Plader

Schultz and Forever: Céline EP

Sjællænderen med den sære sangstemme, Jonathan Schultz, har nu under dække af navnet Schultz And Forever kastet en debut-ep af sig. Céline er en fin udgivelse, der både rummer simplicitet og store følelser.

18-årige Jonathan Schultz er en helt almindelig dreng. Han går i gymnasiet, bor hos sin mor og far i Vallø på Vestsjælland, kigger på piger, klimprer på guitar… Og så er han altså også et efterhånden velkendt navn på den danske upcoming-scene. Drengen med guitaren og den mærkværdige røst er personificeringen af navnet Schultz and Forever og sangskriveren bag den følsomme ”Falling” fra demo-ep’en Odd Stories (2011), der for alvor borede sig ind i danske indieøregange i foråret sidste år.

Selvom Odd Stories blot var resultatet af et utal sene aftener bag soveværelsets lukkede døre, gjorde Schultz’ seriøse indstilling til musikken hurtigt lytterne og blogosfæren interesserede, og den bemærkelsesværdige vokal gjorde det svært ikke at lytte godt efter, når den unge mand åbnede munden.

Nu er han så klar med sin første ”rigtige” ep, hvorpå han slår sig fast som mere end blot en døgnflue i vores hjemlige musiklandskab.

Sangene på ep’en Céline er båret af et forholdsvist simpelt akkompagnement og nogle ret direkte og følsomme tekster, der med en klangende lyd vrides ud af munden på den unge Schultz.

Bedst fungerer ep’ens sidste nummer, ”Two Flowers”. Det er et smukt og forløsende afslutningsnummer, der indfanger lyden af varme sommeraftner, bare ben, lange gåture ved vandet, vind i håret og ikke mindst forelskelsen, som kommer til udtryk i Schultz’ meget sødt direkte, lettilgængelige og alligevel storladne tekst.

Jeg kan forstå, at mange mener, at det er Jonathan Schultz’ stemme, der gør ham interessant. Det er jeg ikke umiddelbart enig i. Til gengæld har han et godt øre for komposition og sangskrivning, og det ser jeg klart som hans største force. Han kan skrive vedkommende sange, som ikke bliver kedelige, selvom de er enkle. Og hans ligefremme tilgang til både musik og lyrik virker forfriskende; som om han ikke kan lade være.

Der er kun fem numre at hygge sig med på Céline, og når ep’en slutter, har man egentlig lyst til at høre mere. Men når det så er sagt, synes jeg, at de fem numre byder på et relativt ensformigt udtryk, og det ”mere”, som jeg har lyst til at høre fra Schultz and Forever, er måske i virkeligheden i højere grad noget ”andet” i stedet.

Jeg håber, at Schultz and Forever, når første album engang kommer ud, tør variere lyden en smule mere, end tilfældet er på denne udgivelse. Ikke at han skal bevæge sig væk fra sit nuværende lydunivers, blot give det et lille sprøjt af spænding engang i mellem. Det kan altså lade sig gøre, som det gjorde på Nick Drakes sidste plade, Pink Moon (1972).

Schultz and Forever er ung i virkelighedens verden, men han er bestemt også ung og grøn på den danske musikscene. Og med en så fin debut som Céline kan jeg ikke se, hvorfor han ikke skulle have mange gode år i branchen endnu. Det er et flot førstehåndsindtryk at give.

★★★★☆☆

Om skribenten

Anne Nørkjær Bang

Biografi:

Måske var det, da jeg som barn sad på gulvet og legede med dukker, mens Bob Dylan brægede "Mr. Tambourine Man" i baggrunden fra pladespilleren. Eller måske var det senere, da jeg gav den hele armen "på engelsk" som Eliza fra musicalen My Fair Lady i børnehavens sandkasse. Et eller andet sted i mine ganske unge år har musikken i hvert fald bidt sig fast - og den kom for at blive. Jeg har selv sunget i mange år, bl.a. i DR's Pigekor, og pillet lidt ved både klaver og guitar, men har nu lagt den praktiske del af musikken lidt på hylden til fordel for et liv som journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Fem favoritalbums:
Bob Dylan: Blonde on Blonde
Death Cab for Cutie: Plans
The Shins: Wincing The Night Away
The National: Boxer
C.V. Jørgensen: Sjælland

Skriv et svar