Plader

The Migrant: Beads

Skrevet af Durita Dybczak

Bjarke Bendtsen er klar med sit tredje album under navnet The Migrant. Beads formår dog ikke helt at imponere og fremstår snarere som en uforløst og langtrukken affære.

Januar er en lidt sløj måned. Vejret er gråt, pengene er brugt på julegaver, eksamener truer, og egentlig gad man måske helst bare forsvinde lidt. Januar er hård. Februar er til gengæld lidt bedre. Det er stadig halvkoldt og mørkt, men man kan begynde at skimte lidt lys forude, og til forskel fra januar begynder der så småt at dukke nye udgivelser op.

En af dem kommer fra Bjarke Bendtsen, som er manden bag aliasset The Migrant. Med to tidligere albums i bagagen og en fortid som frontmand i The Elephants har han nu begået sit tredje soloalbum, Beads.

Ligesom tidligere har han været ovre på den anden side af Atlanten og søge musikalsk inspiration. I 2011 resulterede det i albummet Amerika, der fik international anerkendelse for sin skæve og specielle lyd. Undertoners anmelder var dog lidt tilbageholdende med de rosende ord og beskrev det overordnet som “døsende, blødt og lidt kedeligt”.

På opfølgeren Beads er der brugt betydeligt længere tid på optagelserne end på de tidligere albums. Processen har strakt sig over et års tid, og optagelserne er foregået både i Texas og København. Den rodløse, omvandrende troubadour er der stadig et sted med sin »sweet little pony« og obligatoriske mandolin. Men på en eller anden måde har produktionen og lyden af hele albummet ikke den samme friskhed og vibrerende ivrighed, som man stedvist kunne finde på forgængeren. I stedet er der skruet endnu mere op for det døsige og halvkedelige.

Bendtsen har på mange måder sin vokal imod sig. Den kan hurtigt komme til at virke lidt meditations-messende, nærmest trancefremkaldende. I titelnummeret bliver den pedal trampet helt i bund, og hver vokal strækkes i umenneskeligt lang tid. Kompositionen af hele nummeret er utroligt kedelig, og jeg må flere gange tjekke efter, om nummeret stadig er i gang, eller om det er slut nu. Der er nemlig flere sekunders pause indlagt et par steder i løbet af nummeret, der aldrig rigtigt kommer i gang. Det med de langstrakte vokaler er måske især fremtrædende i nummeret ”Amsterdam”, der nok hellere skulle have heddet “Aaaaamsterdaaaaam”.

Der er dog lidt mere fut i enkelte numre såsom “Ask the Current”, der med et fyldigere lydbillede med et backingkor, en taktangivende elguitar og lækre rytmer fastholdt af lyden af æg-shakere faktisk skaber incitament til noget mere. Alligevel efterlader den en fornemmelse af, at man ikke helt når i mål.

Faktisk er den fornemmelse kendetegnende for albummet som helhed. For selvom Beads har sine fine øjeblikke – mit personlige højdepunkt er den skærende høje, tynde og skrøbelige Jónsi-vokal i “Strangers” – kan albummets 12 numre tage modet fra de fleste. Den uforløste og langtrukne affære gjorde i hvert fald min januar lidt mere monoton og tung i røven.

★★½☆☆☆

Deltag i debat