Koncerter

The Hives, 31.01.13, Store Vega, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Der var intet, Howlin’ Pelle Almqvist og co. ikke kunne gøre, da de gæstede Store Vega. The Hives beviste med en fænomenal energiudladning af en koncert, man sjældent ser bedre udført, hvorfor de af mange regnes for verdens bedste liveband.

Det skete en lørdag i juni, at jeg befandt mig halvvejs oppe ad en bakkeskråning i Aarhus. Længere nede spillede svenske The HivesNorthSide Festival anno 2012 til stor glæde for de mange fremmødte. Til min store ærgrelse var det dog kun en håndfuld på omkring et par hundrede mennesker, der for alvor slog sig løs helt oppe foran scenen, og de svenske garagepunkrockere skulle derfor gøre en ekstra stor indsats for at få det samlede energiniveau blandt publikum op i nærheden af det, som normalt er tilfældet, når Howlin’ Pelle Almqvist og Co. betræder scenen.

Det skete også en kold torsdag aften i Vega lidt over et halvt år senere, at selv samme The Hives, foran et publikum på i hvert fald tusind mennesker af primært skandinavisk afstamning, slog deres navn fast som verdens måske bedste liveband med verdens så absolut mest underholdende og karismatiske frontfigur.

Efter en opvarmning med pelsvest, klap for øjet og andre bizarre optrin fra göteborgske The Fume, der akkurat som aftenens hovednavn spillede ærkeklassisk garagerock, fik den ekstraordinære sceneopsætning lov til at folde sig ud: Et stort bagtæppe med Almqvist i rollen som dukkefører, hvis fingre styrede de snore, som var sat fast på fem enorme bogstaver, henholdsvis H-I-V-E-S – megalomanien fejlede tydeligvis intet hos de fem svenskere, hvilket koncertens videre forløb ikke ændrede på.

Sparket i gang med de hæsblæsende trommer og den repetitive lyrik på intronummeret ”Come On” fra bandets seneste plade, Lex Hives, entrerede The Hives Store Vegas scene iført matchende habitter og dertil hørende høje hatte. Med ét var festen skudt i gang og ligeledes var Almqvist; men det skal vi nok komme nærmere ind på senere.

Rent musikalsk var aftenens koncert næsten så forudsigelig som overhovedet muligt: Vik fik serveret en god blanding af gamle og potentielt nye klassikere i The Hives-regi. Numrene fra bandets seneste udspil var ligesom studieversionerne en blandet landhandel, hvor enkelte – som for eksempel ”I Want More” og ”Wait A Minute” – i aftenens tilfælde sagtens kunne have været droppet til fordel for mere eksplosive og/eller catchy kompositioner.

Heldigvis er The Hives også i besiddelse af andre sange i deres bagkatalog, hvis eneste formål, og efterfølgende virkning i liveformat, er at skabe så meget kaos, fest og energi som overhovedet muligt, hvilket også var tilfældet denne torsdag aften i Vega. For uanset om vi havde befundet os på et provinsielt kræmmermarked i det mørke Jylland eller på et stadion med plads til 50.000 mennesker, ville numre som ”Main Offender”, ”Walk, Idiot, Walk” og ”Die Allright!” have gået rent ind hos de fremmødte – det er simpelt, men fandens effektivt, og det virker selvfølgelig også denne aften i Store Vega. Disse numre udgjorde – sammen med blandt andre ”My Time Is Coming” og ”Take Back the Toys”, der stod som to af de mere velfungerende numre fra Lex Hives – en solid del af rygraden på denne suveræne koncertoplevelse, der kun blev bedre, jo længere hen vi kom.

Bag enhver god sang står der dog en god kunstner, og ingen gør det i mine øjne bedre end Howlin’ Pelle Almqvist. Der var ikke den handling, han ikke kunne få sig selv eller samtlige blandt publikum til at gøre, om det så involverede højtflyvende spark, bestigning af og hoppen fra både trommesæt og monitorer eller det klassiske trick med at få alle i salen til at sætte sig ned (minus en stædig ældre herre i Ramones-trøje, hvilket førte til en intens nedstirren mellem denne og Almqvist). Alt i alt var der dømt fællessang, -dans -klappen og -jubel anført af en nærmest diktatorisk agerende Pelle, der fik os til at adlyde sin mindste befaling; men vi elskede ham selvfølgelig alle sammen alligevel – hvordan skulle man overhovedet få sig selv til det modsatte.

Som om det ikke var nok, eksploderede festen fuldstændig i løbet af fremførelsen af den sidste håndfuld numre. Først havde ”Patroling Days”, der i mine øjne er det mest gennemførte nummer fra Lex Hives, og det yderst kontrollerede kaos i nummerets outtro afsluttet den primære del af The Hives’ sætliste, før den obligatoriske ventetid hen imod ekstranumrene indtraf. De fem svenskere returnerede således herefter til endnu større jubel og fremførte først deres seneste singleudspil, ”Go Right Ahead”, og dernæst covernummeret af The Dragtones’ ”Insane”, der optræder som bonusnummer på bandets seneste album. Især sidstnævnte fungerede ufattelig godt live i forhold til mine forventninger, og dermed var der lagt op til den helt store finale i form af ”Tick Tick Boom”, der som altid var det helt store trumfkort og festfyrværkeri, koncerten havde bygget op imod.

Efter to timer kunne man ikke gøre andet end at lægge sig ned og overgive sig. Howlin’ Pelle, Nicholaus Arson, Dr. Matt Destruction, Vigilante Carlström og Chris Dangerous toppede standarden for musikalsk og performativ underholdningsværdi og mere til. Der var ikke den ting, de ikke kunne få publikum til, og publikum var ligeglade – de havde også overgivet sig til The Hives efter en fænomenal energiudladning af en koncertoplevelse med verdens muligvis bedste liveband, man sjældent ser bedre udført. Jeg gør det gerne igen, og det helst inden alt for længe.

★★★★★★

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

1 kommentar

Deltag i debat