske komponist Ejnar Kanding og ensemblet Contemporánea under navnet Bretschneider & Kanding. Her blandes electronica, ambient og glitch med klassisk musik til en ny, spændende helhed. Bretschneider & Kanding vil bl.a. fremføre deres fælles værk Auxiliary Blue live. Aftenen igennem ledsages koncerten af visuals af kunstneren Lillevan, der især er kendt for sine Fennesz-videoer. Læs mere her.

Find flere anbefalinger til februars koncerter i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat