Koncerter

Local Natives, 19.02.13, Lille Vega, København

Skrevet af Jonas Hjortdal

Til den udsolgte koncert med de cool indierockere i Local Natives lå numrene klods op ad albumversionerne, og overraskelserne udeblev. Men til sidst kom festen.

Det kunne i den grad ses på fremmødet til aftenens koncert med Local Natives i Lille Vega, at bandet fra Silver Lake i Los Angeles har en lyd, der er som støbt ned i cementen på Vesterbro. Allerede da opvarmningsbandet Balthazar gik på, var der godt fyldt i den lille sal – et godt bevis på, hvorfor billetterne til koncerten blev revet væk, og der allerede er blevet annonceret en koncert mere i Store Vega til november.

Med oplagte referencer til blandt andre Grizzly Bear og især i liveleveringen Band of Horses har de fem Californien-drenge allerede sikret sig en talstærk dansk fanbase, hvorfor det nærmest gav sig selv, at de dagen forinden havde tilbragt deres første fridag i længere tid i netop den danske hovedstad. Der var altså alle forudsætninger på plads for en stor aften i selskab med indierockerne.

Siden den fremragende debut Gorilla Manor fra slutningen af 2009 har de brugt mere end tre år på at turnere og færdiggøre ‘den svære toer’ Hummingbird, der udkom kort tid før koncerten, og som forsanger Kelcey Ayer forsikrede os om, at han så meget frem til at præsentere for os. Det var dog klart lige fra det indledende dragende folksy fingerspil på åbneren “You and I” fra netop seneste album, at det var 2009-albummet, der havde fået pengene op ad lommerne på de fremmødte.

Den første genkendelse kom da også først på aftenens tredje nummer, da akkorderne til hittet “Wide Eyes” blev slået an. I mellemtiden havde vi fået singlen ”Breakers” fra Hummingbird. Et nummer, der med en dragende, længselsfuld vokal, et opskruet tempo og lækre trommer er oplagt dansegulvs- og livemateriale. Den blev i aftes leveret lidt for klods op ad albumversionen og uden viljen til at eksperimentere. Det kunne, måske med lidt hjælp fra publikum, have forløst det fulde potentiale.

Det var desværre et gennemgående tema for koncerten, at både interaktionen med publikum og de helt store overraskelser udeblev. »Det er godt nok en tight levering,« som min sidemand konstaterede, og det havde han ret i. Det er netop det billede, der tegner sig af Local Natives: De har fundet en opskrift, der virker, og så har de ikke pillet ved eller justeret den siden. Hverken fra første til andet album eller i deres optræden live. Det er svært at fortænke dem i, når nu de er så gode til det, men også svært at miste jordforbindelsen af.

Et par afvigelser blev det til fra den ellers fuldstændig stilrene levering og unødvendigt overdrevne skelen til det sikre. Et af dem var måske ufrivilligt, da Kelcey Ayer annoncerede “Ceilings” fra nye Hummingbird, der dog i stedet blev afløst af en klassiker i form af ”Airplanes” fra Gorilla Manor, der igen drog genkendelsens glæde fra publikum. Et tiltrængt rids i facaden og et af de få steder, hvor sætlisten adskilte sig fra de hidtidige europæiske datoer.

“Ceilings” blev vi dog heller ikke snydt for, ligesom vi fik den sympatiske Fleet Foxes-ode “World News”. Som afslutning på første del fik et par kærestepar mulighed for at rykke endnu tættere sammen og ønske sig væk på en vinterrejse i mol til det sydlige Manhattan i “Bowery”. Nummeret fungerer også som lukker på Hummingbird, og så forlod bandet scenen til de trods alt taktfaste klap, der krævede ekstranumre.

Tre af slagsen blev det til, startende med “Wooly Mammoth”. Her var det som om, at de nærmest drillende trommerundgange fra Matt Frazier fik kickstartet resten af bandet, der efterfølgende leverede aftenens højdepunkt med “Who Knows Who Cares” fra første album. Til den passende lyrik »The current has us now – it’s okay – take into account that it’s all about to change,« blev tøjlerne sluppet og der blev søsat en fællesdans med publikum, der straks kvitterede med at istemme de syng-med-venlige tekster. Det fungerede så godt, at bandet til sidst besluttede sig for at overlade sangen helt og aldeles til den gyngende sal. Så var det pludselig svært ikke at tro på Taylor Rice, når han med befriende svedperler dryppende fra California-mustachen erklærede, at det altså var første gang nogensinde, de havde oplevet det.

På “Sun Hands” fortsatte både dans og den nyfundne kemi mellem band og publikum, og så var festen ellers overstået, bedst som man stod med følelsen af, at den endelig var kommet i gang.

Bedst beskrevet var det måske af den unge dame, der udspurgt af sin kæreste kom frem til, at det var »meget godt.« Med en tonation, der sagde, at det var meget godt på den der måde, som en nordisk fusionsplatte med limfjordstang er »meget godt«, fordi det er dikteret af tidsånden. Efter at have fordøjet Los Angeles-fusionskøkkenet yderligere fik hun da også tilføjet, at »det i hvert fald var indie.« Se det er i hvert fald svært at argumentere imod.

Mens limfjordstang nok stadigvæk er limfjordstang i morgen, så får de fem tighte Local Natives-drenge et godt halvt år til at finde deres ståsted med det nye materiale og stramme det lige de fem procent op, der gør, at jeg i hvert fald nok skal kigge forbi igen.

★★★★☆☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

1 kommentar

  • Stod nøjagtigt ved siden af anmelderen under hele koncerten.
    Jeg kunne desværre også genkende dårlig kontakt med publikum, samt at ganske få desværre kendte til det nye materiale (endnu). de nye sange er ellers outstanding kvalitet dog uden alt for mange med klassisk ørehængerpotentiale a la “airplanes”
    På de første fire sange var lyden lidt for skramlet i lille vega. Det lød som om højttalerne havde skruet sig løs fra væggene, og var ved at falde ned!
    Til gengæld er jeg lodret uenig med anmelderen i, at musikken var leveret tight i starten. Tværtom kunne man snildt høre at især de nye numre var afleveret flot og med små justeringer i vokalharmonierne. Instrumenteringen var det meste af aftenen dog sjældent langt fra studieoptagelsernes rammer. Men det skyldes nok, at ord som “legesyg” og “variation” er nøgleord, selv på deres plader. Så det er ikke et problem for Local Natives, når de afleverer deres musik live.
    Og så må man give trommeslageren credit for nogle fantastiske rytmer. Glæder mig til Store Vega næste gang, hvor vi forhåbentligt får mere publikumskontakt, bedre lyd og længere spilletid end de (lidt fedtede) 65 effektive spilleminutter ;-)

Leave a Reply