Plader

Foals: Holy Fire

Skrevet af Pladeklubben

Holy Fire lyder britiske Foals som et halvtomt dansegulv, hvor alle de lækre piger for længst er gået hjem.

Al musik har et humør, og alt humør har en plade. Alle mennesker har, lige meget om de er overstrømmende glade, dybt deprimerede, øreædende aggressive eller bare småsultne, noget musik, der passer nøjagtig til dagens humør.

Det tredje udspil fra britiske Foals har ikke noget humør, og det er et større problem for pladen, end man umiddelbart skulle tro. For pladen ved ikke, hvad den vil være.

Singleforløberne “My Number” og “Inhaler”, der begge har hjemsøgt radioer nær os alle sammen, er glimrende dansenumre – iblandet tunge elementer hid og did og masser af velfungerende musikalske lag. Pladens sidste numre, navnlig “Stepson” og “Moon”, er derimod dybt depressive og sorte og nærmest Depeche Modede. Og “Out of the Woods” lyder som en calypsoversion af Pet Shop Boys med et deprimeret bagtæppe. I det hele taget er der rigtig meget at lytte til. På godt, men mest på ondt.

For det roder rundt, og det er netop denne mangel på sammenhæng, der betyder, at en plade som Holy Fire for de fleste vil komme til at samle støv på hylden. For man er aldrig rigtig i humør til den. Den er aldrig i det humør, man har brug for. Den sætter sig mellem alle stolene uden at sætte sig godt på nogen af dem.

Inden under den dansable discolyd ligger der både råbende guitarer og tonserfede trommer og lurer – og det er sådan set både styrken og svagheden, at Foals sætter sig durk mellem dansegulvet og whiskeybaren med kække melodier og lag på lag af ædende guitarsoli og ikke mindst virkelig lækkert arbejde fra trommeslager Jack Bevan.

I det hele taget er det svært at finde kritikpunkter, hvis man går Foals igennem instrument for instrument. Her er virkelig højt niveau og flotte sange med fine kompositioner. Alligevel ender Holy Fire med at lyde som en samling middelmådigt monotone sange uden hverken store op- eller nedture. Årsagen er simpel: Her er simpelthen ikke nok på hjerte. Der er ikke tænkt nok over helheden, og man får fornemmelsen af, at der ikke har været tilstrækkeligt med kritiske røster inde over tilblivelsen af Holy Fire.

Det stinker af, at den tredje udgivelse fra Foals skal være pengepladen; den, der bringer dem ud i radioerne og på festivalerne for alvor. Det skal nok lykkes, men til hvilken pris?
Vores gæt er, at Foals har solgt deres langtidsholdbarhed og særpræg for nogle hurtige penge på alverdens Smukfester.

Foals bliver tit beskrevet med diffuse termer som mathrock og andet avantgardistisk hejs, som almindelige mennesker vanskeligt forstår. Men selv hvis man gør; selv hvis man læser på lektien og derefter lytter til Foals, giver det ikke mening. I hvert fald ikke i tilfældet Holy Fire. Det er ikke – hvor gerne bandet end selv ville have det – særlig særligt. Det er allerhøjest lidt skizofrent.

Og selv hvis man så beskuede musikken helt højpandet som det ypperste inden for post-mathpop-indiegrunge-hardcoreklezmer, eller hvad fanden man nu kan finde på – så ændrer det ikke på det simple, at det ikke er lækkert i øret. Og det er trods alt stadig det vigtigste, er det ikke?

Mads:

★★★☆☆☆

Bertel:

★★★☆☆☆

5 kommentarer

Deltag i debat