Koncerter

Sónar Reykjavík 2013: GusGus, 15.02.13, Silfurberg

Skrevet af Jonas Hjortdal

Islandske GusGus har efterhånden mange år på bagen, men forstår stadig at levere en gedigen fest komplet med sengekantsreferencer. Det var også tilfældet på en af Harpas scener under Sónar.

Man kan ikke andet end være imponeret over det lokale house-kollektiv GusGus, der til trods for en åben svingdør og konstante udskiftninger har formået at holde dampen oppe gennem tre årtier.

De har præcis den samme sikre levering og Friendly Fires’ske fandenivoldskhed, som da de første gang indtog dansegulvene både i Island og resten af verden gennem deres kontrakt med Köln-selskabet Kompakt.

Det er på de 90’er-dansable rytmer, at GusGus tager stikket hjem, og her er der ikke meget, der har ændret sig siden den spæde start. Det fik vi det første bevis for, da der allerede på aftenens andet nummer kom en smagsprøve på et af numrene fra det kommende album, der afslørede, at inspirationen stadig er som Aha, der møder Depeche Mode med et drys brystbas. Og det kan både undertegnede og resten af det feststemte publikum til midnatsshowet fint leve med.

Herfra tog stemningen foran den tætpakkede hovedscene endnu et løft til 2011-singlen “Over” fra det seneste album Arabian Horse, der altså efter alt at dømme bliver fulgt op af nyt materiale inden nytår.

»De har for nylig fundet ud af, at der er en form for syre i de islandske lavasten,« lød min langhårede sidemands bedste bud på, hvor den islandske energi kommer fra. En energi, der blev holdt af både de unge sidecuts og 90’er-crowden, der også blev pleaset med nogle af de helt støvede fra kassen i form af “Polyesterday” og “Starlovers”.

Både sætliste og udstråling fra ikke mindst de to markante vokaler President Bongo og Biggi Veira osede af sex, et træk der heller ikke lægges skjul på, selvom referencen til en gammel Fassbender-film (hvor ordet »couscous« udtales »Gus Gus«) måske er til den mere subtile side. Så er sengekantsreferencerne i den svært catchy “Arabian Horse” noget mere ligetil, og leveret foran et massivt, svedigt publikum på hjemmebanen må man overgive sig til menneskehavet.

Om de er høje på syredampe eller bare glæden ved musikken vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men man forstår i hvert fald godt, hvorfor GusGus er blevet en af de stærkeste eksportvarer fra klippeøen og netop er blevet kåret til det bedste livenavn af det lokale kulturmagasin.

Dog kunne man efterlyse lysten til at udforske eller udvikle genren og skabe fornyelsen, der kunne ønskes for at kunne give en topkarakter. Men som både band og publikum vil istemme, så skal man ikke skifte strenge på en guitar, der stadig stemmer.

★★★★½☆

Deltag i debat