Plader

Jacob Faurholt: Geek Love is the Best Love EP

Skrevet af Kaspar Pedersen

På sin nye ep har Jacob Faurholt masser af udtryk og karakter, men hans skævhed kommer indimellem til at skubbe sangskrivningstalentet til side.

Jacob Faurholt er oprindeligt fra Aarhus, men er nu bosat i Berlin. Desuden står Faurholt for bandet Crystal Shipsss, som debuterede sidste forår for dernæst at tage på turné i USA. På Geek Love is the Best Love har Faurholt selskab af Samuel Grey fra New Zealand og vennen Soren fra canadiske Man Meets Bear.

Som på sine øvrige udgivelser fastholder Faurholt på Geek Love is the Best Love en lo-fi, hjemmeproduceret lyd samt en stil, der indbefatter psychpop, indiefolk og enkelte steder en snert af punk. Lydbilledet er domineret af akustisk guitar og klaver, og universet er overvejende mørkt og melankolsk med et undertiden frustreret udtryk. Vokalstilen er upoleret og har en facon, der inspirationsmæssigt kan spores til ikoner som Bob Dylan og Lou Reed.

Selvom sangene i udgangspunktet er enkle og lyttervenlige med iørefaldende melodier, er der aldrig langt imellem skæve toner, effekter og afvigelser, der holder én vågen og samtidig gør opmærksom på, at Faurholt ikke vil være en traditionel singer/songwriter. Eksempelvis bliver åbningsnummeret ”Spider Alert” opbrudt af et formløst instrumentalt mellemstykke efterfulgt af et temposkift og en alternativ fremførelse af omkvædet, der lyder: »I know that this is heavy / I know that this is hard […] look for a new start«. På titelnummeret pumper både akustiske og elektriske guitarer over nogle disharmoniske akkorder med en trommemaskine under sig og så Faurholt, der atonalt og anstrengt synger: »It’s time to pursue happiness / it’s time to save my soul«. De to nævnte teksteksempler vidner i øvrigt om et på ep’en fremtrædende tema: at komme videre.

Da Geek Love is the Best Love er en ep og derfor kun indeholder seks numre (hvoraf det længste kun varer lidt over tre minutter), kommer de forskelligartede og sommetider skæve elementer til at virke lidt forstyrrende, og det er egentlig først under de to sidste sange, at musikken begynder at hvile i sig selv. Næstsidste sang, ”Northern Lights”, er en bittersød, dvælende erindring om en for længst tabt kærlighed. Stilen lægger sig op ad americana, og der er smagfulde guitareffekter samt lyden af en syngende sav i baggrunden. Endeligt er der den nedbarberede og delikate ”Hiding in the Shadows”. Her bliver vokalen sammen med den akustiske guitar suget ned til en nærmest hviskende falset, mens lyden af gadestøj fra et åbent vindue stille og roligt tager over. Simpelt og stemningsfyldt.

Faurholt er en dygtig sangskriver og skal bestemt anderkendes for sit karakteristiske og kreative udtryk, men spørgsmålet er, om ikke han i bund og grund er mere konventionel, end han selv vil være ved. Skævheden kombineret med gør det selv-metoden kan godt komme til at virke lidt søgt på Geek Love is the Best Love, som om det vigtige er at værne om undergrundsprofilen frem for at lade musikken ånde frit. Muligvis handler det blot om, at Faurholt burde have ventet med denne udgivelse, til han havde materiale nok til et fuldlængdealbum.

★★★☆☆☆

Deltag i debat