Plader

Night Beds: Country Sleep

For at indspille sit debutalbum flyttede 23-årige Winston Yellen ind i en Nashville-villa, der tidligere har tilhørt Johnny Cash. Helt op på mesterens niveau når Yellens indiefolk dog ikke, men der er alligevel spændende perspektiver på Country Sleep.

Hvor finder jeg det mest inspirerende sted at lave mit debutalbum? Det må unge Winston Yellen alias Night Beds have spurgt sig selv om, da han sidste år ledte efter et sted at skrive sangene til Country Sleep. Han installerede sig selv 10 måneder i en 1800-tals-villa i udkanten af countrymusikkens højborg, Nashville. En villa, som vel at mærke tidligere tilhørte ingen ringere end Johnny Cash. Det må derfor have været med en vis ærefrygt, at den 23-årige troubadour slog sin guitar an og tog hul på opgaven. Mr. Cash kan dog kun nikke anerkendende til den unge mands indtræden på indiefolkscenen, om end debutalbummet fra Night Beds dog forbliver en smule anonymt.

Country Sleep er en velvalgt titel til et album, som ofte lyder af det, det er. Sene aftentimer, isoleret eftertænksomhed, længsel og en ung mands søgen efter en plads i verden. Det indtryk bliver tykt understreget i “Cherry Blossoms”, hvor Yellen indleder: »Through my window / cold wind blowing / I can’t take this / I can’t take no more«. Og senere »I’m dying to find me a home / Take me home.«

En af styrkerne på Country Sleep er Winston Yellens stemme, som leverer de 10 sange med både styrke og skrøbelighed. Yellen åbner modigt albummet med den nøgne et minut lange “Faithful Heights”, hvor hans stemme står helt alene uden akkompagnement fra bandet. Sikkert leveret og med masser af rumklang er der tydelige referencer til Fleet Foxes, og mine forventninger bliver sat højt fra start. Skæring to, “Ramona”, overrasker med sin friskhed og udadvendthed. Nummeret fungerer i sin poppede form og står umiddelbart tilbage som albummets hitsingle. Og måske også albummets egentlige højdepunkt.

For selvom der er masser af potentiale i det eftertænksomme og indadvendte univers, og selvom Winston Yellen med band leverer en overbevisende indsats, formår Country Sleep desværre aldrig rigtig at krybe under huden på undertegnede. Albummet fungerer bedst, når udtrykket afviger fra det tungsindige. Det sker f.eks. i “Borrowed Times”, hvor endnu en a capella-intro afløses af tilbagelænet og alligevel frisk skomagerbas, som driver nummeret frem. Måske en hilsen fra Johnny Cash? I hvert fald er det forfriskende. Et andet nummer, som har både nysgerrighed og idé, er den klaverbårne “Wanted You in August”, som med sin legende og abrupte rytme leder tankerne hen på danske Mew.

Svagere står sange som “22” og afslutningsnummeret “Tenn”, som kører mere eller mindre i tomgang og fremstår uden idé. I “22” bliver samme melodistump gentaget otte gange i træk, før vi når frem til omkvædet. Sangen bliver holdt oppe af stryger- og korarrangementer, men det bliver alt for sovset og beviser kun, at nummeret ikke står stærkt i sig selv.

23-årige Yellen kan sit håndværk og har lavet et spændende debutalbum. Men på trods af en inderlig og sikker vokal forbliver Country Sleep krusninger på overfladen af det i forvejen store hav af indiefolk. Hvis næste udspil finder en mere fast form og samlet idé, ser det dog mere end lovende ud for den unge debutant.

★★★★☆☆

Deltag i debat