Plader

Veronica Falls: Waiting for Something to Happen

Skrevet af Joachim

Veronica Falls har hele hjertet med, når de dyrker deres skramlede retrorock. Desværre savner man en smule variation, og til tider må man tage til takke med fyld. Det er en skam, for der er helt klart potentiale til noget større.

Dagens rockmusik står på mange måder ved en korsvej, og lyttere såvel som udøvere er nødt til at forholde sig til de mange nye muligheder, som computerne giver i stu(di)ernes verden. Hvor nogle musikere glubsk kaster sig over nye lyde og produktionsmuligheder (med Muses seneste dubstepinspirerede album som skrækeksempel), vælger andre at hoppe i den stikmodsatte grøft.

Britiske Veronica Falls hører så afgjort til i den sidste kategori. Her er ingen leflen for synth, elektroniske beats eller vocoder-manipulation. Her beskæftiger man sig med kun trommer, bas og masser af tråd.

På sit nye og andet album dyrker Veronica Falls således retrorocken fuldt ud, og et nummer som “Tell Me” leder tankerne direkte hen på 60’er-ikonerne fra Velvet Underground fra første sekund. En guitar med rumklang og overdrive danner rammen for nummeret med et hypnotiserende riff, der suppleres af beskidte anslag fra en anden seksstrenget med samme lyd. Det er grimt, men ganske betagende. Samtidig står vokalerne er skarp kontrast hertil. Samtlige strofer synges enten som harmonier eller efter en form for call/response-skabelon og lægger derved en mere poleret kappe over de rå guitarstykker.

Trommespillet er, som genren indbyder til, ganske simpelt og tenderer til det kedelige. Tempoet er stort set det samme alle pladens 13 numre igennem – det gælder lige fra den lidt indadvendte “Everybody’s Changing”, hvor en akustisk guitar for en sjælden gangs skyld tages i brug, til den mere aggressive “So Tired”. Kun når gruppen kommer ud i en decideret ballade som f.eks. “Daniel” og “Shooting Star”, formår trommeslager Patrick Doyle delvist at trække i håndbremsen og tilføre pladen en smule mere variation. Denne konsekvente og en smule absurde spillestil har på sin vis en form for charme, men bliver som så mange gange før en tand for ensformig i længden.

Ser man på pladen som helhed, er det helt klart numre baseret på kombinationen af det kontrastfyldte samspil mellem utroligt melodiske vokaler samt larmende og til tider surfrockede guitarer og netop evigt uptempo trommerytmer, der er dominerende. Dette kommer der ganske gode numre ud af. Det er “Broken Toy”, hvor der netop for alvor går surf i den, samt “My Heart Beats”, i hvilken lydbilledet og den simple sangskabelon kulminerer, beviser på.

Ikke desto mindre mangler man som lytter numre, hvor briterne for alvor tør gamble med deres musiktekniske kunnen. Det er de med sikkerhed i stand til, hvilket ”Shooting Star” er et klokkeklart eksempel på. Rytmen falder dejligt skævt, og de to frontmænd James Hoare og Raxanne Clifford synger ubesværet hen over de disharmoniske klangflader, som de frembringer med selv samme guitarer, der ellers kun synes at være i stand til at frembringe støjende surf-riffs. Her vækkes behagelige mindelser om noget, som Young Marble Giants kunne have lagt navn til et par årtier forinden. Ikke desto mindre står dette indslag alene.

Når man lytter til Waiting for Something to Happen, ønsker man sig inderligt, at Veronica Falls havde gået svanger en smule længere, før de havde smidt denne toer på gaden. Selvom bandet rent kompositionsmæssigt ikke har opfundet den allerdybeste tallerken, er kærligheden til at spille rock som de hårde drenge med læderjakker fra 60’erne og 70’erne åbenbar. Denne følelse skinner igennem på samtlige 13 numre. Hvis Veronica Falls så bare havde taget sig tid til at arbejde mere med sangskrivningen og rusket op i de to sangeres vokaler og herved tilført dem en vildskab, der stemmer overens med de larmende guitarer, ville man ganske givet stå tilbage med et ganske formidabelt album. Det må blive næste gang.

★★★☆☆☆

Leave a Reply