Koncerter

Sónar Reykjavík: Sóley, 15.02.13, Bay View Area

Foto: Inga Birgisdottir
Skrevet af Jonas Hjortdal

Den elektroniske festival Sónar, der har hjemme i Barcelona, er på turné til bl.a. den islandske hovedstad Reykjavík. Undertoner er med og hørte islandske Sóley på den første af to festivaldage.

Foto: Inga Birgisdottir

Den genredefinerende elektroniske festival Sónar fejrer i år 20-års jubilæum med at tage på turné. Første stop er i den islandske hovedstad Reykjavík, hvor den kæmpestore bikube Harpa Concert Hall over to dage lægger akustik til klippeøens fineste krydret med indfløjne headliners, blandt andre tyske Modeselektor og engelske Squarepusher.

Inden de godt 3000 festivalgæster for alvor havde indfundet sig, blev festivalen sat i gang af den lille hjemmebanefavorit Sóley med det let nørdede look og store stemme. Bagkataloget med den stærke ep Theater Island fra 2010 og langspilleren We Sink fra året efter havde sat forventningerne op hos både undertegnede og resten af publikum. Forventninger, der desværre ikke blev indfriet.

Til trods for, at det kun var en god halv times spilletid samlet, blev det for stille og for statisk. Blandt andet fordi sangerinde Sóley Stefansdóttirs stemme, der fungerer som det vigtigste instrument i opsætningen, kun i få lyspunkter som i den smukke lukker “I’ll Drown” fik det fornødne modspil fra keyboard og trommer, der ellers langt hen ad vejen ikke var en del af koncerten.

På andre af de forventelige højdepunkter som “Blue Leaves” fra Theater Island og “Pretty Face” fra We Sink blev vokalen ganske enkelt for flad. Der manglede den bund og bid, der på pladeform minder om en mere sjælfuld og drømmende udgave af Nina Persson.

Det på forhånd meget interessante setup i Harpa havde ikke den mest optimale indvirkning på den korte koncert på den lille scene, eftersom en stor del af publikum sad i restaurationsområdet i færd med at klemme en caféburger ned for at lægge bunden til aftenens udskejelser. Den anden del af publikum sad enten på gulvet eller ved opsatte borde, hvilket desværre pillede toppen af den intimitet og nærhed, der ellers er Sóleys største force. Enkelte udnyttede endda muligheden for at tage en lur på gulvet.

Tilbage står man med billedet af et åbenlyst potentiale, der desværre aldrig nåede ud over scenekanten. Skuffende, fordi man havde forventet mere af et af de mest spændende navne på årets festival.

★★½☆☆☆

Deltag i debat