Plader

Ron Sexsmith: Forever Endeavour

Skrevet af Klaus Thodsen

Roen har for alvor bredt sig over singer/songwriter Ron Sexsmiths seneste album, Forever Endeavour, der trækker inspiration fra hans første udgivelser.

”Afslappende og hyggeligt” var i lang tid de eneste ord, der stod på mit dokument, da jeg skulle til at skrive denne anmeldelse af Ron Sexsmiths seneste udgivelse. Jeg kunne ganske enkelt ikke komme videre. Jeg var blokeret. Jo, derudover stod der også en perlerække af platte og barnlige jokes om hans efternavn, som jeg dog har tænkt mig at skåne jer for. Næsten. ”Går man så til sexsmeden for at få…?” og så videre. I kan se, hvor det bærer hen, så lad os stoppe pinlighederne her.

Det var faktisk ikke, fordi jeg ikke brød mig om det, jeg hørte, for det gjorde jeg bestemt. I bund og grund har jeg svært ved at se, hvad man umiddelbart kan have imod Forever Endeavour med den silkebløde vokal, fløjlsbetrukne akustiske guitar og gennemsyrede stemning af total afslapning.

Lytter man derimod nærmere til teksterne på pladen, opdager man, at det afslappede udtryk dækker over helt andre følelser. Pladens åbningsnummer ”Nowhere To Go” er skrevet i forlængelse af  indspilningen af Sexsmiths forrige album, Long Player Late Bloomer, på et tidspunkt, hvor albummet pludselig så ud til ikke at kunne udgives. Man fornemmer tydeligt antiklimakset fra glæden over en færdig plade til opgivenheden over, at udgivelsen er ved at falde til jorden: »When you’re stuck in a cloud / and there’s nowhere to go but down«.

Mens Sexsmith kom sig over forskrækkelsen omkring udgivelsen af Long Player Late Bloomer, fik han sig en helt anden slags forskrækkelse, da frygten for en kræftsygdom pludselig gjorde sit indtog i hans liv. En oplevelse, der uden tvivl har haft stor indflydelse på teksterne på Forever Endeavour, som det f.eks. høres i nummeret ”If Only Avenue”, hvor Sexsmith synger: »With the luxury of hindsight / the past becomes so clear / as I look out on the twilight / my days have become years«.

I det hele taget bevæger Forever Endeavour stilmæssigt sig væk fra sine umiddelbare forgængere og trækker i stedet tråde tilbage til Sexsmiths tidligste udgivelser. Selvom især Long Player Late Bloomer gav ham et længe ventet gennembrud, har Sexsmith denne gang valgt at vende tilbage til sin tidligere producer Mitchell Froom, der også sad bag knapperne på hans første tre albums. Den dybe melankoli, der findes overalt på denne plade, står i klar kontrast til det mere pop/rockede udtryk, man finder på de seneste plader.

På bundlinjen må det siges, at Forever Endeavour er en af de mest behagelige plader, jeg er stødt på i lang tid. Man kan jo simpelthen ikke hidse sig op over en mand, der bare sidder og spiller lækkert på sin guitar, mens han synger nogle dejlige sange om, at det nok skal gå alt sammen. Måske kan man personligt blive lidt rastløs efter 12 numre, men på det tidspunkt er man sunket ned i en sådan ro, at man egentlig ikke gider at gøre noget ved det.

★★★★☆☆

Deltag i debat