Plader

Iceage: You’re Nothing

Skrevet af Jonas Sørensen

Iceages andet album er en sublim samling støjende punk, der formår at holde styr på et virvar af genrer, primært grundet en øget modenhed i sangskrivningen og et stærkt musikalsk fokus. You’re Nothing er kompleks, interessant og følelsesmæssigt rammende. Rå og intens på ydersiden, men med en stor indre dybde.

Det slår mig som nærmest absurd, at Iceage er et af tidens største danske bands. Normalt forbliver støjende og aggressiv punk på lokale undergrundsscener, men ikke desto mindre har den københavnske kvartet været på flere turnéer, der har bragt dem verden rundt, efter at deres debut-lp, New Brigade, fik den ene stærkt positive anmeldelse efter den anden i internationale medier.

Selv om det virker absurd, er bandets gennembrud helt fortjent. New Brigade er en moderne dansk klassiker – et sublimt sæt skramlet, larmende, lynhurtig punk, som stod i en klasse for sig selv, ikke bare herhjemme, men også internationalt. Det er tidligt at kalde pladen indflydelsesrig, men den har i hvert fald bragt den københavnske punkscene ind i udlandets søgelys.

Sådan et album er svært at følge op på; heldigvis skuffer Iceage ikke. You’re Nothing præsenterer som sådan det Iceage, vi allerede kender, men albummet føles mere fokuseret. Da debuten udkom, var den lyden af unge, vrede, angste teenagere. Den lyd er der stadig, men sangskrivningen er modnet, melodierne er bedre, og det hele føles ikke bare mere raffineret, men også meget stærkere på et rent emotionelt niveau.

Iceages styrke ligger i, hvor perfekt bandet balancerer hardcore-kadence, no wave-tekstur og postpunk-kunstfærdighed. You’re Nothing er ikke meget længere end debuten, men i de 28 minutter, som pladen varer, bankes lytteren rundt i en bunke sange, der tematisk føles nogenlunde sammenhængende: Lyrikken veksler mellem introspektion og udadrettet vrede, og det hele kædes sammen af Elias Rønnenfelts utrolig stærke sangskrivning, hvor han behersker et både malerisk og direkte tekstunivers.

Åbneren “Ecstacy” forsikrer med det samme lytteren om, at Iceage holder fast i deres semi-lofi-rødder. Lydbilledet er domineret af hurtige, diskante guitarer, og da trommerne rammer, mødes man af en rytmik, der mest af alt minder om disco. Dette virvar af støjende, fremdrivende instrumenter opbygger baggrunden til Elias Rønnenfelts om muligt mest gribende og direkte lyrik, der leveres med opgivende apati. Eksistensen er meningsløs, og det føles ulykkelig og formålsløst at give sig hen i hedonisme: »But bliss is momentary anyhow / yet worth living for – take me now,« synger han, og budskabet accentueres af det gentagne »pressure«. De enkelte øjeblikke, der synes at bringe glæde, er blot en flugt fra knusende ensomhed og depression.

Andre steder, som i “Wounded Hearts”, rettes blikket udad. Den traditionelle, klichéfyldte punkrebelskhed kommer til udtryk i åbningslinjerne, hvor Rønnenfelt omtaler assimilering og konformisme, her symboliseret af spændetrøjer og kæder. Men denne protest bliver slået ned af en håbløshed og et generelt pessimistisk syn på fremtiden med linjerne »wounded hearts can fight / but it all comes down the same.« Iceage er ved at blive voksne, og det vrede oprør, der karakteriserede deres ungdom, erstattes af erkendelsen af nederlaget: Man kan ikke bekæmpe systemet for evigt.

Styrken ligger dog ikke kun i teksterne. Musikalsk har Iceage også bevæget sig et godt stykke. Hvor New Brigade var meget diskant og holdt en nogenlunde fast stil, er You’re Nothing betydeligt mere eventyrlysten. I et nyligt interview med Pitchfork sagde forsanger Elias Rønnenfeldt “We lost our boundaries of what you can and can’t do; if we think a song needs piano now, for example, it’s going to have piano. It’s just natural progression”. Det kommer tydeligt til udtryk og gør You’re Nothing mere varieret end forgængeren.

For det første er lyden generelt tungere, både selve guitarlinjerne og måden, det hele bliver spillet på. New Brigade havde langsommere øjeblikke, men nåede aldrig ned i samme niveau som f.eks. versene i den sorte “Burning Hand”, der består af langsomme, sumpede guitarriffs, der understøttes af Dan Kjær Nielsens dundrende, gennemsmadrede trommer. Omvendt er titelnummeret “You’re Nothing” et strålende eksempel på den stil, Iceage havde udført til perfektion på debuten; det spurtende, skramlede punknummer, der formåede at være abnormt catchy på trods af Rønnefelts til tider utydelige vokaler.

Det største stilskift ligger i “Morals”, der for så vidt er et cover af en italiensk popballade fra 1960’erne. Her finder vi Iceages hidtil mørkeste og mest depressive sang, hvor Rønnenfelt begiver sig ud i selvmordstanker, religion og generel håbløshed. Det hele er dybt personligt og med en ufattelig mængde rå følelse, og man trækkes med ned af skarpe guitaranslag og marcherende trommer – og den mærkværdige tilstedeværelse af et klaver, der umiddelbart virker malplaceret, men faktisk fungerer fantastisk som grundstenen i et nummer, der er så dunkelt og dystert.

På den helt anden side af det musikalske spektrum ligger den fængende “Rodfæstet”, der er hurtig og nærmest opløftende. Teksten er på dansk og er nok den mest jordnære og menneskelige sang på pladen – i en sådan grad, at det nærmer sig De Høje Hæle. Der er så stor en diversitet og nytænkning i konstruktionen af numrene på You’re Nothing, at resultatet kunne være kluntet og kaotisk, men det hele kædes sammen af en lyd, der trods medlemmernes mange sideprojekter i forskellige stilarter stadig er helt udpræget Iceages egen.

Da “You’re Nothing” afslutter albummet, føles det konkluderende: »Ways to protect this hollow shell, so inhumane / Remove yourself from patterns laid all through life / look at yourself / That’s right, you’re nothing / Feel the void grow / That’s right, you’re nothing / Self set so low« synger Rønnenfelt, men uden den håbløshed, som teksten ellers fremsætter. I stedet fremstår det opløftende, og hele omgangen føles absurdistisk: Livet er meningsløst, så fortsæt med at kæmpe for at opnå meningen.

You’re Nothing er et komplekst værk. Teksterne skifter mellem symbolik og direkte opråb, mens stemningen er gennemsyret af mørke, vrede, angst og desperation. Hvert eneste nummer er konstrueret uden for genrens konventioner. Melodierne komplementerer og dekonstruerer hinanden, og fra start til slut nedriver Iceage grænserne for, hvad punk er. Bandets inspirationskilder er eklektiske og utraditionelle, og man kunne frygte prætentiøse ambitioner, men i stedet er resultatet naturligt og let at relatere til. You’re Nothing er et fuldkomment sublimt album og står som endegyldigt bevis på, at Iceage er kommet for at blive.

★★★★★½

Deltag i debat