Plader

FIDLAR: s.t.

Skrevet af Jonas Sørensen

På deres debut-lp spiller FIDLAR en bunke sange om at slacke. En gang imellem er de fantastiske, og andre gange er de blot okay.

FIDLAR er et surfpunkband fra Los Angeles, der efter en bunke singler over de sidste par år nu er klar med deres debut-lp: 14 sange om at skate, surfe, drikke, tage stoffer og alt i alt have det meget sjovt og være lidt ligeglad med det hele. Det er en kavalkade af guitardreven surfmusik, der bevæger sig rundt i den traditionelle 60’er-stil med energi og attitude nok til, at jeg ville kalde det punk, og med hooks af så høj kvalitet, at jeg kunne kalde det popmusik.

Omkvædet på åbningsnummeret “Cheap Beer” går simpelt nok »I drink cheap beer, so what, fuck you«, og det giver i virkeligheden en ret god beskrivelse af resten af pladen. FIDLAR fungerer bedst, når de er ude i energiske, ekstremt catchy numre. De brillerer i et nummer som “No Waves”, der sagtens kunne have været et Wavves-nummer (ironisk nok), med hurtige riffs, simpel lyrik og en fandens masse energi. Succesen gentages i “Wake Bake Skate” og “5 to 9”. Fælles for disse numre er en dedikation til at være slacker og en generel apati over for at tage livet alvorligt. Mens musikken ikke som sådan er original, er sangskrivningen utrolig stærk.

Andre gange sænkes tempoet i et 60’er-surfrock-klingende nummer som den som sådan meget morsomme “Max Can’t Surf”, bumsehymnen “Gimmie Something” eller for den sags skyld “LDA”, som jeg kunne have svoret at have hørt som soundtracket til en eller anden surfvideo, jeg engang så. Den pointe, jeg prøver at komme frem til her, er blot, at det her ikke er overdrevent kompleks musik. Der er ikke megen nyskabelse til stede. Det er for helvede punkrock i sin mest tilbagelænede form.

Problemet opstår så med et nummer som “Whore”, hvis intro mest af alt mindede mig om Corey i “Say Anything”, og det er også sådan en sang, jeg synes at få smidt i hovedet. “Whore” er som sådan også den eneste afviger i forhold til temaet. Som allerede nævnt handler om at nyde livet og gøre, hvad man har lyst til, og den ensformige lyrik kan godt gå hen og blive en del trættende, når den ikke behandles med nogen umiddelbar dybde eller variation.

Et andet problem ligger i produktionen. For mens lydkvaliteten er gået op (om end ikke voldsomt), synes en del af energien at være forsvundet. Hvilket efterlader mig i en underlig situation, hvor jeg sætter pris på tydeligheden, men lidt savner den skramlede lo-fi-produktion, der var på bandets tidlige singler og demoer. Det slår mig også som en upassende kontrast, der modarbejder det billede af en levestandard, der nærmer sig hjemløshed, som FIDLAR ellers synes at skabe gennem teksterne.

FIDLAR er på ingen måde en dårlig plade, men det er en blandet fornemmelse. Mellem helt igennem fantastiske, energiske numre er der andre, der veksler imellem “okay” og “fint nok”. Som album er det ikke en vældigt spændende oplevelse, så det hele kan koges ned til, om man kan lide de enkelte sange, og jeg er endt med at synes meget godt om en god portion af dem. Man bør nok ikke lægge så mange tanker i det hele; måske man bare skulle læne sig tilbage og tage det hele, som det kommer.

★★★★☆☆

Deltag i debat