Plader

Where Did Nora Go: s.t.

Skrevet af Alex Nørregaard

Det eponyme album fra Where Did Nora Go byder på fængende musik og eventyrlig stemning, men i en interessant kontekst, hvor en historie om forholdet mellem køn og identitet møder lytteren.

Den fransk-algeriske forfatter og filosof Albert Camus skrev på et tidspunkt: “Mennesket er det eneste væsen, som afslår at være det, det er.” Oprøret består i at sige nej, og på det selvbetitlede fuldlængdealbum fra Where Did Nora Go er forholdet mellem køn og identitet i centrum. Hvad betyder vores køn for, hvem vi er, og hvad vi kan?

Først og fremmest er det tydeligt, at Astrid Nora, kvinden bag WDNG, ikke blot har ønsket at udgive en plade med flot og fængende musik. Hun har desuden ønsket at formidle musikken omkring en historie og en holdning, hvilket der er kommet et på mange måder fremragende album ud af.

Albummet er inspireret af Henrik Ibsens skuespil “Et Dukkehjem” fra 1879. Der er tale om et stykke, hvor kvinden Nora i jagten på selvrealisering forlader mand og børn. Dette var et brud på datidens normer og satte fokus på kvindefrigørelsen – et tema, som fortsat må siges at gøre sig gældende, om end i nye klæder. Blandt andet kunne man for nogle år siden i Information læse en serie artikler om debatten om køn og musik. Så vidt undertegnede kunne forstå, så efterlyste man dels de stærke, selvstændige kvinder på den danske musikscene, samtidig med at spørgsmålet om kønnets rolle kontra det musikalske output blev diskuteret. Havde og har køn en betydning? Og bør det have en betydning?

I dag er der angiveligt fortsat en mangel på kvinder i rytmisk musik, men hvis blikket vendes mod musikscenen i øvrigt, står kvinderne for mig at se stærkere end før. Her må bl.a. Astrid Nora siges at rykke med op i front, idet hun på WDNG får tingene til at gå op i en højere enhed – især når det kommer til at kombinere det alternative med det mere lettilgængelige, hvilket kan være en svær balance.

Men spørgsmålet om køn og musik behøver ikke at betyde enten-eller, og i tilfældet WDNG finder man bag den stærke kvinde to dygtige herrer, Kasper Rasmussen og Henrik Marstal. De har bistået med produktion og indspilning, hvilket der er kommet et mangfoldigt og velfungerede lydbillede med dybde ud af. Ydermere har Marstal været inde over sangskrivningen på otte ud af de 10 sange. Et fælles referencepunkt for ham og Astrid Nora har været det nære og kreative forhold til celloen, som dermed også er et gennemgående element på hele pladen.

Det bliver dog på intet tidspunkt ensformigt eller trættende, da det musikalske udtryk hele tiden varierer, samtidig med at en let dyster og eventyrlig stemning bibeholdes fra start til slut. Rent stemningsmæssigt kan der derfor drages paralleller til norske Susanne Sundfør, som dog ganske vist har et lidt anderledes musikalsk udtryk. Som lytter har man vitterligt en følelse af at følge Nora igennem Vilhelm Hammershøis “Åbne Døre”, som flot og dunkelt pryder coveret.

Flere lyttere har givetvis allerede stiftet bekendtskab med den farefyldte og brusende cellorockende “Please Pleaser” samt den mere afdæmpede “Sister of the Dark / Walk in the Light”, der leder tankerne hen på Antony and the Johnsons. Begge numre var således at finde på ep’en Away, Away, Away, som sidste år fik fine ord med på vejen hos diverse anmeldere, og førstnævnte skæring har endvidere fungeret som singleforløber for det nye album.

Umiddelbart virker det som lidt af en synd at fremhæve enkelte numre frem for andre, idet de fungerer så fint i den rækkefølge, hvori de er placeret på albummet. Her giver det rent faktisk mening at udgive et helt album. Lytteren præsenteres for en række numre, som leveres med en historie og en kontekst, der først og fremmest er sammenhængende i sin givne form. Samtidig åbnes der konstant for alternative og selvstændige fortolkninger, hvilket giver lytteren en aktiv rolle.

Der lægges stærkt fra start med det herlige “And the Day Came”. Med en let Dybdahlsk klang indbydes lytteren til at danne sine egne billeder til underligt simple, men effektfulde tekstbidder som »And the day came / When freeing ourselves / Was no longer an intimidating fantasy«. Det hele understøttes flot af Noras stemme, der såvel her som på resten af pladen klæder det cellocentrerede lydbillede enormt godt. Her er tale om en stærk vokal, der på en gang er forførende og formår at bibeholde en vis kant, hvilket har en snert af Björk over sig.

Blandt de mange utrolig stærke numre bør “Sing, Ye Birds” fremhæves, da det fungerer som et fornemt kombineret midt- og højdepunkt på pladen. Med et flot lyd- og stemningsskift midtvejs i nummeret, hvor det pludselig springer fra det dybe og melankolske til det lyse og forløsende, er det svært ikke at trække på smilebåndet. Det fungerer enormt godt, og igen stråler Noras kraftfulde stemme.

Afslutningsvist indfinder “Arise (I Had a Dream)” sig og runder pladen stærkt af. Det er et vældigt fængende nummer, som det er svært at sidde stille til. På den ene side er det enormt varmt og blødt, men på den anden side er det også en spand koldt vand, man som lytter får smidt i hovedet. Det er tid til at vende tilbage til virkeligheden, og historien ender med linjerne »It is here / It is now / It has always been here«. En særlig detalje, som kan knyttes til dette citat, er det manglende spørgsmålstegn i slutningen af både kunstnernavn og albumtitel. Man opdager i begge tilfælde, at der er tale om en konstatering. Det er ikke målet, men vejen, der er svaret.

Where Did Nora Go er et fremragende album, der fortjener at blive hørt i sin helhed. Der er plads til fordybelse på såvel det musikalske som det tekstmæssige niveau, hvorfor man som lytter bør tage sig tid til at dykke ned i de mange detaljer. Oven på al den ros kan det undre, at den samlede bedømmelse ikke i topkarakter. Dette skyldes, at jeg ikke tror, at Nora er nået i mål. Hun har heldigvis et stykke vej endnu, og det er vigtigt.

★★★★★☆

Deltag i debat