Plader

Jim James: Regions of Light and Sound of God

My Morning Jacket-forsangeren Jim James har udgivet sin første soloabum med originalt materiale. Og det lever, på sin helt egen måde, helt op til My Morning Jackets tårnhøje niveau.

Jeg fik første gang øjnene op for Jim James, da han i filmen I’m Not There fra 2007 stod på en pavillon i Det Vilde Vesten med ansigtet sminket kridhvidt og en hat trukket godt ned over ørerne, mens han sang “Goin’ to Acapulco” af Bob Dylan.

I Jim James’ version blev dette nummer – der ellers er relativt ukendt og stammer fra pladen The Basement Tapes, hvor Dylan spiller sammen med The Band – i den grad vakt til live. Jeg måtte straks vide, hvem denne helt fantastiske vokal tilhørte, og til min store glæde opdagede jeg, at manden spillede i et fuldstændigt fantastisk band, My Morning Jacket.

Det gør han stadig, men nu har James også fundet tid til at udgive sin første soloplade med originalt materiale, og lad mig slå det fast med det samme: Den lever helt op til My Morning Jacket.

Fundamentalt anderledes er musikken på Regions of Light and Sound of God ikke, men hvor My Morning Jacket har guitaren i centrum, eksperimenterer Jim James i sit soloprojekt med andre instrumenter, som han i øvrigt alle selv spiller.

Åbningsnummeret “State of the Art (A.E.I.O.U)” indledes med regnvejr, harpe og pauker, hvorefter et ensomt salonklaver akkompagnerer Jim James’ mageløse lyse vokal gennem de første vers. Langsomt bygges nummeret op, først med trommer, så bas og til sidst keyboard og diverse slagtøjinstrumenter med en triangel på toppen.

Teksten sætter spørgmål ved, om vi er på vej til at blive slaver af den nyeste teknologi, og om den måde vi bruger teknologien som vejen til det gode liv. I det, vi kan kalde omkvædet, synger Jim James: »A.E.I.O.U, A.E.I.O.U / I use the state of the art / technology / Supposed to make a better living / and a better human being? / We got all eyes all cross / The tips roll tight / and I’m streaming to remember / just what means to be alive.«

I sin pressemeddelelse skriver Jim James, at han gerne vil have musikken til at lyde, som om den kommer fra et andet sted i tiden – som fremtidens fortid. Det er store ord, men jeg er tilbøjelig til at give manden ret. Sagen er jo den, at Jim James i sin sangskrivning har sit helt personlige tag på musikhistorien. På mange måder graver han dybt ned i musikkens skatkammer og fisker gode ting, lige fra 50’er-soul, funk og disco til folkrock og psykedelika, frem. Samtidig blander han det på en helt ny og frisk måde, så intet er, som det plejer at være. Det kan man kalde fremtiden, og forudsigeligt er det aldrig. Snarere mageløst eklektisk. Musikken fænger første gang, men samtidig kan man vende tilbage og finde nye lag i musikken.

Efter det eftertænksomme åbningsnummer tages vi således allerede i næste nummer, “Know Til Now”, i en helt ny retning med et diskofunk-beat, der tromler derudaf med Jim James’ falset på toppen, og tredje nummer, “Dear One”, er skizofrent lydende klaver tilsat space-keyboards oven på en skæv, funky bas og en slæbende trommerytme.

På et album af utrolig høj kvalitet, hvor der er så mange numre at fremhæve, vælger jeg “A New Life” som det absolutte højdepunkt. Nummeret ligger som en perle i en østers, der lukker sig op. Der lægges ud i melankolsk folkstil med en ensom guitar på afveje og Jim James, der krænger sin martrede sjæl ud. Pludselig sætter et funky beat med håndklap ind, og så er vi ellers i 50’er-bubblegum-land med romantiske keyboard-flader, fantastiske korstemmer, barytonsax og walkingbas, der vil gøre den mest deprimerede teenager glad i låget.

Regions of Light and Sound of God har mine varmeste anbefalinger.

★★★★★☆

Deltag i debat