Plader

Klak Tik: The Servants

Fra sit eksil i London har Søren Bonke skabt et ambitiøst, helstøbt og medrivende andet album, der udnytter folk-genrens muligheder til det alleryderste og bekræfter, at Klak Tik fortjener langt mere opmærksomhed herhjemme.

Hvordan kan det være, jeg aldrig har hørt om Klak Tik før bandets nye og andet album, The Servants? Det kan skyldes, at manden bag bandet, Søren Bonke, har været bosat i London i mere end et årti. Det kan også skyldes, at bandets kritikerroste debutalbum fra 2010, Must We Find a Winner, først blev distribueret til Danmark med et års forsinkelse.

Eller måske skyldes det, at jeg de senere år har været en smule reserveret over for folkgenren, hvis udøvere ofte prøver så hårdt at virke autentiske, at det modsatte i stedet bliver tilfældet. Uanset hvad, så er det synd og skam. For Klak Tik gør min folk-skepsis til skamme og har i den grad fortjent at blive hørt.

Ud over Søren Bonke består bandet af Jonathan Beyer fra England og Matthew Mitchinson fra New Zealand, og de har selv både produceret og udgivet The Servants. Hvilket faktisk er ganske imponerende, når man hører den vidunderlige rumlighed, de har opnået i produktionen.

Instrumenterne har en smuk rumklang og flyder naturligt sammen. Bonkes vokal er ren, men stadig følsom. Guitarerne og bassen får lov at beholde sine akustiske karakteristika, uden at det på noget tidspunkt hæmmer fremdriften i numrene. Trommerne er sparsomme, men konsekvent velplacerede. Og når der skiftevis gøres brug af blæsere, strygere, orgel, banjo og mandolin, sker det med specifikke, velovervejede mål for øje.

Klak Tik har et gennemført og meget personligt udtryk, der aldrig lader sig begrænse af folk-konventionerne. Men glimtvis får man alligevel associationer til nogle af genrens største navne: I “Reborn” lyder vokalmelodien som noget, Simon and Garfunkel ville være stolte af at have skrevet. Blæserorkestreringen i “Quenched Man” og “Landing Party” minder om freak-folkeren Sufjan Stevens. I “Fire Souls” mærker man en Jeff Buckley-lignende skrøbelighed, mens “Cool Hand Luke” har en halvpsykedelisk slut-60’er-lyd a la The Doors eller Sgt. Pepper. Og korarrangementet i “St. Barnaby’s Church” leder tankerne hen på Fleet Foxes.

Det er nogle associationer, som vender tilbage flere gange i løbet af albummet, men fordi det kun er i glimt, virker det aldrig påtaget. I stedet virker det som rendyrket inspiration eller måske ligefrem et egentligt musikalsk åndsfællesskab med giganterne.

Teksterne er ikke geniale i sig selv, men bliver til gengæld overbevisende leveret og perfekt underbygget af musikken hele vejen igennem. Som i singlen “Reborn”: »Now I’ve finally woken up to the beauty of the world / Through a love song that I heard from the rivers and the birds.« Det er et simpelt og genbrugt billedsprog, men samtidig udgør det en af pladens mest medrivende øjeblikke pga. vellyden og det dynamiske skift, der lægges op til i musikken. Sangen er albummets klart mest tilgængelige og har allerede fanget mange lyttere, da den er blevet brugt i en reklame.

De andre sange tager et par gennemlytninger mere at komme ind på, men bliver til gengæld kun bedre for hver gang. De allerede nævnte sange fremstår umiddelbart stærkest på albummet, men på alle numre er det åbenlyst, at musikken er grundigt gennemtænkt. Albummet fremstår helstøbt uden en eneste sang, der falder igennem, og det bør derfor også høres i sin fulde længde på små 42 minutter. Bandet kender sin besøgstid, og albummet slutter, mens man stadig har lyst til mere.

Det ville dog klæde Klak Tik, hvis trioen lidt oftere trådte ud af sin lydmæssige comfort zone og varierede sine opbyggende virkemidler en smule. Man når for eksempel at vænne sig så meget til den storladne brug af kor og trompeter, at de efterhånden mister sin dragende effekt. Så ville det være mere gribende med nogle pludselige skift i energi eller tempo.

Men det ændrer ikke synderligt ved, at dette album, og bandet generelt, fortjener meget mere opmærksomhed, end de hidtil har fået herhjemme. Klak Tik formår at udnytte folkens muligheder på fuldt ud samme niveau som eksempelvis The Rumour Said Fire, og bandet har også format til at klare sig internationalt. Så hvis du heller aldrig har hørt om Klak Tik før, kan du lige så godt starte med The Servants. Forhåbentlig kommer du alligevel til at høre meget mere til dem.

★★★★★☆

Deltag i debat