Plader

Young: Picasso med en afro EP

Skrevet af Niklas Kiær

Young viser på sin debut-ep eksempler på det umiskendelige talent, han besidder. Men er det nok til at få lytteren op af stolen og måske endda give nyt liv til den danske hiphop-scene?

De sidste tre-fire år har amerikansk hiphop oplevet en renæssance, der fandt sit klimaks med Kendrick Lamars anmelder- og fanfavorit Good Kid, M.A.A.D. City sidste år. I mange år forinden sad de tunge drenge, Jay-Z, Kanye West, Rick Ross, osv., på pladesalget og den store omtale, mens de yngre kræfter måtte holde sig til undergrunden og blog-omtale.

En lignende situation kan spores i Danmark i dag. Der bliver sjældent spillet dansk hiphop i radioen, hvis ikke kunstneren hedder L.O.C., Suspekt eller Johnson, og i lang tid har intet tydet på, at der skulle laves om på det. Man kan pege fingre af branchen, men der er også i høj grad en manglende konkurrence fra den næste generation. Med ep’en Picasso med en afro viser Young dog tegn på, at han kan blive Danmarks svar på Kendrick Lamar.

På de 21 minutter, som ep’en spænder over, formår Young at sætte et personligt præg på fem meget forskellige numre, samtidig med at han viser sine evner, tekniske overlegenhed og tankevækkende tekster i én samlet pakke. Fra de mørke og barske fortællinger på “Englesang (Azizem)” til den mere legende rap på “Lysets fart” viser Young en alsidighed, der har været savnet i dansk hiphop i mange år. “Ivrig”, som gæstes af Rasmus Thude, har endda massivt radiohit-potentiale, uden Young på nogen måde går på kompromis med historien.

Ligesom det var tilfældet i Kendrick Lamars tidlige karriere, har Young dog nogle forbedringsmuligheder. Først og fremmest bliver den mere kritiske og politiske rap ofte prædikende, og her hjælper det ikke, at Young både er talentfuld og intelligent. Ingen gider at få fortalt, hvordan de skal føle eller tænke – specielt ikke inden for musik. På samme måde som det klang lidt hult, da Kendrick Lamar sang »You ain’t gotta get drunk to have fun,« så fungerer det ikke rigtig i omkvædet til “Døv, blind og stum”, når Young leverer sætninger som »Folk klager over små værdier, mens andre ikk’ har nok vand« og »Bare stå ret, hvis du ikk’ kan bede.« Desværre for Young er det meste af Danmarks befolkning hverken ved at dø af tørst eller specielt gudsfrygtige, og det er netop de mennesker, der skal købe hans plade. På pladen er der enkelte linjer som disse, der er en smule under niveau, men det er ikke noget, der flytter meget ved det større billede.

Lighederne med Kendrick Lamar stopper dog ikke ved Young selv. På samme måde som Kendrick Lamar skabte sin karriere på ‘in-house production’, så har Young en partner i Kewan, og det viser sig på ep’en som en klar styrke. Begge kunstnere virker til at være i gang med at finde deres stemme, men Kewan viser på ep’en en stor alsidighed og en evne til kun at have det mest nødvendige med i et meget levende lydbillede. Begge er de en del af Ny Vest – et bredt kollektiv af alt fra managere til musikvideoinstruktører – og de bliver en vigtig del af Youngs fremtidige succes. Det bliver deres opgave at holde sig fra at nikke, men konstant kræve mere og bedre af den talentfulde rapper, præcis som skete for Kendrick Lamar i TDE. Resultatet af hans ydmyghed og det hårde arbejde, der fandt sted mellem Section.80 og GKMC, var udviklingen fra at være et talentfuldt og spændende talent til at være den bedste i 2012. Det skal vise sig om, Young kan tage samme skridt – han har alle muligheder for at få det til at ske.

Young har allerede snakket om fremtidigt arbejde med Pilfinger, Rune Rask og selvfølgelig Kewan, så fuldlængde-debuten ser ud til at blive et spændende bekendtskab. Jeg håber på en plade, der er lige så god som GKMC, men mindre kan bestemt også gøre det. Én ting er sikker: Young er kommet for at blive, og det er kun ham, der sætter grænserne.

★★★★★☆

Deltag i debat