Introduceret

Undertoner introducerer: Caspian

Skrevet af Klaus Thodsen

Et af postrockens største navne er uden tvivl amerikanske Caspian. Bandet trækker lytteren med ind i et dynamisk lydunivers, der spænder bredt over de både tunge, trancelignende tilstande og de sagte stunder. Undertoner leverer her en lille guide til de vigtigste udgivelser fra bandets bagkatalog.

Foto: PR.

 

Postrocken har aldrig været en lettilgængelig genre, der som så meget andet får folk til at nynne med efter første lyt. Tværtimod kan postrocken virke tung, langsommelig og deprimerende. Men giver man den sin opmærksomhed og tid, kan postrocken tage dig med ind i et både dystert mørkt og samtidig skinnende lyst univers, der er ganske unikt.

Et af de allerstørste band inden for instrumental postrock er uden tvivl Caspian fra Massachusetts i USA. Dannet i 2003 med en mere eller mindre løs bandformation spillede bandet i dets første leveår forskellige småjobs, inden den nuværende konstellation kom i stand. Dog blev det også til et supportjob for det store japanske postrockband Mono som et klart højdepunkt. Siden denne spæde start er det blevet til mere end 500 koncerter i over 30 lande fordelt på tre kontinenter.

Caspian spillede sin første koncert under et andet navn og ledte samtidig efter en forsanger. En sådan fandt de dog aldrig, hvilke vi andre kun kan prise os lykkelige for. Deres postrock kræver den tålmodighed, som rigtig god musik kræver og ikke mindst fortjener, og en Caspian-plade kan tage uger eller måneder at få helt ind under huden. Selv når man tror, at man har oplevet alt, hvad der kan opleves på en plade, begynder nye indtryk og nye favoritnumre at trænge sig på.

Musikken bliver her noget meget personligt og individuelt for alle, der lytter til det, da hvert nummer og hver plade er en ufortalt historie, der vil forme sig forskelligt hos alle, der hører den. Om det bliver historier om vrede og frustration eller om skønhed og kærlighed, afhænger her helt af modtageren, og når genren er bedst, er den en form for poesi uden ord.

Et nummer som ”ASA” fra The Four Trees rammer meget af essensen ved et rigtig godt Caspian-nummer: En rolig og afslappende indledning trækker stille og roligt lytteren mere og mere til sig. Man bemærker dårligt nok de tunge, men rolige trommer og den langsomt opbyggende guitarlyd, efterhånden som vi går fra en til både to og tre guitarer.

Da man endelig kommer til sig selv, er den silkebløde indledning på nummeret blevet forvandlet til et både buldrende tungt og skingert skrigende lydunivers, hvor det er svært at finde ud af, hvad der er hvad. Netop som man frygter historien skal ende dårligt, ebber energien ud af nummeret, og vi efterlades med lidt guitarspil, som er roligt og kærligt som en mor, der lægger et spædbarn i seng.

Netop det, at Caspian aldrig fandt deres forsanger, har gjort, at de i stedet skabte et af tidens største og bedste postrockbands. Et af de få bands, der omringer sin lytter eller koncertgænger med en så massiv mur af atmosfærisk-melodisk-hårdtslående-melankolsk rock, at man fuldstændig glemmer tid og sted og efterlades i en næsten trancelignende tilstand, hvor alt andet end musikken er uendeligt ligegyldigt.

Her starter du med Caspian:

You Are the Conductor (2005)
Ep’en You Are the Conductor udkom i efteråret 2005, og helt fra denne start har bandet befundet sig i det slørede ingenmandsland mellem postrock og postmetal. Musikken er for hård til at falde ind under postrockens ofte langtrukne melankoli, men samtidig også for melankolsk til at blive betegnet som metal. Samtidig er You Are the Conductor nok også den mest lysende og optimistiske Caspian-udgivelse til dato. På numrene ”Further Up” og ”Further In” høres, hvad der må betegnes som Caspian i sit vel nok mest klassiske udtryk: Den langsomme og rolige opbygning af “Further Up”, med de energiske trommer i baggrunden, konstant på nippet til at sparke nummeret i gang for alvor. Man kan næsten fornemme, hvordan trommeslager Joe Vickers kæmper for at holde sig i ro. Hvordan han modvilligt holder sig fra at hamre i tønderne med alt, hvad armene kan trække. ”Further Up” bliver til ”Further In”, uden man overhovedet opdager det. Overgangen sker let og elegant i en passage, hvor musikken virker til at falde sammen om sig selv for så igen at opstå ud af ingenting.

The Four Trees (2007)
Netop den usagte poesi begynder at virkelig at komme til udtryk på Caspians første studiealbum, The Four Trees, der udkom i 2007. Pladen åbner med nummeret “Moksha”, der starter med et ganske sagte klaverspil, der drømmende let svæver over den tunge, monotone, underliggende synth. Sådan fortsætter nummeret nærmest uændret, indtil der efter mere end to minutter første gang bliver trådt ned på fodpedalen. Herefter tager det hele hurtigt fart, og samtlige tre guitarer laver en shoegazer-lignende mur, der hurtigt omringer lytteren totalt.
 Det lette og drømmende udtryk går igen flere steder på The Four Trees, blandt andet på det dystert levende ”Sea Lawn”, men det bliver alligevel aldrig så dominerede en faktor, at det kommer til at skygge for den mere hårdtslående postrock, der er Caspians vartegn. The Four Trees er nok det Caspian-album, der giver den største variation mellem lyset og mørket, og det er en glimrende trædesten til at lære Caspians musik bedre at kende.

Tertia (2009)
Tertia er helt klart det mørkeste Caspian-album af de tre. Det lægger sig meget naturligt i forlængelse af sine to forgængere. Hvor You Are the Conductor står for den lyse side af bandet, repræsenterer The Four Trees det tiltagende mørke. Det mørkere udtryk på Tertia skinner igennem fra starten. ”Mie” tager sit afsæt i et halvklaustrofobisk, snurrende synthunivers, der, kun kort afbrudt af et ensomt klaver, stiger og falder i styrke, til det går direkte over i det efterfølgende ”La Cerva”. Her bliver det klaustrofobiske univers kun forstærket af den smukt tumultariske shoegazing fra alle tre guitarer. Kronen på dette værk må dog være det fremragende ”The Raven”. Dette nummer viser, bedre end noget andet, Caspians fantastiske sans for at kombinere deres meget melankolske udtryk med hårdtslående rock af den allerbedste skuffe. Samtidig viser det postrockens konstante opbygning og nedbrydning af melodierne i et og samme nummer.

Deltag i debat